Emneord: Inddragelse/nægtelse af forlængelse, Generelle forhold
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Indledning[:] Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra byen [A] beliggende i Homs-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klagerens opholdstilladelse blev ved den seneste forlængelse [i foråret] 2022 fastsat til udløb [i sommeren] 2024. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af en gruppering tilknyttet den syriske regering. Han oplyste til støtte herfor, at grupperingen tre gange opsøgte ham og hans [familiemedlem A] på deres fælles [kontor] og truede dem på livet. Ved hver opsøgning afkrævede de dem penge, og beløbet blev større gang for gang. Den tredje gang gruppen opsøgte kontoret, var det alene klagerens [familiemedlem A], som var til stede. Grupperingen bortførte [familiemedlem A], og omkring to uger efter blev [familiemedlem A’s] lig fundet i nærheden af deres kontor. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede de generelle forhold i landet. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til det oprindelige asylmotiv. Klageren har således oplyst, at han fortsat frygter grupperingen, der afpressede og truede ham samt slog hans [familiemedlem A] ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er blevet genindkaldt til militærtjeneste i reserven. Han har til støtte herfor oplyst, at hans søster, [B], i 2016 fortalte ham, at hans familie i Syrien tidligere samme år var blevet opsøgt af en rekrutteringsenhed, der efterspurgte klageren. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi han har været udrejst af Syrien i mange år og opholdt sig i et vestligt land. Derudover frygter han forfølgelse fra myndighederne, idet hans [antal] nevøer har unddraget sig militærtjeneste, og flere af hans nære familiemedlemmer opholder sig Idlib-provinsen, der fortsat er et oprørskontrolleret område. Han har endvidere henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han er sunnimuslim. Klageren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige og menneskeretlige situation i Syrien. Den konkrete sag omhandler i første række spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev meddelt under henvisning til de generelle forhold i Syrien, kan nægtes forlænget. Herudover skal der tages stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold, dvs., om klageren har sandsynliggjort et individuelt behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I det omfang bedømmelsen af klagerens sag falder ud til, at betingelserne i udlændingeloven for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, skal der desuden foretages en vurdering af, om en sådan nægtelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nærmere om det retlige grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3[:] Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 72 af 1. november 2014) var formålet at indføre en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for personer, der har behov for asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet, og som giver mulighed for, at disse udlændinge, hvis beskyttelsesbehov er mere midlertidigt, kan sendes tilbage, når situationen i hjemlandet muliggør dette. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår af pkt. 2.1.2. bl.a.: "Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges.” Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i den såkaldte Sufi og Elmi-dom (Sufi and Elmi v. UK (appl. no. 8319/07 and 11449/07)) med udgangspunkt i situationen i Mogadishu, Somalia, forholdt sig til de kriterier, der skal indgå ved vurderingen af, om der består en risiko for overgreb alene ved den blotte tilstedeværelse på baggrund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i et område. Kriterierne er: - Hvorvidt konfliktens parter enten benytter metoder eller taktikker, som øger risikoen for civile overgreb eller direkte tager sigte på civile, - Hvorvidt disse metoder er udbredte blandt parterne i konflikten, - Hvorvidt kampene finder sted i geografisk afgrænsede områder eller er udbredte og - Antallet af civile, som er blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene. Personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er efter reglerne i udlændingelovens § 11 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, som kan forlænges med et år ad gangen og efter tre år med højst to år ad gangen, i hvilken forbindelse det vil blive vurderet, om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er af en sådan karakter, at udlændingen har behov for beskyttelse. En midlertidig opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, ophører, såfremt opholdstilladelsen ikke forlænges. På forlængelsestidspunktet skal der således foretages en vurdering af, om der aktuelt er et fortsat krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære et overgreb i strid med EMRK artikel 3. Denne vurdering er nærmere behandlet i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvorved der blev foretaget en række ændringer i regler om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Det anføres således i de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2 (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) blandt andet: ”… Beskyttelsen i artikel 3 gælder ikke kun mod overgreb foretaget inden for statens eget territorium. Det indebærer bl.a., at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvis der er en konkret og individuel risiko for, at vedkommende der bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med EMRK artikel 3. Der stilles ikke krav om fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, men dog må ændringerne ikke være af helt midlertidig karakter, og nægtelse af forlængelse kan således efter omstændighederne ske, selv om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige.” I pkt. 2.3.1. anføres det blandt andet: ”Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelsen skal fortsat afgøres under inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet, og hvis EMRK artikel 8 ikke vil være til hinder herfor. Ved vurderingen i forhold til EMRK artikel 3 vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” Om forholdet til EMRK artikel 8 ved nægtelse af forlængelse er bl.a. følgende anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1: ”Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.” Om længden af det lovlige ophold hedder det i de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1.1: ”Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Udlændingens tilknytning til oprindelseslandet, herunder eventuel opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv., indgår også i vurderingen af, om inddragelse eller forlængelse skal undlades.” Nærmere om udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og det af Flygtningenævnet anvendte forsigtighedsprincip[:] Flygtningenævnet skal ved afgørelsen af hver enkelt sag foretage en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren/klageren blandt andet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, det vil sige, om den pågældende er i individuel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det følger således af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen (konventionsstatus). Efter stk. 2 kan der endvidere efter ansøgning gives opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (beskyttelsesstatus). I Flygtningenævnets praksis har der nu gennem en årrække været anvendt et såkaldt forsigtighedsprincip ved den konkrete og individuelle vurdering, der skal foretages efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i forhold til syriske statsborgere. Princippet, der første gang blev anvendt i juni 2019 i forbindelse med nævnets behandling af de første konkrete sager om inddragelse af opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 3, og samtidig stillingtagen efter § 7, stk. 1 og 2, er af Flygtningenævnets koordinationsudvalg blevet udtrykt således: "De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode." Koordinationsudvalget har i den forbindelse videre udtalt, at indrejserisikoen i Syrien er en integreret del af risikovurderingen i hver enkelt sag, og at der efter omstændighederne kan være anledning til eksplicit at forholde sig hertil. Forsigtighedsprincippet, herunder indrejserisikoen som returnee, er nærmere behandlet i kapitel 13 i Flygtningenævnets 32. årsberetning (2023). Spørgsmålet om indrejse i Syrien, herunder den hermed forbundne risiko, er nærmere behandlet i EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024. Det anføres heri blandt andet: “The fact of having left Syria in itself would not normally lead to the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. In most cases where a wellfounded fear of persecution is substantiated, this would be related to circumstances falling under other profiles included in this guidance, and in particular 4.1. Persons perceived to be opposing the government. However, in some cases, returnees could be exposed to acts which are of such severe nature that they would amount to persecution (e.g. arrest, torture) and a nexus to a reason for persecution may be substantiated. In cases where nexus is not substantiated, the implications of having left Syria may be a relevant consideration with regard to subsidiary protection. They should also be taken into account when assessing the willingness of the GoS to provide protection in the meaning of Article 7 QD and in the assessment of an internal protection alternative (IPA). The individual conduct of the applicant is a relevant consideration in this regard, including when they left Syria, possible contact with the Syrian authorities (e.g. issuance of passport), and travel back to Syria, modalities of entry/exit and time spent in the country, etc. These circumstances should be taken into account in the examination of the international protection needs of an applicant, as well as in relation to the potential withdrawal of international protection in accordance with Article 14 or Article 19 QD.” OHCHR har i en rapport fra februar 2024 beskrevet forholdene for returnees, særligt fra Syriens nabolande, og det anføres i rapporten, at der foregår omfattende menneskerettighedskrænkelser i forhold til returnees. Nærmere om baggrundsmaterialet vedrørende Homs[:] Homs-provinsen, hvor byen Homs er den største by, er beliggende i det centrale Syrien og grænser op til Irak og Jordan mod øst og Libanon