afgh201515

Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K -status)]til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk hazara fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han siden begyndelsen af 2013 har deltaget i kristne aktiviteter, efter at en tolk ved navn […] vakte ansøgerens interesse for kristendommen. Ansøgeren blev efter nogle måneders dåbsundervisning døbt [i efteråret] 2014. Det fremgår af brev [fra vinteren] 2014 fra valgmenighedspræst […], at ansøgeren kom i kontakt med valgmenigheden […] medio 2014 og er meget trofast og regelmæssig med sin aktivitet og deltagelse i gudstjenester med videre. Det fremgår endvidere af brev [fra sommeren] 2014 fra præst[…],[…] kirke, […], at ansøgeren kommer i kirken i fredagsfællesskabet […] samt til gudstjenester. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Nævnet finder endvidere, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, såfremt han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens ægtefælle og søn efter det oplyste har været udsat for overgreb i anledning af ansøgerens konversion. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.  Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2015/15