afgh201547

Nævnet hjemviste i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Sagen er fremmet i medfør af Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, idet ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald. Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre og hans storebroder og lillesøster en dag forsvandt. Efter to dage kom faderen tilbage til bopælen, hvor ansøgeren havde opholdt sig med sine andre søskende, og fortalte, at han var blevet truet af Taliban, som ønskede, at han selv og tre af ansøgerens ældre brødre skulle deltage i jihad. Ansøgerens moder og to søskende var blevet slået ihjel af Taliban, men det var lykkedes ansøgerens fader at slippe væk. Ansøgerens familie udrejste herefter af Afghanistan. Det må tillægges vægt, at ansøgeren var 14 år ved sin indrejse, at han under hele sagsforløbet har udvist en særpræget adfærd og opførsel, og at der foreligger erklæringer og bekymringsskrivelser fra kommune, opholdssted og Røde Kors, som i væsentligt omfang er egnet til at så tvivl om, hvorvidt ansøgeren har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylproces. Hertil kommer, at ansøgeren ikke er blevet udredt, hverken gennem en psykologisk eller psykiatrisk undersøgelse. Efter en samlet vurdering af sagen kan Flygtningenævnet – uanset ansøgerens udeblivelse – ikke lægge til grund, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en normal asylsagsprocedure. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” afgh/2015/47