mod vest. Det er anslået, at der bor omkring 1,5 mio. mennesker i provinsen. Geografisk er det Syriens største provins, og målt på befolkningstal er det den tredjestørste. Homs-provinsen har siden 2017/2018 været undergivet regeringskontrol. I EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024, er følgende anført om sikkerhedssituationen i Homs-provinsen i pkt. 5.3., for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse) vedrørende alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt: “Background and actors involved in armed confrontations. The city of Homs was one of the most affected cities of the war. Its old city was besieged for two years until it became accessible again in May 2014. Sectarian violence and forced displacement occurred there in 2011, and only a few neighbourhoods retained their mixed sectarian elements. The recapture of Homs city by GoS in May 2017 and the military operation by SAA in northern rural Homs in April 2018, forcing rebel groups in the region to either negotiate their withdrawal to northern Syria or reconcile with the GoS, led to the mass evacuation of rebels and their families from the governorate …. During the reference period, Homs governorate was under the control of the GoS. A so-called US-declared 55-km deconfliction area stretching between the southeast of the governorate and neighbouring Rural Damascus governorate around AlTanf, was controlled by US troops and the Free Syrian Army (FSA), formerly known as Mughawir al-Thawra (MaT), a rebel group consisting of former Syrian military officers. Homs was reportedly among the Syrian governorates under Iranian ‘influence’ and continued to house Iranian military positions. Lebanese Hezbollah and Iranian forces operated in the neighbourhood of the Al-Dabaa airbase near Al-Qusayr, an area which has been a centre of Hezbollah’s activity since 2012. Iranian-backed militias continued to have positions in Tadmor (Palmyra), where they were storing drones. It has also been reported that some Iranian-backed Iraqi militants reportedly had travelled to Homs governorate from other positions in the country. ISIL presence in the east of the governorate has also been reported. Nature of violence and examples of incidents. ISIL regularly launched lethal attacks in various governorates, among which Homs, including attacks on civilians and against GoS forces in eastern Homs as well as attacks on pro-GoS militias, resulting in casualties. ISIL reportedly further clashed with NDF and SAA units near Arak village in February 2023. After a number of high-intensity attacks during the season of truffle harvesting, ISIL activity in central Syria decreased in May 2023 and the GoS downscaled major operations against ISIL in eastern Homs. Reportedly, ISIL fought GoS and Russian Wagner forces around Al-Kawm continuously until mid-April 2023. Airstrikes by Russia against ISIL positions in the governorate were also reported. In June 2023, a GoS general was reportedly killed in an IED attack by ISIL in the city of Homs, which, according to a source, was the first attack in Homs city since 2017. According to a UN Security Council report of July 2023, ISIL continued to carry out asymmetric attacks in Homs governorate but ‘at a relatively lower frequency’ while regular attacks by small cells occurred on a regular basis in north Tadmor (Palmyra). An ISIL-attributed attack in November 2023 killed at least 34 GoS soldiers and members of the NDF in the desert area of al-Rasafah located between Raqqa, Homs and Deir Ez-Zor governorates. On 5 October 2023, a drone strike on the Military College in Homs governorate reportedly killed at least 89 people and wounded 277 others. While the attack was not claimed by any group, the GoS attributed it to ‘armed terrorist organizations backed by known international parties’, with the HTS being the main group suspected. Israeli airstrikes in areas near the city of Homs, the Shayrat air base, and an alleged drone development unit site belonging to Hezbollah at the Al-Qusayr airport were also reported. Some of these attacks resulted in casualties among civilians and military personnel. Iranian-affiliated groups attacked the US-controlled Al-Tanf base in Homs governorate in August 2022, although no casualties were reported. Military personnel were reportedly injured in drone attacks on the base in January 2023 by undisclosed perpetrators. Furthermore, it was reported that the IDP camp Al-Rukban, situated in the Al-Tanf area close to the borders with Jordan and Iraq, continued to be besieged by GoS and Russian forces. Incidents: data. ACLED recorded 215 security incidents (average of 4.2 security incidents per week) in Homs governorate in the period from 1 August 2022 to 28 July 2023. Of the reported incidents, 81 were coded as ‘explosions/remote violence’, 80 as ‘battles’, and 54 as ‘violence against civilians’. In the period 1 August – 30 November 2023, 65 security incidents were recorded in Homs representing an average of 3.8 security incident per week. Geographical scope. Security incidents were recorded in all Homs governorate districts during the reporting period, with the highest number of overall incidents being recorded in Tadmor district, followed by Homs city, Ar-Rastan, Al-Makhrim, and Al Qusayr. By comparison, very few incidents were recorded in the district of Tall Kalakh. Civilian fatalities: data. Between August 2022 and July 2023, SNHR documented 73 civilian fatalities in Homs governorate. In August – November 2023, the SNHR recorded 60 civilian fatalities. Compared to the figures for the population as from May 2022, this represented nine civilian fatalities per 100 000 inhabitants for the whole reference period. Displacement. As of May 2022, there were 299 525 IDPs in Homs governorate, including 189 147 in Homs district. According to UNOCHA, between January and December 2022, approximately 1 960 persons were displaced from Homs, as well as 35 within the governorate. Approximately 960 persons were displaced from other governorates to Homs. No conflict-induced IDP movements were recorded in Homs governorate in the first five months of 2023. In terms of IDP returns, no spontaneous IDP returns from Homs to other governorates were recorded by UNOCHA in 2022. On the contrary, some 6 000 IDP returns from other governorates into Homs were recorded in the same period. In the first five months of 2023, approximately 83 IDP returns were recorded into Homs and no returns from Homs to other governorates. Further impact on civilians. Homs is among the Syrian governorates where contamination from UXOs represented a particularly major security concern. Civilians were killed and injured by explosive devices of war for example in Duwayzin, located on the border between Hama and Homs, such as in the area of Al-Haswiya. ERWs reportedly had not been yet removed from residential areas in Homs city and continued to claim the lives of civilians. Mines also reportedly existed along past contact lines as well as remnants of cluster bombs used by GoS forces in the northern rural areas of Homs and the Al-Houla plain against opposition factions and in the Badia desert against ISIL. Children and farmers were particularly affected by the dangers posed by them. Increased attacks near the IDP camp Rukban in the Al-Tanf deconfliction area, including a drone attack on a health clinic critical for the camp residents in January 2023 were also reported.” Det anføres herefter i country guidance: “Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Homs, however not at a high level. Accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD”. I Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Syrien” (version 6, revideret 15. april 2024) tilslutter man sig EUAA’s vurdering af situationen i Homs-provinsen. Dette var også vurderingen i EASO, Country Guidance: Syria, september 2020, mens Migrationsverket i en retlig stillingtagen af 1. februar 2021 fortsat vurderede, at situationen i Homs lå inden for rammerne af kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at den generelle menneskerettighedssituation i Syrien er meget alvorlig, og der foreligger i baggrundsmaterialet talrige rapporter mv., der beskriver vilkårlige tilbageholdelser samt anvendelse af tortur og andre alvorlige forbrydelser. Fra det nyeste baggrundsmateriale kan der f.eks. mere generelt henvises til U.S. Department of State, 2023 Country Reports on Human Rights Practices: Syria. I en rapport af 1. september 2024, der omfatter hele Syrien, har SNHR (Syrian Network for Human Rights) beskrevet, at der i juli 2024 har været 65 civile dødsfald, herunder 23 børn og tre kvinder, ligesom der har været seks dødsfald som følge af tortur i denne måned. SNHR beskriver i en rapport fra 2. september 2024, at der i august 2024 har fundet mindst 214 vilkårlige tilbageholdelser sted i Syrien, herunder af 13 børn og syv kvinder. Herudover er det oplyst, at der er sket tilbageholdelse af 19 personer, der var blevet tvangsmæssigt udsendt af Libanon. Ifølge rapporten er tilbageholdelserne fordelt over Syriens forskellige provinser, således at det højeste antal tilbageholdelser er sket i Aleppo fulgt af Rif Damaskus og derefter i nedadgående orden Deir Ez-Zour, Damaskus, Homs, Hama og Idlib og Daraa. En sammenligning af antallet af tilbageholdelser med antallet af løsladelser viser ifølge rapporten, at antallet af løsladelser ligger på omkring 30 pct. af tilbageholdelserne. I SNHR’s seneste månedsrapport af 1. oktober 2024 vedrørende september 2024 er det oplyst, at der i denne måned har været 50 civile dødsfald, herunder 13 børn og seks kvinder. Der har været dokumenteret 10 dødsfald på grund af tortur, et af dødsfaldene var et barn. Flygtningenævnets vurdering af situationen i Homs[:] Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder materialet som er nævnt ovenfor og i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Homs-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Den aktuelle konflikt mellem blandt andre Israel og libanesisk Hizbollah i Mellemøsten, der også påvirker situationen i Homs-provinsen negativt, kan ikke føre til en anden vurdering af den aktuelle situation. Det forhold, at klageren senest i [foråret] 2022 fik forlænget sin opholdstilladelse, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen i Homs-provinsen på daværende tidspunkt ikke afgørende adskilte sig fra den aktuelle