Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og angiveligt ateist fra [en by] i Samangan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin onkel, der er et højtstående medlem af Hezb-e-Wahadat, og af den øvrige befolkning, fordi han er ateist. Ligeledes frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er hazara og fordi ukendte personer fra Taliban har slået hans lillebror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som 10-årig flyttede ind hos sin onkel efter sine forældres død. Da ansøgeren var 17 år begyndte hans onkel at være mistroisk overfor ansøgeren og true ham, fordi han tvivlede på, at ansøgeren var muslim. Da ansøgeren var 19 år gammel, blev hans onkel sikker på, at ansøgeren ikke var troende, og på en ukendt dato blev ansøgeren bundet på hænder og fødder og slæbt hen til en plads, hvor han var udsat for fysiske overgreb og udstillet foran hele befolkningen i landsbyen. Hans onkel og imamen talte sammen og de blev enige om, at ansøgeren skulle hænges, men ansøgeren nåede at sige, at han accepterede islam, og at han var troende. Ansøgeren blev efterfølgende bragt til sit værelse, hvor han var i en måned, indtil han var kommet sig efter overgrebene. En uge efter flygtede ansøgeren og hans lillebror fra deres onkels hus og til Mazar-e-Sharif, hvor de tog ophold. En måned efter de var ankommet til Mazar-e-Sharif flygtede ansøgerens lillebror til Iran, men han blev stoppet og sendt tilbage til Herat, hvorfra hans lillebror kontaktede ham. 1-2 dage efter, at ansøgeren lillebror havde kontaktet ham, så ansøgeren i nyhederne, at Taliban [vinteren 2015] havde kidnappet 31 hazara folk og ansøgeren var sikker på, at hans lillebror var en af de kidnappede. Efterfølgende er ansøgeren, i alt tre gange, blevet kontaktet af Taliban telefonisk. Den sidste gang, var [på foråret 2015], og ansøgeren fik lov at tale med sin lillebror, som sagde, at ansøgeren skulle flygte. Ansøgerens bopæl er to gange på ukendte tidspunkter blevet opsøgt, men ansøgeren var ikke hjemme, fordi han flygtede derfra. En gang på et ukendt tidspunkt er ansøgeren blevet råbt ad på gaden af hans onkels to soldater, som også skød efter ham, fordi han ikke henvendte sig til dem. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med onklen til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren vel har forklaret konsistent om en sådan konflikt, men at han kun har kunnet forklare mere detaljeret om episoden på pladsen. Vedrørende forløbet forud herfor har han alene kunnet forklare overordnet om, at hans tante blev klar over at han ikke fulgte de religiøse regler og fortalte om det til naboerne. Når ansøgeren er spurgt nærmere ind til det mellemliggende forløb og hvilken kontakt han har haft til onklen i den mellemliggende periode, har han forklaret overordnet og afglidende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der var den ordførende i forløbet på pladsen, imamen eller farbroren, samt at han har forklaret divergerende om, hvorledes hans bror forholdt sig i forløbet, om han var enig med ansøgeren eller fortsatte med at udøve sin religion. Endelig har ansøgeren først til asylsamtalen forklaret at han skulle være blevet antastet i Mazar-e-sharif af to af farbrorens mænd, der skulle have skudt efter ham. Samlet set fremstår forklaringen om denne konflikt derfor ikke troværdig. Da ansøgerens forklaring om ikke at være troende fremstår som en integreret del af hans konflikt med onklen, finder Flygtningenævnet heller ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er ateist af reel overbevisning. Flygtningenævnet bemærker herved også at ansøgeren, når han er spurgt ind til baggrunden for, at han skulle være blevet ateist, har begrundet det med den måde muslimer opfører sig på, og han har nærmere henvist til, at farbroren skulle have løjet for ham omkring hans fars død. Begrundelsen for ateismen er således også her kædet sammen med forholdet til onklen og fremstår derfor ikke overbevisende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at broren skulle være flygtet uden aftale med ansøgeren på grund af konflikten med onklen efter det foranstående ikke fremstår som sandsynlig. Uanset, om broren skulle være blive taget som et tilfældigt gidsel af Taliban har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet forklare, at det skulle medføre en konflikt mellem Taliban og ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet opsøgt på bopælen, er først fremkommet under asylsamtalen og i øvrigt uden, at ansøgeren har kunnet understøtte sin formodning om, at det skulle være Taliban, der henvendte sig. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/150/KAA
