Nævnet hjemviste i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Behsud distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller andre grupperinger som for eksempel Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban brød ind på familiens bopæl, og at de tog ansøgerens far med. Taliban havde også været i to til tre andre hjem i området, hvor de også havde taget mændene med sig. Ansøgeren ved ikke, hvorfor Taliban tog hans far med. Omkring 20 dage efter udrejste ansøgeren sammen med sin mor og brødre, idet der var kampe i deres område. Ansøgeren er 15 år gammel og han har angiveligt ikke truffet nogen selvstændig beslutning pm udrejsen. Ansøgerens mor har vurderet, at ansøgeren var i risiko og måtte flygte og ansøgeren har fulgt moderens anvisninger. Ansøgeren har forklaret, at han blev væk fra sin familie mellem Iran og Tyrkiet. Ansøgerens advokat har principal nedlagt påstand om hjemvisning på grund af manglende modenhed. Ansøgeren har under nævnsmødet besvaret spørgsmål fra sin advokat. I forbindelse hermed oplyser ansøgeren pludselig, at han forleden fik kontakt med en farbror, der er bosiddende i Danmark. Ansøgeren havde intet kendskab til denne farbror, der er udrejst af Afghanistan, før ansøgeren blev født. Farbroren har oplyst ansøgeren om, at farbroren for tre til fire måneder siden havde haft telefonisk kontakt med ansøgerens mor. Ansøgeren mor havde oplyst, at Taliban i ansøgerens nærområde havde taget drenge på ansøgerens alder. Flygtningenævnet finder, under henvisning til det indtryk som nævnet fik af ansøgeren, herunder af ansøgerens evne til at forstå hvilke forhold og oplysninger, der kan have betydning ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv, at ansøgeren ikke er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylprocesure. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen.” afgh/2016/135/ kaa