situation, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold, ligesom der ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus, Rif Damaskus og Latakia, hvor der først i henholdsvis 2019, 2021 og 2023 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Som anført ovenfor er den menneskeretlige situation i Syrien generelt set meget alvorlig, og dette forhold må indgå ved vurderingen af klagerens individuelle asylmotiver, herunder indrejserisikoen i Syrien. Klagerens individuelle asylmotiver[:] Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024, og de grunde, der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelse af [vinteren 2018/2019], tiltrædes det, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af en konflikt med en gruppering tilknyttet den syriske regering har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ligeledes af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024, tiltrædes det, at klageren ikke har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingeloves § 7, stk. 1 eller stk. 2, under henvisning til, at han er blevet genindkaldt til at udføre militærtjeneste. Den forklaring, som klageren har afgivet om disse forhold under sagens behandling i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at klageren har [fire] nevøer, der har unddraget sig militærtjeneste, er ikke en omstændighed, der er egnet til at profilere klageren negativt over for de syriske myndigheder i et asylrelevant omfang. Dette er også tilfældet, selvom det tages i betragtning, at klageren gennem en årrække har opholdt sig uden for Syrien og i et vestligt land. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport Syria Military Service, januar 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at det afhænger af en række omstændigheder, om militærunddragelse kan få konsekvenser for familiemedlemmer, herunder om militærunddrageren er politisk eller militært højprofileret, eller unddragelse anses for et tegn på, at vedkommende er i opposition til den syriske regering. Af EASO, Syria Military Service, april 2021, fremgår det, at familiemedlemmer til profilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Klageren har over for Flygtningenævnet desuden henvist til, at flere af hans familiemedlemmer opholder sig i det oprørskontrollerede område i Idlib. Baggrunden herfor er bl.a., at [et antal] af hans nevøer i 2015 blev kidnappet af Den Frie Syriske Hær, og at hans nu afdøde svigerbror i den forbindelse blev tvunget til at gå over til Den Frie Syriske Hær. Nævnet finder, at omstændighederne i forbindelse hermed har en så central betydning for vurderingen af klagerens situation, at det er påfaldende, at han ikke allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede herom. Denne del af klagerens konflikt kan derfor ikke lægges til grund. Den omstændighed, at klageren har en søster og andre familiemedlemmer, der bor i Idlib, kan ikke i sig selv føre til asyl. Selvom forholdene for sunnimuslimer i Syrien efter baggrundsoplysningerne er problematiske, er den omstændighed, at klageren er sunnimuslim, ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for, at klageren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at klageren af disse årsager – herunder ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved den asylretlige vurdering i forhold til syriske statsborgere – hverken bedømt hver for sig eller samlet er særligt eksponeret over for de syriske myndigheder, herunder ved indrejse i Syrien efter at have opholdt sig i et vestligt land i en årrække. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Danmarks internationale forpligtelser[:] Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren 2015/2016] og har således opholdt sig her i landet i knap ni år. Klageren taler, læser og skriver lidt dansk. I Danmark har klageren familie i form af [en søskende], [et antal nevøer og niecer]. Klageren har de seneste fire år arbejdet som [selvstændig], men har også i flere perioder under sit ophold i Danmark modtaget kontanthjælp. For tiden arbejder han på deltid i en restaurant. Han kan ikke arbejde på fuld tid på grund af rygproblemer. Klageren er født og opvokset i Syrien og har arbejdet mange år i landet. Han og hans familie har også opholdt sig i [mellemøstligt land] i nogle år. Klagerens ægtefælle og [antal] børn opholder sig i Homs, hvortil de omkring 2017 er vendt tilbage efter at have opholdt sig i [mellemøstligt land]. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren har et beskyttet familieliv i Danmark i konventionens forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er hjemlet ved lov, og at en sådan nægtelse af forlængelse varetager legitime hensyn. Nævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. I denne vurdering må det også indgå, at baggrunden for nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen i den konkrete sag alene skyldes, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, og således ikke at klageren har begået kriminalitet eller lignende, smh. herved præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shehanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne om hans øvrige tilknytning her til landet, herunder oplysningerne om klagerens erhvervsmæssige og familiemæssige forhold. Heroverfor står, at klageren er født i Syrien og har boet i landet det meste af sit liv, hvor han således har haft sin opvækst, skolegang og en væsentlig del af sit erhvervsaktive liv. Hertil kommer, at klagerens ægtefælle og [antal] børn opholder sig i Syrien. Klagerens bånd til hjemlandet må derfor anses for meget stærke. Hensynet til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes således at måtte vige for statens interesse i at nægte at forlænge den midlertidige opholdstilladelse. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8. Den omstændighed, at klageren har rygproblemer, er ikke en sådan helbredsmæssig omstændighed, at dette hverken i sig selv eller sammen med de øvrige oplysninger om karakteren og omfanget af klagerens tilknytning her til landet kan føre til, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være i strid med konventionens artikel 8. Konklusion. På den ovenfor anførte baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2024/52/sahe

Emneord: Generelle forhold, Helbredsmæssige forhold
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Indledning[:] Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra byen [A] beliggende i Homs-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klagerens opholdstilladelse blev ved den seneste forlængelse [i sommeren] 2021 fastsat til udløb [i efteråret] 2023. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi hans [antal] sønner og [antal] nevøer har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste. Han har videre henvist til, at [noget af hans familie], herunder hans [antal] nevøer, opholder sig i Idlib-provinsen, der fortsat er et oprørskontrolleret område. Han har desuden henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han er sunnimuslim. Derudover har han været udrejst af Syrien i mange år og opholdt sig i et europæisk land. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige og menneskeretlige situation i Syrien. Den konkrete sag omhandler i første række spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev meddelt under henvisning til de generelle forhold i Syrien, kan nægtes forlænget. Herudover skal der tages stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold, dvs., om klageren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I det omfang bedømmelsen af klagerens sag falder ud til, at betingelserne i udlændingeloven for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, skal der desuden foretages en vurdering af, om en sådan nægtelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nærmere om det retlige grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3[:] Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 72 af 1. november 2014) var formålet at indføre en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for personer, der har behov for asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet, og som giver mulighed for, at disse udlændinge, hvis beskyttelsesbehov er mere midlertidigt, kan sendes tilbage, når situationen i hjemlandet muliggør dette. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår af pkt. 2.1.2. bl.a.: "Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges." Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i den såkaldte Sufi og Elmi-dom (Sufi and Elmi v. UK (appl. no. 8319/07 and 11449/07)) med udgangspunkt i situationen i Mogadishu, Somalia, forholdt sig til de kriterier, der skal indgå ved vurderingen af, om der består en risiko for overgreb alene ved den blotte tilstedeværelse på baggrund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i et område. Kriterierne er: - Hvorvidt konfliktens parter enten benytter metoder eller taktikker, som øger risikoen for civile overgreb eller direkte tager sigte på civile, - Hvorvidt disse metoder er udbredte blandt parterne i konflikten, - Hvorvidt kampene finder sted i geografisk afgrænsede områder eller er udbredte og - Antallet af civile, som er blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene. Personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er efter reglerne i udlændingelovens § 11 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, som kan forlænges med et år ad gangen og efter tre år med højst to år ad gangen, i hvilken forbindelse det vil blive vurderet, om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er af en sådan karakter, at udlændingen har behov for beskyttelse. En midlertidig opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, ophører, såfremt opholdstilladelsen ikke forlænges. På forlængelsestidspunktet skal der således foretages en vurdering af, om der aktuelt er et fortsat krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære et overgreb i strid med EMRK artikel 3. Denne vurdering er nærmere behandlet i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvorved der blev foretaget en række ændringer i regler om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Det anføres således i pkt. 2.1.2. i de almindelige bemærkninger (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) blandt andet: ”… Beskyttelsen i artikel 3 gælder ikke kun mod overgreb foretaget inden for statens eget territorium. Det indebærer bl.a., at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvis