Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af folk med tilknytning til Taliban. Ansøgeren frygter desuden sin ægtefælles familie, idet hun ønsker at blive skilt fra sin ægtefælle. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som følge af sit arbejde for […] i Afghanistan i perioden fra 2007 til sin udrejse [ultimo sommeren] 2013 er kommet i modsætningsforhold til folk med tilknytning til Taliban, der har truet hende. I forbindelse med sit arbejde besøgte hun i slutningen af 2012 sammen med fire til fem andre medarbejdere familier til personer, der var kidnappet af Taliban, hvilket fik Taliban til at true med at slå både familierne og de, der besøgte familierne ihjel, hvis de kom igen. Endvidere er ansøgeren ligeledes i slutningen af 2012 nær sin bopæl af en mand blevet truet med at blive slået ihjel, fordi hun var vantro. Efter samråd med sin øverste chef besluttede hun som følge af episoden at skifte adresse. Et par dage efter episoden blev hun endvidere udsat for stenkast, mens hun befandt sig i en [arbejds]-bil. [Primo sommeren] 2013 oplevede ansøgeren – mens hun sad i en [arbejds]-bil sammen med sin datter – en stor eksplosion kun 100 meter fra bilen, hvilken eksplosion førte til mange menneskers død. Ansøgeren har videre oplyst, at hun ønsker at lade sig skille fra sin ægtefælle, men at hun frygter, at hans familie vil blive bekendt hermed og skade ansøgeren eller tage hendes datter fra hende, idet svigerfamilien ikke accepterer, at en kvinde forlader sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for konkret og individuel forfølgelse fra Taliban. Nævnet kan herunder ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun i slutningen af 2012 blev truet af en mand nær sin bopæl, til grund, idet ansøgeren ikke har omtalt denne episode – der ifølge hendes egen forklaring var så væsentlig, at den førte til, at hun skiftede adresse – i sit asylansøgningsskema. De øvrige af ansøgeren omtalte trusler var efter hendes forklaring ikke konkret og individuelt rettet mod hende. Nævnet har endvidere fundet, at det afsvækker ansøgerens forklaring om Talibans forfølgelse af hende, at hun vendte tilbage til Afghanistan, hvor hun sammen med sin dengang ca. 5-årige datter opholdt sig i [lidt over to måneder medio] 2014, hvor hun besøgte sine forældre, fordi hendes mor var syg. Ansøgerens forklaring om, at hun under besøget levede i skjul og ikke fortalte sin øvrige familie om besøget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens frygt for overgreb fra sin svigerfamilie, såfremt hun bliver skilt fra sin ægtefælle, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har modtaget konkrete trusler fra svigerfamilien, og at det alene beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at hun vil blive udsat for overgreb i tilfælde af skilsmisse. De generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for enlige kvinder, findes endvidere ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/56
