Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen [A] i området [B], Bajour Agency, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han videregav oplysninger om gruppens opholdsteder til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han solgte kvæg i sin landsby. Han havde kontakt med Taliban og kendte deres opholdssteder, da han forsøgte at indgå handler med Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at hans konflikt med Taliban startede omkring 2012. Ansøgeren havde givet en politibetjent ved navn [C] oplysninger om Talibans opholdssteder. Dagen efter, at han havde videregivet oplysninger om Talibans opholdssted, angreb myndighederne Taliban. Angrebet fandt sted i [foråret] 2012. Ansøgeren har oplyst, at hans fader efter angrebet modtog et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgeren fik oplysningerne om trusselsbrevet et par måneder efter myndighedernes angreb på Taliban. Omkring [slutningen af] 2012 rejste ansøgeren til Pakistan, hvor han opholdt sig i et par måneder. Mens ansøgeren var i Pakistan, henvendte han sig til den danske ambassade og søgte visum til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn bor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han omkring [sommeren] 2014 blev stoppet af Taliban. Ansøgeren blev ført til et område, hvor han var tilbageholdt i en uge. Ansøgerens fader bestak vagten, så ansøgeren kunne flygte fra stedet, og han udrejste herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har svaret afglidende på centrale spørgsmål vedrørende sit asylmotiv. Han har således ikke kunnet fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorfor netop han skulle være kommet i Talibans søgelys ved at angive deres opholdssteder. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må have fremstået som en nærliggende mulighed, at også andre personer var bekendt med Talibans opholdssteder i lokalområdet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren ikke talte med sin fader om de omstændigheder, der førte til hans flugt fra Taliban, herunder at han ikke fik oplysninger om, hvordan faderen var blevet bekendt med, hvor han befandt sig, eller hvordan hans fader var kommet frem til at bestikke en nærmere angivet vagt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i landsbyen i omkring fem måneder efter modtagelsen af trusselsbrevet, inden han tog til Pakistan for at søge visum til Danmark. Nævnet finder herefter efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil have behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/51
