afgh2016159

Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og ægtefællen vil blive slået ihjel, idet de er udrejst, efter at Taliban har truet med at dræbe dem og familien, hvis de ikke udleverer en liste med navne, som Taliban har krævet. Listen tilhører ansøgerens ægtefælles bror, der blev dræbt i 2009 på grund af sit arbejde for udenlandske styrker. Listen skulle indeholde navne på personer, der har arbejdet sammen med broren. Parret blev opsøgt i 2011 af Taliban på bopælen, hvor de blev truet. Ansøgerens ægtefælle blev kidnappet og tortureret af Taliban, men formåede at flygte efter 11 dages tilfangetagelse. Flygtningenævnet finder det som konsekvens af, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin mands forhold tillige vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/159/THJ