Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og iransk statsborger fra Teheran, Iran. Klageren har været politisk aktiv i Iran og været medlem af en politisk gruppe kaldet Rahai. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt, fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, da han forud for udrejsen har deltaget i politiske aktiviteter mod styret. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han første gang oplevede problemer med myndighederne i 2009. Her deltog han i en demonstration på gaden Azadi i Teheran. Under demonstrationen opstod et sammenstød mellem de fremmødte demonstranter og politiet. Klageren blev under demonstrationen anholdt og fængslet, samt anklaget for at samarbejde med oppositionsgrupper. Han var tilbageholdt i en måned. På et senere tidspunkt deltog klageren endnu en gang i en demonstration. Han blev anholdt og tilbageholdt i omkring tre måneder. Efter sin løsladelse tog han ophold hos en ven. Hans mor kontaktede ham en dag og fortalte, at familien havde modtaget et brev til ham, hvoraf det fremgik, at han skulle melde sig selv til myndighederne. Herefter besluttede klageren at udrejse, og han udrejste af Iran omkring seks-syv måneder herefter. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring i 2015 til Udlændingestyrelsen under udsendelsessagen og over for nævnet sammenholdt med forklaringen i 2012 under den oprindelige asylsag, at klagerens oprindelige forklaring i det væsentlige fortsat kan lægges til grund, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af […], hvorefter klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet lægger herved vægt på, at klageren i det væsentlige har forklaret konsistent og troværdigt om de centrale forhold i asylmotivet, herunder om sine politiske aktiviteter og sin deltagelse i demonstrationer mod det iranske styre. Flertallet vurderer i den forbindelse, at de divergenser, der forekommer i klagerens forklaringer i den oprindelige asylsag og i udsendelsessagen er af mindre væsentlig betydning, og at det ikke kan afvises, at divergenserne er udslag af klagerens tidligere stofmisbrug og nuværende psykiske tilstand. Ansøgeren er herefter fortsat omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og det skal derfor vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. I vurderingen indgår det, at klageren, der har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl, såfremt den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, selvom den idømte forbrydelse efter sin karakter kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse. Flertallet henviser til, at klageren ikke tidligere er straffet, og at klageren selv har meldt sig til politiet og medvirket til opklaring af sagen, der er behandlet på baggrund af klagerens erkendelse ved domstolene. Flertallet finder blandt andet på denne baggrund, at det ikke kan antages, at klageren på ny vil begå kriminalitet. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2016/121/ibl