der er en konkret og individuel risiko for, at vedkommende der bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med EMRK artikel 3. Der stilles ikke krav om fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, men dog må ændringerne ikke være af helt midlertidig karakter, og nægtelse af forlængelse kan således efter omstændighederne ske, selv om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige.” I pkt. 2.3.1. anføres det blandt andet: ”Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelsen skal fortsat afgøres under inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet, og hvis EMRK artikel 8 ikke vil være til hinder herfor. Ved vurderingen i forhold til EMRK artikel 3 vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” Om forholdet til EMRK artikel 8 ved nægtelse af forlængelse er bl.a. følgende anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1: ”Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.” Om længden af det lovlige ophold hedder det i de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1.1: ”Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Udlændingens tilknytning til oprindelseslandet, herunder eventuel opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv., indgår også i vurderingen af, om inddragelse eller forlængelse skal undlades.” Nærmere om udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og det af Flygtningenævnet anvendte forsigtighedsprincip[:] Flygtningenævnet skal ved afgørelsen af hver enkelt sag foretage en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren/klageren blandt andet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, det vil sige, om den pågældende er i individuel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det følger således af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen (konventionsstatus). Efter stk. 2 kan der endvidere efter ansøgning gives opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (beskyttelsesstatus). I Flygtningenævnets praksis har der nu gennem en årrække været anvendt et såkaldt forsigtighedsprincip ved den konkrete og individuelle vurdering, der skal foretages efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i forhold til syriske statsborgere. Princippet, der første gang blev anvendt i juni 2019 i forbindelse med nævnets behandling af de første konkrete sager om inddragelse af opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 3, og samtidig stillingtagen efter § 7, stk. 1 og 2, er af Flygtningenævnets koordinationsudvalg blevet udtrykt således: "De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode." Koordinationsudvalget har i den forbindelse videre udtalt, at indrejserisikoen i Syrien er en integreret del af risikovurderingen i hver enkelt sag, og at der efter omstændighederne kan være anledning til eksplicit at forholde sig hertil. Forsigtighedsprincippet, herunder indrejserisikoen som returnee, er nærmere behandlet i kapitel 13 i Flygtningenævnets 32. årsberetning (2023). Spørgsmålet om indrejse i Syrien, herunder den hermed forbundne risiko, er nærmere behandlet i EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024. Det anføres heri blandt andet: “The fact of having left Syria in itself would not normally lead to the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. In most cases where a wellfounded fear of persecution is substantiated, this would be related to circumstances falling under other profiles included in this guidance, and in particular 4.1. Persons perceived to be opposing the government. However, in some cases, returnees could be exposed to acts which are of such severe nature that they would amount to persecution (e.g. arrest, torture) and a nexus to a reason for persecution may be substantiated. In cases where nexus is not substantiated, the implications of having left Syria may be a relevant consideration with regard to subsidiary protection. They should also be taken into account when assessing the willingness of the GoS to provide protection in the meaning of Article 7 QD and in the assessment of an internal protection alternative (IPA). The individual conduct of the applicant is a relevant consideration in this regard, including when they left Syria, possible contact with the Syrian authorities (e.g. issuance of passport), and travel back to Syria, modalities of entry/exit and time spent in the country, etc. These circumstances should be taken into account in the examination of the international protection needs of an applicant, as well as in relation to the potential withdrawal of international protection in accordance with Article 14 or Article 19 QD.” OHCHR har i en rapport fra februar 2024 beskrevet forholdene for returnees, særligt fra Syriens nabolande, og det anføres i rapporten, at der foregår omfattende menneskerettighedskrænkelser i forhold til returnees. Nærmere om baggrundsmaterialet vedrørende Homs: Homs-provinsen, hvor byen Homs er den største by, er beliggende i det centrale Syrien og grænser op til Irak og Jordan mod øst og Libanon mod vest. Det er anslået, at der bor omkring 1,5 mio. mennesker i provinsen. Geografisk er det Syriens største provins, og målt på befolkningstal er det den tredjestørste. Homs-provinsen har siden 2017/2018 været undergivet regeringskontrol. I EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024, er følgende anført om sikkerhedssituationen i Homs-provinsen i pkt. 5.3., for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse) vedrørende alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt: “Background and actors involved in armed confrontations. The city of Homs was one of the most affected cities of the war. Its old city was besieged for two years until it became accessible again in May 2014. Sectarian violence and forced displacement occurred there in 2011, and only a few neighbourhoods retained their mixed sectarian elements. The recapture of Homs city by GoS in May 2017 and the military operation by SAA in northern rural Homs in April 2018, forcing rebel groups in the region to either negotiate their withdrawal to northern Syria or reconcile with the GoS, led to the mass evacuation of rebels and their families from the governorate… During the reference period, Homs governorate was under the control of the GoS. A so-called US-declared 55-km deconfliction area stretching between the southeast of the governorate and neighbouring Rural Damascus governorate around AlTanf, was controlled by US troops and the Free Syrian Army (FSA), formerly known as Mughawir al-Thawra (MaT), a rebel group consisting of former Syrian military officers. Homs was reportedly among the Syrian governorates under Iranian ‘influence’ and continued to house Iranian military positions. Lebanese Hezbollah and Iranian forces operated in the neighbourhood of the Al-Dabaa airbase near Al-Qusayr, an area which has been a centre of Hezbollah’s activity since 2012. Iranian-backed militias continued to have positions in Tadmor (Palmyra), where they were storing drones. It has also been reported that some Iranian-backed Iraqi militants reportedly had travelled to Homs governorate from other positions in the country. ISIL presence in the east of the governorate has also been reported. Nature of violence and examples of incidents. ISIL regularly launched lethal attacks in various governorates, among which Homs, including attacks on civilians and against GoS forces in eastern Homs as well as attacks on pro-GoS militias, resulting in casualties. ISIL reportedly further clashed with NDF and SAA units near Arak village in February 2023. After a number of high-intensity attacks during the season of truffle harvesting, ISIL activity in central Syria decreased in May 2023 and the GoS downscaled major operations against ISIL in eastern Homs. Reportedly, ISIL fought GoS and Russian Wagner forces around Al-Kawm continuously until mid-April 2023. Airstrikes by Russia against ISIL positions in the governorate were also reported. In June 2023, a GoS general was reportedly killed in an IED attack by ISIL in the city of Homs, which, according to a source, was the first attack in Homs city since 2017. According to a UN Security Council report of July 2023, ISIL continued to carry out asymmetric attacks in Homs governorate but ‘at a relatively lower frequency’ while regular attacks by small cells occurred on a regular basis in north Tadmor (Palmyra). An ISIL-attributed attack in November 2023 killed at least 34 GoS soldiers and members of the NDF in the desert area of al-Rasafah located between Raqqa, Homs and Deir Ez-Zor governorates. On 5 October 2023, a drone strike on the Military College in Homs governorate reportedly killed at least 89 people and wounded 277 others. While the attack was not claimed by any group, the GoS attributed it to ‘armed terrorist organizations backed by known international parties’, with the HTS being the main group suspected. Israeli airstrikes in areas near the city of Homs, the Shayrat air base, and an alleged drone development unit site belonging to Hezbollah at the Al-Qusayr airport were also reported. Some of these attacks resulted in casualties among civilians and military personnel. Iranian-affiliated groups attacked the US-controlled Al-Tanf base in Homs governorate in August 2022, although no casualties were reported. Military personnel were reportedly injured in drone attacks on the base in January 2023 by undisclosed perpetrators. Furthermore, it was reported that the IDP camp Al-Rukban, situated in the Al-Tanf area close to the borders with Jordan and Iraq, continued to be besieged by GoS and Russian forces. Incidents: data. ACLED recorded 215 security incidents (average of 4.2 security incidents per week) in Homs governorate in the period from 1 August 2022 to 28 July 2023. Of the reported incidents, 81 were coded as ‘explosions/remote violence’, 80 as ‘battles’, and 54 as ‘violence against civilians’. In the period 1 August – 30 November 2023, 65 security incidents were recorded in Homs representing an average of 3.8 security incident per week. Geographical scope. Security incidents were recorded in all Homs governorate districts during the reporting period, with the highest number of overall incidents being recorded in Tadmor district, followed by Homs city, Ar-Rastan, Al-Makhrim, and Al Qusayr. By comparison, very few incidents were recorded in the district of Tall Kalakh. Civilian fatalities: data. Between August 2022 and