Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, da han er flygtet fra deres varetægt. Han frygter endvidere, at politiet og/ eller militæret i Afghanistan vil efterstræbe ham, da de mener, at han har forbindelse til Taliban. Et flertal af flygtningenævnets medlemmer finder, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen, idet forklaringen fremstår konsistent og sammenhængende. Flertallet finder det sandsynliggjort af ansøgeren, at politiet eller militæret efterstræber ham som følge af hans tilknytning til Taliban gennem hans broder, sammenholdt med den omstændighed, at han har opholdt sig i en Taliban-lejr i halvanden måned, hvor han har modtaget blandt andet koranundervisning, våbeninstruktion m.m. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at han som nævnt efterstræbes af myndighederne, som må antages at kunne efterspore ham overalt i Afghanistan herunder i Kabul-området. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra politiet eller militæret, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2015/9