afgh201415

Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har haft udenomsægteskabeligt forhold til sin stedfaders ægtefælle, […], der var jævnaldrende med ansøgeren, hvilket stedfaderen opdagede, hvorefter han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin stedfader, [stedfaderens ægtefælles] familie eller myndighederne.  Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en sammenhængende og rimelig detaljeret forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan herefter ikke afvise, at ansøgeren har haft et seksuelt forhold til sin stedfaders ægtefælle, […], som ansøgeren og ansøgerens moder samt to søskende boede sammen med i stedfaderens hus. Nævnet kan heller ikke afvise, at det seksuelle forhold blev afsløret af stedfaderen, og at stedfaderen som følge heraf ønskede at slå ansøgeren og ægtefællen ihjel, men at det lykkedes ansøgeren og ansøgerens moder at flygte ud af Afghanistan med hjælp fra ansøgerens morbroder. Herefter og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at det ikke vil være muligt for ansøgeren at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/15