Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af Taliban eller andre fundamentalistiske grupperinger, idet han som shia-musilm er gift med en sunni-muslim. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke ved, hvilke konsekvenser hans faders problemer vil få for ansøgeren, hvis han skulle opholde sig i Afghanistan i længere tid. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Islamisk Stat, idet han er hazara af etnicitet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har boet i Danmark siden 2006, og at hans moder i [sommeren] 2011 tog ham med til Kabul, hvor han mødte sin kommende ægtefælle. Efter ansøgeren var kommet tilbage til Danmark, havde han telefonisk kontakt med sin kommende ægtefælle, og i 2012 besluttede de sig for at blive gift. Ansøgerens moder rejste til Kabul for at arrangere forlovelsen. Herefter modtog ansøgerens ægtefælles familie et trusselsbrev, hvori der stod, at ansøgerens ægtefælle ville blive dræbt, hvis forlovelsen ikke blev brudt, idet det var imod sharia, at hun var sammen med en shia-muslim. Ægtefællens familie overhørte endvidere flere personer sige, at hun var sammen med en vantro. Omkring fire til fem måneder efter at have modtaget trusselsbrevet flyttede ægtefællens familie midlertidigt fra Jalalabad til Kabul. I [sommeren] 2013 rejste ansøgeren til Kabul med sin søster, og [i sommeren] 2013 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle. Et par dage efter brylluppet fik ansøgeren at vide, at der var personer, der var modstandere af vielsen, som ledte efter ham. Som følge heraf besøgte han kun sin svigerfamilie om natten, så han kunne gøre dette i skjul. Efter at han var vendt tilbage til Danmark, har ansøgerens ægtefælle fortalt han, at hun har fået at vide af slægtninge og bekendte, at Taliban leder efter ansøgeren. I 2015 er ansøgerens ægtefælles familie flyttet permanent til Kabul. Ansøgeren er aldrig personligt blevet opsøgt eller truet. Oplysningerne om truslerne imod ham og hans svigerfamilie er endvidere baseret på andenhåndsoplysninger, ligesom ingen har gjort alvor af truslerne heller ikke mod ansøgerens ægtefælle eller hendes forældre. Det omtalte trusselsbrev er tilbage fra 2012. Ansøgeren har alene fået trusselsbrevet refereret over telefonen, og der er ikke fremkommet yderligere trusselsbreve. Dernæst er ansøgeren to gange rejst til Afghanistan i henholdsvis 2011 og 2013. Han blev gift [i sommeren] 2013 og afholdt bryllupsfest. Ansøgerens frygt for problemer på grund af faderens forhold, Taliban og Islamisk Stat er alene baseret på formodninger. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl på et forholdsvis sent tidspunkt i forhold til indrejsen i Danmark i 2006. Den chikane som ifølge ansøgeren har været rettet mod ham og hans svigerfamilie, har i øvrigt ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Uanset de generelt vanskelige forhold for hazarer, herunder ansøgerens ægteskab med en pashtun, kan det efter det ovenfor anførte ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/53