July 2023, SNHR documented 73 civilian fatalities in Homs governorate. In August – November 2023, the SNHR recorded 60 civilian fatalities. Compared to the figures for the population as from May 2022, this represented nine civilian fatalities per 100 000 inhabitants for the whole reference period. Displacement. As of May 2022, there were 299 525 IDPs in Homs governorate, including 189 147 in Homs district. According to UNOCHA, between January and December 2022, approximately 1 960 persons were displaced from Homs, as well as 35 within the governorate. Approximately 960 persons were displaced from other governorates to Homs. No conflict-induced IDP movements were recorded in Homs governorate in the first five months of 2023. In terms of IDP returns, no spontaneous IDP returns from Homs to other governorates were recorded by UNOCHA in 2022. On the contrary, some 6 000 IDP returns from other governorates into Homs were recorded in the same period. In the first five months of 2023, approximately 83 IDP returns were recorded into Homs and no returns from Homs to other governorates. Further impact on civilians. Homs is among the Syrian governorates where contamination from UXOs represented a particularly major security concern. Civilians were killed and injured by explosive devices of war for example in Duwayzin, located on the border between Hama and Homs, such as in the area of Al-Haswiya. ERWs reportedly had not been yet removed from residential areas in Homs city and continued to claim the lives of civilians. Mines also reportedly existed along past contact lines as well as remnants of cluster bombs used by GoS forces in the northern rural areas of Homs and the Al-Houla plain against opposition factions and in the Badia desert against ISIL. Children and farmers were particularly affected by the dangers posed by them. Increased attacks near the IDP camp Rukban in the Al-Tanf deconfliction area, including a drone attack on a health clinic critical for the camp residents in January 2023 were also reported.” Det anføres herefter i country guidance: “Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Homs, however not at a high level. Accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD”. I Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Syrien” (version 6, revideret 15. april 2024) tilslutter man sig EUAA’s vurdering af situationen i Homs-provinsen. Dette var også vurderingen i EASO, Country Guidance: Syria, september 2020, mens Migrationsverket i en retlig stillingtagen af 1. februar 2021 fortsat vurderede, at situationen i Homs lå inden for rammerne af kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at den generelle menneskerettighedssituation i Syrien er meget alvorlig, og der foreligger i baggrundsmaterialet talrige rapporter mv., der beskriver vilkårlige tilbageholdelser samt anvendelse af tortur og andre alvorlige forbrydelser. Fra det nyeste baggrundsmateriale kan der f.eks. mere generelt henvises til U.S. Department of State, 2023 Country Reports on Human Rights Practices: Syria. I en rapport af 1. september 2024, der omfatter hele Syrien, har SNHR (Syrian Network for Human Rights) beskrevet, at der i juli 2024 har været 65 civile dødsfald, herunder 23 børn og tre kvinder, ligesom der har været seks dødsfald som følge af tortur i denne måned. SNHR beskriver i en rapport fra 2. september 2024, at der i august 2024 har fundet mindst 214 vilkårlige tilbageholdelser sted i Syrien, herunder af 13 børn og syv kvinder. Herudover er det oplyst, at der er sket tilbageholdelse af 19 personer, der var blevet tvangsmæssigt udsendt af Libanon. Ifølge rapporten er tilbageholdelserne fordelt over Syriens forskellige provinser, således at det højeste antal tilbageholdelser er sket i Aleppo fulgt af Rif Damaskus og derefter i nedadgående orden Deir Ez-Zour, Damaskus, Homs, Hama og Idlib og Daraa. En sammenligning af antallet af tilbageholdelser med antallet af løsladelser viser ifølge rapporten, at antallet af løsladelser ligger på omkring 30 pct. af tilbageholdelserne. I SNHR’s seneste månedsrapport af 1. oktober 2024 vedrørende september 2024 er det oplyst, at der i denne måned har været 50 civile dødsfald, herunder 13 børn og seks kvinder. Der har været dokumenteret 10 dødsfald på grund af tortur, et af dødsfaldene var et barn. Flygtningenævnets vurdering af situationen i Homs[:] Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder materialet som er nævnt ovenfor og i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Homs-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Den aktuelle konflikt mellem blandt andre Israel og libanesisk Hizbollah i Mellemøsten, der også påvirker situationen i Homs-provinsen negativt, kan ikke føre til en anden vurdering af den aktuelle situation. Det forhold, at klageren senest i [sommeren] 2021 fik forlænget sin opholdstilladelse, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen i Homs-provinsen på daværende tidspunkt ikke afgørende adskilte sig fra den aktuelle situation, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold, ligesom der ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus, Rif Damaskus og Latakia, hvor der først i henholdsvis 2019, 2021 og 2023 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Som anført ovenfor er den menneskeretlige situation i Syrien generelt set meget alvorlig, og dette forhold må indgå ved vurderingen af klagerens individuelle asylmotiver, herunder indrejserisikoen i Syrien. Klagerens individuelle asylmotiver: Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024, og under henvisning til det i afgørelsen nævnte baggrundsmateriale tiltrædes det, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af sine sønners unddragelse af militærtjeneste er i risiko for at blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Syrien og derfor har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til klagerens bror og nevøer. Den forklaring, som klageren har afgivet om disse forhold under sagens behandling i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har i lighed med [sin søskende], hvis sag er afgjort samtidig med denne sag, over for Flygtningenævnet henvist til, at flere af hans familiemedlemmer opholder sig i det oprørskontrollerede område i Idlib. Baggrunden herfor er bl.a., at [et antal] af hans nevøer i 2015 blev kidnappet af Den Frie Syriske Hær, og at hans nu afdøde svigerbror i den forbindelse blev tvunget til at gå over til Den Frie Syriske Hær. Nævnet finder, at omstændighederne i forbindelse hermed har en så central betydning for vurderingen af klagerens situation, at det er påfaldende, at klageren ikke allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede herom. Denne del af klagerens konflikt kan derfor ikke lægges til grund. Den omstændighed, at klageren har en søster og andre familiemedlemmer, der bor i Idlib, kan ikke i sig selv føre til asyl. Selvom forholdene for sunnimuslimer i Syrien efter baggrundsoplysningerne er problematiske, er den omstændighed, at klageren er sunnimuslim, ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for, at klageren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at klageren af disse årsager – heller ikke under inddragelse af det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved den asylretlige vurdering i forhold til syriske statsborgere – hverken bedømt hver for sig eller samlet er særligt eksponeret over for de syriske myndigheder, herunder ved indrejse i Syrien efter at have opholdt sig i et vestligt land i en årrække. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Danmarks internationale forpligtelser[:] Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren 2015/2016] og har således opholdt sig her i landet i knap ni år. Klageren har oplyst, at han ikke kan dansk, og at han ikke under opholdet i Danmark har haft arbejde eller deltaget i foreningsliv mv., hvilket vil kunne have sammenhæng med, at klageren på tidspunktet for indrejse i Danmark var [i 60’s års alderen]. Klagerens [antal] voksne sønner, [A] og [B], har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herudover opholder klagerens voksne datter, [C], sig i Danmark. To af klagerens børn er gift, og klageren har [antal] børnebørn, der er bosiddende her i landet. Klageren har desuden en datter og [antal] børnebørn, der bor i [mellemøstligt land]. Klageren indrejste i Danmark sammen med sin ægtefælle, der afgik ved døden i [Danmark]. Ægtefællen er begravet i Danmark. Klageren, der nu er [i 70’s års alderen], har oplyst, at hans børn kører ham til aftaler og bringer ham mad, ligesom hans datter og svigerdøtre gør rent hos ham. Han kan imidlertid klare sig selv i det daglige og har ikke brug for hjælp til personlig hygiejne mv. Klageren lider af [en række aldersbetingede helbredsproblemer], ligesom han har nedsat funktion i [kropsdel], men han har forud for udrejsen modtaget behandling i Syrien for nogle af disse helbredsproblemer. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren har et beskyttet familieliv i Danmark i konventionens forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er hjemlet ved lov, og at en sådan nægtelse af forlængelse varetager legitime hensyn. Nævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for privatliv. I denne vurdering må det også indgå, at baggrunden for nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen i den konkrete sag alene skyldes, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, og således ikke at klageren har begået kriminalitet eller lignende, smh. herved præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shehanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Flygtningenævnet finder, at klageren, der nu er [i 70’s alderen], må anses for at have opnået en stærk tilknytning til Danmark under sit knap niårige ophold i Danmark navnlig i kraft af tilstedeværelsen her i landet af nær familie i form af børn, svigerbørn og børnebørn, også selvom der ikke består et egentligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans [antal] voksne, herboende børn. Uanset at klageren har boet det meste af sit liv i Syrien, må hans bånd til hjemlandet heroverfor nu anses for væsentligt svagere. Efter en samlet vurdering findes statens interesse i at nægte at forlænge opholdstilladelsen derfor at måtte vige over for hensynet til klagerens fortsatte ophold i Danmark. Konklusion. På den ovenfor anførte baggrund ændrer Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.”
