afgh201634

Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim af trosretning fra Nangarhâr, [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, Islamisk Stat, myndighederne og befolkningen fra sin landsby, idet hans far har været leder af Taliban i bydistriktet, og ansøgeren nægtede at blive medlem af Taliban.
Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i mange år og indtil sin død var distriktsleder af Taliban i [distrikt] i Jalalabad. Ansøgerens bror, fætter og farbror var tillige medlem af Taliban. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far ønskede, at ansøgeren skulle blive medlem af Taliban, men at ansøgeren nægtede dette. Ansøgerens far truede efterfølgende ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren sagde ja til at blive medlem af Taliban, selvom han ikke ville. Ansøgerens far opbevarede våben til brug for Taliban. Derudover opbevarede faren burkaer til brug for våbensmugling samt veste til selvmordsbombere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han var bekendt med sin fars medlemskab af Taliban, og at der ofte kom andre Taliban-medlemmer i deres bolig. To dage efter, at faren havde truet ansøgeren, udbrød der kamp mellem myndighederne og Taliban i en nærliggende landsby, hvor ansøgerens far, fætter og bror blev slået ihjel. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlingerne, idet han ikke vidste, hvordan man bruger våben. Under kampen flygtede ansøgeren sammen med sin søster og mor til en anden landsby. Ansøgeren vendte tilbage til landsbyen dagen efter for at begrave sin far. Ansøgeren fik at vide, at han var eftersøgt af myndighederne, og at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Ansøgeren har oplyst, at han blev eftersøgt, fordi hans far var et højtstående medlem af Taliban. Efter begravelsen sagde ansøgerens farbror, at ansøgeren skulle overtage sin fars plads. Dette nægtede ansøgeren. Ansøgerens farbror truede ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren indvilligede. Ansøgeren, hans farbror og andre medlemmer af Taliban planlagde et angreb mod distriktsbygningen, som skulle udføres dagen efter begravelsen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin morbror, hvor hans mor og søster tillige opholdt sig. Ansøgerens morbror arrangerede herefter ansøgerens udrejse, fordi ansøgeren og dennes familie frygtede for ansøgerens liv. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til sin far og sin farbror til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren på en del punkter har forklaret divergerende herom. Et flertal inden for flertallet lægger ansøgerens forklaring om sit familieforhold og familiens tilknytning til Taliban til grund. Dette flertal finder under hensyn til IS’ kontrol med hjemområdet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage tilbage dertil, og at ansøgeren under henvisning til hans families tilknytning til Taliban heller ikke kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Mindretallet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul eller andre steder i Afghanistan. Et andet mindretal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af familiens Taliban-tilknytning, også selvom ansøgeren personligt har taget afstand herfra og ikke ønsker at tilslutte sig Taliban. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2016/134/SHH