Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk hazara, tilhørende bayat-stammen, og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en lokal kommandant, […] fra Taliban, idet han har truet ham hermed på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel som følge af, at han er etnisk hazara, og at der i Afghanistan er konflikt mellem sunni- og shia-muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kommandanten havde taget noget jord fra ham. Ansøgeren forsøgte herefter at få sit jord tilbage ved at henvende sig til landsbyens ældre beboere, en pensioneret oberst, oberst […], og myndighederne i Afghanistan. [I foråret] 2015 blev ansøgeren overfaldet i sit hjem og ført til en bjerghule, hvor han blev befriet den efterfølgende dag. Ansøgeren valgte fem dage efter overfaldet at udrejse fra Afghanistan til Iran med hjælp fra sin morbror. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår divergerende på en række centrale punkter. Flygtningenævnets flertal henviser her i det væsentlige til Udlændingestyrelsens begrundelse, idet ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de heri anførte divergenser. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret yderligere divergerende i forhold til, hvor mange mennesker, der deltog i overfaldet på ham, idet han nu har forklaret, at der var to personer, der trængte ind i hans hus, mens to personer ventede udenfor. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende, heller ikke for personer af ansøgerens etnicitet. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. afgh/2016/111 DTO