Løbenummer: Syri/2024/51/sahe

Emneord: Uledsagede mindreårige (UMI), Generelle forhold, Køns- og æresrelateret forfølgelse - Anden forfølgelse, Politiske forhold, Militære forhold og politi, Overgreb, Tilknytning til oprørsgrupper
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi hans [familiemedlem A] er deserteret fra det syriske militær og efterlyst. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2021 blev tilbageholdt af personer fra militæret eller det syriske regime, som truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ikke ansøgerens [familiemedlem A] kom tilbage til Syrien fra [europæisk land A]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til en episode, efter familien var flyttet til [anden provins i Syrien], hvor ansøgerens [specifikke familiemedlemmer C] truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis ikke hans [familiemedlem A] kom tilbage til Syrien fra [europæisk land]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans [specifikke familiemedlemmer C] er ude efter ansøgeren og hans [familiemedlem A], fordi ansøgerens [nære familiemedlem B] er udrejst fra Syrien til [europæisk land] og har taget sit tørklæde af. Ansøgeren har til støtte herfor yderligere oplyst, at det er ham, som hans [specifikke familiemedlemmer C] vil slå ihjel, fordi ansøgeren er den eneste i familien, der ikke fejler noget, og fordi det er ham, der taler mest med [ansøgerens nære familiemedlem B]. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes at have den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at han har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren i 2021, hvor han var 13 år, på vej hjem fra [institution] blev tilbageholdt af personer fra det syriske militær. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens [specifikke familiemedlemmer C] har truet ansøgeren på livet, fordi ansøgerens [nære familiemedlem B] i [europæisk land A] har smidt tørklædet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen fremstår divergerende på centrale punkter, der ikke kan tilskrives ansøgerens alder og modenhed, eller at han under samtalerne følte sig presset. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvor mange personer, der steg ud af bilen, om han blev bundet på hænderne under transporten samt om han kunne se mændenes ansigter. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2022 forklaret, at [antal] personer steg ud af bilen, mens han i de senere samtaler og for nævnet har forklaret, at [et andet antal] personer steg ud af bilen og tvang ham ind i den. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han blev bundet på hænder og fødder under transporten, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke blev bundet. Endelig forklarede han til samtalen [i oktober] 2023, at han ikke kunne se mændenes ansigter, fordi de havde [beklædning] på, mens han til nævnsmødet har forklaret, at han kunne se deres ansigter, ligesom han har beskrevet, hvordan de så ud. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt heller ikke fremstår overbevisende, herunder i forhold til hvorfor de syriske myndigheder skulle tilbageholde ham i 2021, fordi hans [familiemedlem A] i slutningen af 2013 udrejste af Syrien og forlod sin stilling hos [myndighed] og har unddraget sig militærtjeneste. Vedrørende konflikten med [ansøgerens specifikke familiemedlemmer C] har Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen navnlig lagt vægt på, at ansøger har forklaret, at [ansøgerens specifikke familiemedlemmer C] først begyndte at true familien, efter de i 2021 var flyttet til [anden provins i Syrien], mens hans [nære familiemedlem B] har forklaret, at hun første gang blev truet af sine [specifikke familiemedlemmer D] omtrent i 2016. Hertil kommer, at Flygtningenævnet på samme måde som Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring ikke forekommer overbevisende, herunder med hensyn til, hvorfor ansøgeren skulle slås ihjel, fordi [ansøgerens nære familiemedlem B] i 2014 havde valgt ikke at bære tørklæde. Det er endelig med hensyn til vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed indgået, at han ved indrejse oplyste en forkert alder, selvom det efter Flygtningenævnets opfattelse må lægges til grund, at han var klar over sin reelle alder. Der er herved lagt vægt på [den skrivelse], som [en fagperson] på den [institution], hvor ansøger gik, oplyste, at ansøgeren over for sine [kammerater] sagde, at han var 14 år. Flygtningenævnet finder på den baggrund endelig, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han i øvrigt er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, herunder med henvisning til, at han og hans familie nu er udrejst af Syrien, at hans [familiemedlem A] ikke har aftjent værnepligt og har forladt en offentlig stilling, og at han har haft ophold i [anden provins i Syrien]. Der er herved også taget hensyn til det forsigtighedsprincip, som nævnet anvender i sager fra Syrien. Med hensyn til de generelle forhold i Syrien, henvises til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/42/CARA

Emneord: Mundtligt nævn, Alderssager
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i starten af 2006. Indrejst i 2024. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i starten af 2008. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Flygtningenævnet udtalte:
Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af ansøgeren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Aldersundersøgelsen af [efteråret] 2024 fra Retsmedicinsk Institut konkluderer, at klagerens mest sandsynlige alder på undersøgelsestidspunktet er 18 år. Klageren har i sit asylskema skrevet, at [klageren] er født [i efteråret] 2008 og denne fødselsdato har [klageren] gentaget over for Udlændingestyrelsen under en samtale [i efteråret] 2024. Klageren har dog efterfølgende over for Udlændingestyrelsen i samme samtale og en efterfølgende partshøring hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 oplyst, at [klageren] er født [i starten af 2008], hvilket også er den dato, der fremgår af de dokumenter, [klageren] har fremlagt fra Syrien, herunder familiebog, ID-kort, familieregistreringsattest og personattest. Klageren har for Flygtningenævnet oplyst, at baggrunden for de to oplyste datoer er, at [klageren] har byttet rundt på tallene, da [klageren] forsøgte at skrive sin fødselsdato og oplyse datoen efter den gregorianske kalender. Flygtningenævnet finder denne forklaring troværdig og bemærker, at klageren i øvrigt gennem hele sagen konsistent har oplyst, at [klageren] er født i 2008. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder klagerens alder fastsat til 18 år af Retsmedicinsk Institut, og uanset at dokumenter udstedt af de syriske myndigheder efter baggrundsoplysningerne alene kan tillægges meget begrænset vægt, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at ændre klagerens alder, således som Udlændingestyrelsen har gjort i afgørelsen af [efteråret] 2024. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren er registreret med fødselsdatoen [i starten af 2008].
