afgh2016138

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin mors morbror, [A], eller af folk hyret af ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] har forfalsket ejerskabspapirerne over sin afdøde fars virksomhed, som ansøgeren og dennes søskende er retmæssige arvinger til. Omkring to og en halv måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan i [sommeren] 2015 anmeldte han [A] til politiet for dette, og tre til fire dage før ansøgerens udrejse blev han angrebet af to ukendte personer på en motorcykel, der skød mod ham, mens han kørte i sin bil. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med [A], der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren kunne opholde sig i Afghanistan i ca. 2 år og 6 måneder, hvor han næsten hver dag kom på virksomheden, og hvorfra han fik penge til sin og familiens forsørgelse, uden at [A] i den periode gjorde ansøgeren opmærksom på, at han anså sig som ejer af virksomheden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om politianmeldelsen og den heraf følgende retssag har forekommet usammenhængende, ligesom ansøgeren ikke har kunnet give en forklaring på, hvorfor han ikke har fulgt op på den angiveligt verserende sag mod [A], særlig henset til, at ansøgeren har fået oplyst, at han havde en god mulighed for at vinde sagen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/138/THJ