afgh2016178

Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk shinwari og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, eftersom de forsøgte at tvangshverve ham, før han udrejste fra Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bedste ven, [B], blev tvangshvervet af Taleban, hvilket skete på et ukendt tidspunkt i ansøgerens landsby [A]. Forinden var fire af ansøgerens venner, som han ikke husker navnene på, også blev taget af Taleban. Første gang ansøgeren blev opsøgt af Taleban var 15-20 dage før hans udrejse fra [A]. Herefter begyndte Taleban, at opsøge ansøgeren med fire dages mellemrum frem til hans udrejse. Det var ansøgerens far, der talte med Taleban de gange de opsøgte ansøgeren. Ansøgeren fik besked på at gemme sig imens. Dagen før ansøgerens udrejse opsøgte taleban endnu en gang ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ude i marken, mens Taleban talte med hans far. De gav hans far besked om, at det var sidste chance, og at de ville komme igen fire dage senere og tage ansøgeren med. Dagen efter blev ansøgeren hentet på sin bopæl af en person, der skulle til Jalalabad, hvorfra ansøgeren rejste videre med en anden agent ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den ikke forekommer selvoplevet og indeholder divergenser. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at nogle af de fire-fem venner frivilligt tilsluttede sig Taleban, mens han tidligere har forklaret, at de alle blev tvangsrekrutteret. Han har endvidere forklaret upræcist og divergerende om antallet af besøg fra Taleban, og om og hvornår han selv så de pågældende. Ansøgeren har endvidere for nævnet først forklaret, at hans far blot sagde at han skulle udrejse en morgen efter det sidste besøg uden at nævne noget om en frist, mens han senere uddybende har forklaret, at han kom hjem fra marken og konstaterede at moren græd, hvorefter faren fortalte, at Taleban havde fastsat en frist for hans hvervning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/178/snd