Løbenummer: alder/2025/1/obc

Emneord: § 49 a mv., Udelukkelse, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i et år for overtrædelse af staffelovens § 119 b, § 245, jf. § 21, § 276, § 244 og § 288, stk. 1, nr. 2. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. § 22, nr. 6. Klageren blev idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af hjemrejselovens § 23, stk. 2, jf. § 12, stk. 3, jf. straffelovens § 86, stk. 1, 4. pkt. Klageren blev samtidig udvist af Danmark og meddelt et indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk [etnicitet] og [-]muslim af trosretning fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har deltaget i nogle demonstrationer i [by A] i perioden 2012 til 2024 og en enkelt demonstration i Danmark, men ikke i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han frygtede at blive genindkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder, ligesom han frygtede, at de syriske oprørere ville have ham til at kæmpe for dem. Endvidere henviste han til de generelle forhold i Syrien, herunder hans hjemområde. Det fremgår af akterne fra den oprindelige asylsag, at klageren oplyste, at han omkring [sommeren] 2013 blev kontaktet telefonisk af folk fra oppositionen, der truede med at dræbe ham, hvis ikke han indvilligede i at kæmpe for oppositionen. [I foråret] 2014 blev klageren kidnappet af gruppen ”Det Syriske Nationalforsvar”. Han blev løsladt mod betaling af løsepenge. [I foråret] 2014 udrejste klageren legalt til [mellemøstligt land]. Klageren har som asylmotiv under udsendelsessagen henvist til, at han frygter at blive anholdt og genindkaldt til militæret ved en tilbagevenden. Endvidere frygter klageren at blive kidnappet af forskellige grupperinger. Klageren ønsker ikke at udføre militærtjeneste, idet han ikke ville slå civile mennesker ihjel. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen oplyst, at han i begyndelsen af 2014 [et antal] gange blev indkaldt til afhøringer hos de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at [by A] blev lukket ned i perioden 2012-2014 på baggrund af befolkningens demonstrationer i byen. Klageren deltog også selv i omkring [et antal] demonstrationer i denne periode. Da [by A] igen åbnede op i 2014, skulle man anmode om tilladelse til at forlade byen, hvorefter de syriske myndigheder efterfølgende afhørte og undersøgte en, før man fik lov at forlade [by A]. I den forbindelse blev klageren afhørt af de syriske myndigheder, og det var disse afhøringer, der fik ham til at udrejse. Klageren fik udstedt et nationalitetspas udstedt og udrejste legalt af Syrien til [mellemøstligt land]. Klageren har efter indrejsen i Danmark, for cirka to-tre år siden, deltaget i en demonstration med cirka 200-300 deltagere. Han har fortsat kontakt med sin mor og søskende i [by A]. Familien har advaret ham om at vende tilbage, fordi der ikke er sikkert. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han er i den militærpligtige alder og at det ikke kan udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tvangsrekrutteret til militæret. Af udlændingelovens § 31, stk. 2 fremgår, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning vedrørende grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2023 fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119b, § 245, jf. § 21, § 244, samt § 288, stk. 1, nr. 2 ved at have angrebet en tjenstgørende vagt på [bestemt lokalitet] og for forsøg på grov vold imod denne ved at have [beskrivelse af gerningsindhold]. Klageren blev ved dommen straffet med fængsel i 1 år og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Af dommen fremgår herved, at det efter en samlet vurdering af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Syrien sammenholdt med karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, må en udvisning anses for at være en proportional foranstaltning, og ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2023, herunder længden af den idømte frihedsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og at der er en formodning for, at klageren fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved det på nævnsmødet forklarede. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at kriminaliteten, henset til dennes grovhed og personfarlige karakter og længden af den idømte frihedsstraf, må tillægges betydelig vægt. Om klagerens personlige forhold fremgår af sagen, at klageren ikke har familie eller andre nære relationer i Danmark. Klageren har gået på sprogskole i Danmark, og har gennemført Dansk 2, samt [klassetrin i folkeskoles udskolingsniveau] på [voksenuddannelsessted], [by B]. Han har arbejdet et års tid på en fabrik i [by C], og har derudover haft arbejde med rengøring af [erhvervslokationer], og servicemedarbejder på byggepladser, hvor han har [haft en specifik jobfunktion]. Klageren er sund og rask. I Syrien har klageren sin mor, [et antal søskende], samt [andre familiemedlemmer]. Klageren har i Syrien gået 6 år i grundskole, 3 år i mellemskole. Han har arbejdet med [juridisk jobfunktion]. Efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/56/mnr

Emneord: Skriftligt nævn, Bortfald
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A] i Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at han [i vinteren 2013/2014] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Syrien [i efteråret] 2018. Ifølge klagerens egne oplysninger udrejste han dog retteligt [tidligere i efteråret] 2018. Klageren oplyste i ansøgningsskema af [efteråret] 2023 blandt andet, at han ikke rejste tilbage til Danmark på grund af covid samt sygdom og dødsfald i hans og hans ægtefælles familie. Klageren har senere oplyst blandt andet, at hans forældre var syge, men opholdt sig i [by A], hvorfor de ikke havde mulighed for at se hinanden. Klagerens svigermor var også syg, og de passede hende. De havde ikke mulighed for at rejse ud af Syrien på grund af covid, hvor grænsen til Libanon var lukket. Klageren har yderligere oplyst, at han ikke har haft kontakt til de danske myndigheder under sit ophold i Syrien, fordi internettet var ustabilt, og han ikke havde mulighed for at ringe til udlandet. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, ligesom klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Endelig fandt Udlændingestyrelsen, at klageren ikke var omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at klagerens oplysninger til nævnet på flere punkter har været udbyggende, herunder i relation til, hvorvidt han opsagde sit lejemål i Danmark, om hans indrejse fra Libanon til Syrien var frivillig, og om de syriske myndigheder forhindrede ham i at udrejse af landet. Hertil kommer, at klagerens senere oplysninger om, at han modtog et udrejseforbud i Syrien og dermed var forhindret i at udrejse af landet heller ikke ses at være forenelige med, at de syriske myndigheder udstedte nationalitetspas til ham [i foråret] 2023, at passet er udrejsestemplet [i efteråret] 2023, og at klageren nu på ny er indrejst og bosat i Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de af klageren fremsendte lægelige oplysninger vedrørende hans svigermors sygdom og dødfald må anses for at være forfalskede. Det fremgår således af lægeerklæringerne, at klagerens svigermor skulle være født i 1985 og dermed være yngre end klageren. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at klagerens søn, der er voksen, ifølge de foreliggende oplysninger hele tiden har opholdt sig i Danmark, og at der ikke består et afhængighedsforhold mellem ham og familien. Flygtningenævnet er endvidere enig i det af Udlændingestyrelsen i øvrigt anførte og stadfæster derfor afgørelsen.” Syri/2025/1/kdo

Emneord: Formandskompetence, Konsekvensstatus, Statusændring
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/58 og Syri/2024/59. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som medfølgende barn til sin mor. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [foråret] 2024 til [foråret] 2026. Klagerens advokat har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A], som [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens bror boede på daværende tidspunkt sammen med sine forældre og søskende, hvilket han fortsat gør. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagerens bror, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med sin mor og to søskende, herunder hendes bror [A]. Inden udrejsen boede klageren sammen med [A] og resten af deres familie, og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017, boede de ligeledes sammen. Klageren opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A’s], opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af et referat af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2017 i broderen [A’s] sag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af broderens opholdstilladelse. Klageren skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”syri/2024/60/obc

Emneord: Formandskompetence, Konsekvensstatus, Statusændring
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/58 og Syri/2024/60. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [efteråret] 2024 til [efteråret] 2026. Klagerens advokat har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror, [A], som [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens bror boede på daværende tidspunkt sammen med sine forældre og søskende, hvilket han fortsat gør. Klageren er på nuværende tidspunkt udeboende, men hun boede på tidspunktet for [A’s] opholdstilladelse fortsat hjemme. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagerens bror, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med sin mor og to søskende, herunder broderen [A]. Inden udrejsen boede klageren med [A] og resten af deres familie, og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017, boede de ligeledes sammen. Klageren opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes bror [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af referatet af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 i broderen [A] sag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af broderens opholdstilladelse. Klageren skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Syri/2024/59

Emneord: Formandskompetence, Konsekvensstatus, Statusændring
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/59 og Syri/2024/60. Indrejst i 2014 og 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer. Den mandlige klager er født i [by A], Al-Hasakah, Syrien. Den kvindelige klager er født i [by B], Hasaka, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har senest [i efteråret] 2023 forlænget den mandlige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med gyldighed fra [vinteren 2024/2025] til [vinteren 2026/2027]. Det fremgår videre, at den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget den kvindelige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [efteråret] 2024 til [efteråret] 2026. Klagernes advokat har [foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres søn, [A], som i [sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes søn var på daværende tidspunkt og er fortsat boende sammen med sine forældre og søskende. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagernes søn, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige klager er [i vinteren 2015/2016] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og den kvindelige klager er [i sommeren] 2017 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, begge som følge af de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager indrejste i Danmark den [i sommeren] 2014, og den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med klagernes tre børn, herunder sønnen [A]. Inden udrejsen af Syrien boede de sammen med deres børn, herunder deres søn [A], og de fortsatte med at bo sammen som familie efter, at familien indrejste i Danmark. Videre boede de sammen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017. Klagerne opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboende søn [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af referatet af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerne på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 i sønnen [A’s] asylsag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres hjemmeboende søns opholdstilladelse. Klagerne skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.
