Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra [by] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af kommandanten [A], som hun mod sin vilje blev forlovet med i 2003. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i 2003 fik job som stuepige hos naboen, der var kommandant. Efter at have arbejdet for kommandanten nogle måneder, kom kommandantens morbror hjem til ansøgerens bopæl for at fri til hende på vegne af kommandanten. Ansøgerens mor afviste frieriet, idet kommandanten allerede havde to ægtefæller og var meget ældre end ansøgeren. På et senere tidspunkt mødte kommandanten op personligt på bopælen, hvor han talte med ansøgerens mor om frieriet. Moren afviste frieriet på ny, og kommandanten truede med at slå moren samt ansøgerens brødre ihjel og tage ansøgeren med magt. Ansøgerens mor foreslog, at ansøgeren forlovede sig med kommandanten, og at de derefter ville flygte. Nogle uger senere blev ansøgeren og kommandanten forlovet, hvorefter ansøgeren og hendes familie tog til [by], hvor de blev opsøgt af kommandantens morbror, som sagde, at de skulle vende tilbage til [by i Afghanistan] og forberede brylluppet. 10-12 dage senere rejste ansøgeren, hendes mor og lillebror til Pakistan. I Pakistan kom lillebroren i et modsætningsforhold til Taliban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren de seneste 10 år før udrejsen har boet i Pakistan. Flygtningenævnet vurderer ansøgeren i forhold til Afghanistan, der er ansøgerens hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om broderens konflikt med Taleban forud for udrejsen af Pakistan til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hændelsesforløbet forekommer usandsynligt. Det forekommer således usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle blive opsøgt og truet at Taleban alene, fordi han er kommet med en enkelt udtalelse i moskeen, ligesom det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger havde vurderet, at det alene var ham, der var i fare, og at han på den baggrund tog af sted uden at advare ansøgeren og hendes svigerinde. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at familien udrejste af Afghanistan for 12 år siden, fordi familien ikke ønskede, at ansøgeren skulle gifte sig med en ældre kommandant, som var familiens nabo. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at der i den forbindelse i et vist omfang opstod en konflikt med den ældre kommandant. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke – uanset der er tale om en æresrelateret konflikt - lægge til grund, at kommandanten stadig efterstræber familien. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at det ville være muligt for kommandanten, der var meget magtfuld, at finde familien i Pakistan, hvis kommandanten vidste, at familien opholdt sig der. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at kommandanten efter forklaringen var meget magtfuld, og at han havde kendskab til familiens sidste opholdssted i Afghanistan, hvorfor det må have været muligt for kommandanten at finde ud af, hvor familien var rejst hen for eksempel ved at udnytte sin magt eller rette henvendelse til ansøgerens familie og venner, herunder moderens veninde om ansøgerens opholdssted. Der er endvidere lagt vægt på, at konflikten ligger 12 år tilbage i tid, og at kommandanten aldrig har opsøgt eller på anden måde henvendt sig til ansøgeren og hendes familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at kommandanten rettede henvendelse til de tilbageværende mostre i Afghanistan, som ansøgerens mor havde kontakt til under opholdet i Pakistan. Hertil kommer, at den ansøgerens mor uden problemer kunne indrejse og opholde sig i [by i Afghanistan] i en om end kortere periode forud for hendes død. Det bemærkes i den forbindelse, at den ansøgerens brødre var til stede i [by i Afghanistan] under moderens begravelse, ligesom familien udrejste af Pakistan via [by i Afghanistan]. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/18/LIN
