Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i november 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter personerne, der har kidnappet hans far. Han formoder, at de tilhører Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af ukendte mænd i deres autoværksted. Ansøgerens far forsvandt efter et par dage. Ansøgeren og hans mor anmeldte forholdet til politiet. Derefter modtog ansøgeren et opkald fra ukendte personer, der krævede [beløb] afghani for farens løsladelse. Der kom desuden nogle ukendte mænd på motorcykler til ansøgerens bopæl og råbte efter ansøgeren og skød et par gange. Herefter udrejste ansøgeren af landet på opfordring fra sin mor. Ansøgeren har henvist til, at hans mor efterfølgende er blevet opsøgt på bopælen af ukendte personer, som har ledt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring, der er vurderet i lyset af hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og modenhed, desuagtet på væsentlige punkter må tilsidesættes som divergerende, ikke selvoplevet og usandsynlig. Ansøgeren har såvel under begge samtaler med Udlændingestyrelsen som ifølge advokatindlægget forklaret, at han har anmeldt farens forsvinden til politiet, mens han for nævnet har bestridt, at han overhovedet har været kontakt med politiet. Ansøgeren har endvidere i de samme samtaler og ifølge advokatindlægget forklaret, at faren under trussel med våben blev tvunget til at anbringe en genstand i personernes bil. For nævnet har han imidlertid forklaret, at han ikke så eller hørte, hvad der skete mellem faren og personerne, og at faren efterfølgende på forespørgsel oplyste, at han heller ikke vidste, hvad de ville. Han har endvidere forklaret divergerende om antallet af telefonsamtaler, indholdet af disse og om det var ham eller moren, der førte samtalerne. Forklaringen om at ansøgeren valgte at udrejse i stedet for, at familien forsøgte at fremskaffe det angivelige afpresningsbeløb på [beløb] afghani findes usandsynlig blandt andet henset til den formodede størrelse af omkostningerne ved ansøgerens rejse til Afghanistan til Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i medfør af udlændingelovens, § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/167/THJ
