Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazararer og shia muslimer af trosretning fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers far, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke ville tillade ansøgernes ægteskab, og fordi ansøgerne er flygtet uden familiens tilladelse. Den mandlige ansøger frygter ydermere, at den kvindelige ansøgers familie vil få ham fængslet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de lærte hinanden at kende i vinteren 2014/2015. Den kvindelige ansøgers mor er den mandlige ansøgers stedmoster. Efter at have set hinanden et par gange hos den kvindelige ansøgers familie fik den mandlige ansøger fat i den kvindelige ansøgers telefonnummer. Ansøgerne havde herefter kontakt via sms, men de holdt det skjult over for den kvindelige ansøgers familie. Efter to måneder friede den mandlige ansøger på en cafe i [X]. Den kvindelige ansøger accepterede frieriet. Da den kvindelige ansøgers far kom tilbage fra Afghanistan, fortalte han, at han havde lovet den kvindelige ansøger væk til hendes fætter i Afghanistan, hvilket den kvindelige ansøger ikke var interesseret i. Den mandlige ansøger foreslog, at de skulle flygte sammen. To uger efter Eid blev ansøgerne viet af en mullah, som fik en masse penge af den mandlige ansøger for at vie dem uden vidner. Omkring 30 til 40 dage efter Eid var den kvindelige ansøger hjemme hos sin søster for at passe søsterens søn. Den mandlige ansøger kom derhen. Ansøgerne havde den aften samleje for første gang, men blev afbrudt af søsterens søn, som så dem. Ansøgerne besluttede sig for at flygte med det samme, idet de var bange for, at søsterens søn ville fortælle det til nogen. Den mandlige ansøger samlede nogle penge sammen og kontaktede en menneskesmugler, som hjalp ansøgerne med udrejsen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at betingelserne for asyl er opfyldt. En del af dette flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det fremstår usandsynligt, at ansøgerne turde mødes på søsterens bopæl, når nevøen var i huset, og at de turde have samleje under mødet, særligt når døren til rummet ikke kunne låses. Denne del af flertallet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers troværdighed er svækket som følge af hans tidligere ansøgninger om asyl, hvor han har afgivet forskellige oplysninger i henholdsvis Danmark og Norge. En anden del af flertallet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund, og finder derved, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger er flygtet fra familien på trods af, at hendes far havde lovet sin nevø ægteskab med hende, og at parterne havde samleje, hvilket blev opdaget af den kvindelige ansøgers nevø, samt at denne oplysning er videregivet til familien. Denne del af flertallet finder derfor, at ansøgerne har en konflikt med den kvindelige ansøgers familie, særligt hendes far, farbror og fætter. Denne del af flertallet finder, som følge af baggrundsoplysningerne og oplysningerne om, at faren og farbroren er mullaher, at ansøgerne risikerer alvorlige repressalier, såfremt familien finder dem i Afghanistan. På trods af, at den kvindelige ansøgers far ofte er i Afghanistan og selvom den kvindelige ansøgers bror, farbror og fætter er i Afghanistan, finder denne del af flertallet, imidlertid ikke, at det er sandsynliggjort, at familien har evne til at finde ansøgerne eller, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne vil få problemer med civilsamfundet i Afghanistan, idet ansøgerne har oplyst, at de forud for samlejet havde indgået ægteskab, og da det ikke er sandsynliggjort, at civilsamfundet vil kunne få oplysninger om, at den kvindelige ansøger er flygtet fra sin far. Endelig finder Flygtningenævnet, at forholdene for hazara i Afghanistan ikke har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/211/SLH
