Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kundoz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person […], som var ejer af en naboforretning til ansøgerens forretning. Endvidere frygter ansøgeren en tilbagevenden til Afghanistan på grund af den generelle sikkerhedssituation. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han overtog en kontrakt om levering af mad til det afghanske brandvæsen fra [ejeren af naboforretningen], hvorefter hans forhold til [ejeren af naboforretningen] blev meget dårligt. [i foråret] 2013, da ansøgeren var i færd med at transportere fødevarer mellem Kundoz og Shirkan Bandar, blev hans kortege angrebet, og der fulgte en skudveksling mellem brandvæsenets vagter og de ukendte personer. Efter et par dage fandt ansøgeren ud af, at [ejeren af naboforretningen]s broder den samme dag, som ansøgerens kortege blev angrebet, blev indlagt på hospitalet med skudsår, hvorefter han døde. Omkring en uge efter [ejeren af naboforretningen]s broders død ringede [ejeren af naboforretningen] til ansøgeren og anklagede ham for broderens død. [Ejeren af naboforretningen] har omkring fire gange ringet til ansøgeren og truet med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det er således usandsynligt, at ansøgeren ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod [ejeren af naboforretningen]. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at en soldat blev såret i forbindelse med angrebet på kortegen, og at myndighederne optog anmeldelse og fortalte ansøgeren, at angriberne var imod regimet. Det er endvidere ikke sandsynligt, at [ejeren af naboforretningen] med den risiko dette indebar for ham selv, telefonisk skulle have givet sig til kende overfor ansøgeren som en af gerningsmændene bag overfaldet, eller at ansøgeren skulle have undladt at viderebringe denne oplysning til myndighederne. Det bemærkes endeligt, at det forekommer ulogisk, at [ejeren af naboforretningen] skulle angribe kortegen, fordi brandvæsnet havde udskiftet ham som leverandør, eftersom ansøgeren har forklaret, at der var mange andre forretninger end hans, der kunne overtage leverancerne. Det bemærkes videre, at på trods af, at ansøgeren straks efter [ejeren af naboforretningen]s første telefoniske henvendelse ca. en uge efter broderens død frygtede for sit liv, udrejste han først [i foråret] 2013, selvom han allerede [omkring en måned tidligere] havde opnået visum til at indrejse i Pakistan. I den periode på godt tre måneder, der gik fra ansøgerens udrejse, og til hans familie udrejste, blev der hverken fremsat trusler eller rettet anden form for henvendelse til ansøgerens familie. Det bemærkes endelig, at det er påfaldende, at [ejeren af naboforretningen]s angreb på ansøgeren og kortegen fandt sted [i foråret] 2013 og dermed ganske kort efter, at ansøgeren [i foråret] 2013 havde fået udstedt et pas. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/1
