Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en magtfuld person ved navn [A], som har været forlovet med hans søster. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder at blive halshugget af Taliban eller Isis. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] omkring år 2003 bad om lov til at gifte sig med hans søster. Familien så ikke nogen anden mulighed end at acceptere dette, hvorfor søsteren blev forlovet med [A]. Herefter rejste ansøgeren og familien til Pakistan for at undgå ægteskabsindgåelsen. Den mandlige ansøger boede i Pakistan fra han var omkring 14 år, til han var omkring 24 år. Her kom han i et modsætningsforhold til repræsentanter fra Taliban. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne de seneste 10 år før udrejsen har boet i Pakistan, og at den kvindelige ansøger ikke har påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv udover, at hun ikke kan leve alene i Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerne i forhold til Afghanistan, der er ansøgernes hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med Taliban forud for udrejsen af Pakistan til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hændelsesforløbet forekommer usandsynligt. Det forekommer således usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle blive opsøgt og truet af Taleban alene, fordi han er kommet med en enkelt udtalelse i moskeen, ligesom det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger havde vurderet, at det alene var ham, der var i fare, og at han på den baggrund tog af sted uden at advare de to kvindelige ansøgere. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at familien udrejste af Afghanistan for 12 år siden, fordi familien ikke ønskede, at den mandlige ansøgers søster skulle gifte sig med en ældre kommandant, som var familiens nabo. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at der i den forbindelse i et vist omfang opstod en konflikt med den ældre kommandant. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke – uanset der er tale om en æresrelateret konflikt - lægge til grund, at kommandanten stadig efterstræber familien. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at det ville være muligt for kommandanten, der var meget magtfuld, at finde familien i Pakistan, hvis kommandanten vidste, at familien opholdt sig der. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at kommandanten efter forklaringen var meget magtfuld, og at han havde kendskab til familiens sidste opholdssted i Afghanistan, hvorfor det må have været muligt for kommandanten at finde ud af, hvor familien var rejst hen for eksempel ved at udnytte sin magt eller rette henvendelse til den mandlige ansøgers familie og venner, herunder moderens veninde om ansøgernes opholdssted. Der er endvidere lagt vægt på, at konflikten ligger 12 år tilbage i tid, og at kommandanten aldrig har opsøgt eller på anden måde henvendt sig til ansøgeren og hans familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at kommandanten rettede henvendelse til de tilbageværende mostre i Afghanistan, som den mandlige ansøgers mor havde kontakt til under opholdet i Pakistan. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor uden problemer kunne indrejse og opholde sig i Kabul i en om end kortere periode forud for hendes død. Det bemærkes i den forbindelse, at den mandlige ansøger og hans bror var til stede i Kabul under moderens begravelse, ligesom familien udrejste af Pakistan via Kabul. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/17/LIN
