Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hindu-hazaraer og er tidligere konverteret til shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne er fra Qarabagh i Ghanzi-provinsen i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er konverteret fra islam til kristendommen, og at han er blevet døbt [i begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om trusselsbreve og sms’er angiveligt afsendt fra Afghanistan ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden hertil på grund af sine religiøse forhold vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet bemærkes, at afgørelsen findes at burde medføre konsekvensstatus for den kvindelige ansøger.” afgh/2015/41