Flygtningenævnet ophæver berostillelsen af sager vedrørende personer fra Iran

Klik på overskriften for at læse nærmere.

Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 12. januar 2026 at berostille behandlingen af sager vedrørende personer fra Iran på grund af den seneste udvikling og den meget usikre situation i landet. Udvalget besluttede endvidere at udsætte udrejsefristen for personer, der aktuelt er i udsendelsesposition til Iran i sager, hvor nævnet har stadfæstet afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), afgørelser om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse og visse sager om bortfald af opholdstilladelse.

Henset til den tid, der er forløbet siden koordinationsudvalgets beslutning om berostillelse, sammenholdt med de nu foreliggende oplysninger om forholdene i Iran, finder Flygtningenævnet, at der ikke længere er grundlag for at opretholde berostillelsen. Beslutningen omfatter ca. 60 personsager.

Nævnet har samtidig besluttet at ophæve udsættelsen af udrejsefristen for personer i udsendelsesposition til Iran i sager, hvor nævnet har stadfæstet afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) eller om inddragelse, nægtelse af forlængelse eller bortfald efter samme bestemmelse samt at genoptage behandlingen af anmodninger om genoptagelse. Beslutningen omfatter ca. 108 personsager.

Der henvises til pkt. 15 i referat af møde i koordinationsudvalget den 27. august 2026.