afgh201530

Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin forlovede, som er en meget magtfuld person, idet hun har haft sek-suel omgang med sin daværende kæreste. Ansøgeren frygter videre sin daværende kærestes fader, idet hun havde seksuel omgang med kæresten, ligesom hendes forlovede har slået kæresten ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin forhenværende kæreste, [A], da hun læste på Universitetet. Efter et par måneder som kærester, havde de seksuel omgang med hin-anden. I maj-juni 2014 kom ansøgerens fader hjem med en mand ved navn [B], som var en af ansø-gerens faders venners søn. Efter flere besøg i juni-juli 2014 besluttede ansøgerens forældre uden ansøgerens samtykke, at hun skulle forloves med [B]. [Medio] juli 2014 blev det besluttet, at forlo-velsen skulle finde sted [omkring en uge senere]. Idet ansøgeren og kæresten havde haft seksuel omgang, var ansøgeren bange for, at hun ville blive slået ihjel af sine forældre og sin kommende ægtefælle, såfremt de fandt ud af, at hun ikke længere var jomfru. Ansøgeren og kæresten aftalte, at ansøgeren [en bestemt dag i medio juli 2014] skulle sige til sine forældre, at hun skulle på arbejde, hvorefter hun i stedet flygtede til Panj-shir ledsaget af sin kæreste og en anden. Ansøgerens forlo-vede var ansøgerens kærestes faders fætter, hvorfor ansøgerens kæreste var nødt til at tage tilbage til Kabul for ikke at vække mistanke. Efter et par dage begyndte ansøgerens forældre at lede efter ansøgeren. Ved faderens henvendelse på ansøgerens arbejdsplads, fik faderen fortalt af en af ansøgerens kollegaer, at denne havde set ansøgeren følges med [A], hvorfor faderens opsøgte [A] og krævede svar. [A] afviste at vide, hvor ansøgeren befandt sig. I Danmark fandt ansøgeren ud af, at hendes forlovede af ukendte årsager har slået hendes fader ihjel under et skænderi. I Danmark har ansøgeren videre set på tv-kanalen TV-Afghan, at ansøgerens forlovede og kæreste var kommet op og slås, i hvilken forbindelse ansøgerens kæreste var blevet slået ihjel, ligesom kærestens brødre var blevet såret. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Forklaringen forekommer på flere afgørende punkter usandsynlig, divergerende og usammenhængende og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har forklaret, at hendes forhold til [A] varede lidt over et år. Det var [A], der udfyldte papirer vedrørende ansøgerens visa. Ansøgeren har først for nævnet forklaret, at hun begyndte på universitetet i november/december 2013, og at hun mødte [A] 10-20 dage herefter. Foreholdt at det fremgår af sagen, at visumansøgninger blandt andet er indgivet den […] 2013 og den […] 2013, forinden ansøgeren angiveligt mødte [A] og inden hendes problemer angiveligt begyndte, har ansøgeren forklaret, at hun rettelig begyndte på universitetet i november/december 2012. Ansøgeren er herefter blevet foreholdt, at hendes forhold til [A] må have varet i næsten 2 år, og hun har hertil forklaret, at lidt over et år også kan være to år. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren og [A] har kunnet have et hemmeligt kæresteforhold i næsten to år, uden at forholdet blev opdaget, og at de har mødtes på restauranter og på hotel. Der henses i den forbindelse også til, at [A] cirka en gang om måneden har kørt ansøgeren til arbejde, og at han ifølge ansøgeren var en magtfuld, der var omgivet af livvagter. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun så en tv-udsendelse vedrørende drabet på […], efter at hun havde opholdt sig [på et dansk asylcenter] i 10-12 dage. Under asylsamtalen [i sommeren] 2015 har hun derimod forklaret, at hun så tv-udsendelsen 3-4 måneder forinden samtalen. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på flere spørgsmål, og at hun ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, at hun ikke har søgt kontakt med sin familie, efter at hun er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/30