Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende et ægtepar og fire børn fra Sudan, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Klagerne indrejste oprindeligt i Danmark i sommeren 2017 og indgav ansøgning om asyl. I slutningen af 2017 afviste Udlændingestyrelsen ansøgningerne i medfør af udlændingelovens § 29 b. I april 2018 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse (§ 29b-Ita/2018/2). Klagerne udrejste påset af politiet til Italien i efteråret 2018. Fem dage efter ankomsten til Italien indrejste klagerne på ny i Danmark og ansøgte om asyl. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, til, at klagerne efter ankomsten til Italien ikke havde fået hjælp fra myndighederne til hverken bolig, mad eller arbejde. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til, at to af klagernes børn har henholdsvis astma og mareridt, og at barnets tarv tilsiger, at klagerne skal have lov til at opholde sig i Danmark. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ” I den anledning skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til begrundelsen i nævnets [tidligere afgørelse], hvoraf blandt andet fremgår: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for Deres klienter at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at Deres klienter i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Deres klienter har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klienter vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klienters personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klienter vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor de inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klienter vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på Deres klienters konkrete situation og personlige erfaringer. Nævnet lægger således vægt på, at Deres klienter har haft længerevarende opholdstilladelse i Italien på baggrund af arbejde, som forsat var gyldig, da Deres klienter udrejste af Italien, og at Deres klienters tre mindreårige børn alle er født og opvokset i Italien. Endvidere har Deres mandlige klient opholdt sig i Italien siden 1998, og begge Deres klienter taler italiensk, idet de i Italien har gået på sprogskole. Deres klienter har endvidere begge oplyst, at Deres mandlige klient frem til 2011 har haft et arbejde i Italien med en løn, som kunne forsørge familien. Således har Deres klienter, indtil de modtog beskyttelse i Italien, været i stand til at forsørge sig selv, finde egen bolig samt gå i skole og lære sproget. Det må på den baggrund lægges til grund, at Deres klienter har et godt kendskab til det italienske system og er i besiddelse af alle de nødvendige evner til at kunne klare sig i Italien. Derudover har nævnet lagt vægt på, at udover Deres klienters følelsesmæssige påvirkning af situationen samt Fatimas og Zainabs astma, så er familien sunde og raske og tager ikke medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at Deres kvindelige klient har oplyst, at hun ingen personlige konflikter havde i Italien, hverken med myndigheder eller privatpersoner, og at Deres mandlige klients frygt i relation til medarbejderne på den sudanesiske ambassade, som han ikke har hørt fra, siden han stoppede sit arbejde i 2011, alene beror på at Deres mandlige klients egen formodning.” Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagernes seneste ophold i Italien efter udsendelsen fra Danmark på fem dage ikke kan føre til en ændret vurdering af, om Italien kan udgøre første asylland for klagerne. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige klager til Udlændingestyrelsen har oplyst, at de blev tilbudt overnatning på et opholdssted, men at de ikke tog imod det. Det beror endvidere i vidt omfang på klagernes egen formodninger, at de italienske myndigheder ikke vil hjælpe dem, idet klagerne ikke efter tilbagekomsten til Italien kontaktede de italienske myndigheder for at få hjælp. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at det vil være i barnets tarv at lade klagernes børn blive i Danmark, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således ikke, under hensyntagen til, at klagernes børn alle er født og opvokset i Italien, hvor de endvidere har gået i skole, at det vil være i strid med barnets tarv at udsende klagerne og deres børn til Italien. Nævnet finder endvidere ikke, at det kan udledes af princippet om barnets tarv, at klagerne og deres børn skal kunne leve under de samme sociale vilkår i Italien, som børn i Danmark gør. Endelig finder Flygtningenævnet, at henvisningen til klagernes helbredsmæssige forhold, herunder, at den mandlige klager har forhøjet blodtryk og rygproblemer, og at to af klagernes børn lider af henholdsvis astma og mareridt, heller ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klagerne og deres børn efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs rapport: ”Country Report: Italy – 2017 Update” fra februar 2018, må anses for at kunne opnå den nødvendige sundhedsmæssige behandling i Italien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige klager har oplyst at have modtaget lægehjælp i Italien.” § 29 b-Ita/2019/1/MGO