Løbenummer: Syri/2024/58

Emneord: Øvrige modsætningsforhold til myndighederne
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 5 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1, jf. stk. 2 samt udvist af Danmark i 12 år.
Flygtningenævnet udtalte:
” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han [i foråret] 2008 [optrådte] til en stor kurdisk fest i [by]. Klageren [optrådte]. Efter at klageren havde optrådt til festen, fik klageren af nogle venner at vide, at efterretningstjenesten havde taget billeder og videoer under festen, og at de ville tale med klageren, fordi han havde [optrådt] til festen. Klageren blev bange og flygtede. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at efterretningstjenesten efterfølgende chikanerede hans forældre, og at efterretningstjenesten ransagde hans forældres bopæl flere gange for at finde klageren. Under en ransagning konfiskerede de klagerens ID-kort. Klagerens [familiemedlem A] blev desuden tilbageholdt af efterretningstjenesten, men løsladt på vilkår om, at han skulle angive klageren, når han fandt ud af, hvor klageren opholdte sig. Klageren oplyser desuden, at hans navn står på en liste over eftersøgte af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at PKK, eller andre af de kurdiske grupperinger, vil tvangsrekruttere ham. Klageren ønsker ikke at bære våben eller at såre andre. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han fra andre syrere og sine familiemedlemmer har fået at vide, at drenge under 18 år bliver rekrutteret og sendt til fronten. Klageren antager derfor, at de også vil rekruttere ham, når nu de rekrutterer børn under 18 år. Hertil har klageren oplyst, at hans [familiemedlem B] på et tidspunkt blev tvangsrekrutteret, og at han døde i kamp. Ligesom Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin aktive deltagelse som professionel musiker i festen [i foråret] 2008 og som følge af myndighedernes efterfølgende henvendelser på ansøgers bopæl har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2 er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved dom afsagt af [byret] [i efteråret] 2023, straffet med en fællesstraf på fængsel i 1 år og 3 måneder for blandt andet besiddelse af [mængde] [euforiserende stoffer] med henblik på videreoverdragelse og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Dommen blev stadfæstet af [landsret] [i vinteren 2023/2024], dog således at indrejseforbuddet blev fastsat til 12 år. Der blev vedrørende spørgsmålet om udvisning lagt vægt på besiddelsen af den betydelige mængde [euforiserende stoffer] med henblik på videresalg, og at klageren tidligere var straffet med 5 måneders ubetinget fængsel for lignende kriminalitet og i den forbindelse var meddelt en advarsel om udvisning. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for, hvilket understøttes af længden af den idømte fængselsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove karakter i form af besiddelse af betydelige mængder [euforiserende stoffer] med henblik på videresalg og længden af den idømte frihedsstraf, at der er en formodning for, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold eller ved klagerens forklaring under mødet i nævnet. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at kriminalitetens art må tillægges betydelig vægt i afvejningen, og henset til kriminalitetens grovhed, som den er kommet til udtryk i den udmålte frihedsstraf. Om klagerens personlige forhold er det oplyst, at klageren kom til Danmark som voksen, er ugift, ikke i et fast forhold og ikke har børn. Han har 3 [familiemedlemmer], der bor i Danmark. Han har gået på sprogskole i Danmark frem til [modul]. Han gik på [uddannelsessted] i 1 år. Han er indrejst i Danmark som [25-28]-årig. Han har ejet sin egen [virksomhed] i omkring 2 år fra 2018 til 2019. Han har arbejdet som [stilling A] hos [arbejdsgiver A] og har i 3 år været ansat som [stilling B] ved [arbejdsgiver B] i [by i Danmark], hvor han arbejdede 32 timer ugentligt indtil sin afsoning. Han har ikke gået til fritidsaktiviteter, men har [optrådt] til kurdiske [arrangementer]. Klageren har sine forældre, [antal] øvrige søskende og onkler i Syrien og Irak. Han taler kurmanji og arabisk og han skriver også arabisk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Syri/2024/57/labja

Emneord: Mundtligt nævn, Statusændring, Agents of Persecution
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by], AI-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2023], og at hun [i vinteren 2023/2024] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter tvangsrekruttering af YPJ, som har opsøgt hende på vej til og fra skole siden omkring [sommeren] 2022 og er kommet på klagerens bolig fire gange. Klageren har herom oplyst, at to af gangene bad YPJ hende om frivilligt at lade sig rekruttere, mens tredje og fjerde gang var de insisterende på, at det nu ikke længere var frivilligt for klageren at melde sig. Fjerde gang YPJ kom til klagerens bopæl, aftalte klagerens [familiemedlem A] med dem, at klageren ville melde sig frivilligt, men at [familiemedlem A] var syg, og at hun først havde brug for klagerens hjælp til at komme til Irak for at modtage behandling. YPJ accepterede at lade klageren udrejse med [familiemedlem A] til Irak med den betingelse, at hun straks skulle melde sig frivilligt til tjeneste, når familien vendte tilbage til Syrien. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] og [andre familiemedlemmer] var nødt til at vende tilbage til Syrien fra Irak for kort tid siden. Familiens hus var et regeringsejet hus, som de mistede, da klagerens [familiemedlem B] forsvandt, og de har ikke haft penge eller mulighed for at købe deres eget hus, hvorfor familien nu bor hos klagerens [familiemedlem C] under svære vilkår. Klageren har til støtte herfor endelig oplyst, at YPJ kom straks efter, at familien var vendt tilbage til Syrien, og at de har taget hendes [familiemedlem D] med, fordi klageren ikke var vendt tilbage sammen med den resterende del af familien for at melde sig frivilligt som aftalt. Familien har ikke fået lov til at få kontakt til [familiemedlem D], og de ved ikke, hvor han er, eller hvordan han har det. Klageren har det forfærdeligt over dette, og hun er meget bekymret for [familiemedlem D]. Det er oplyst i advokatens indlæg, at klagerens [familiemedlem D] ikke længere er tilbageholdt af de kurdiske myndigheder, men at han bliver tvunget til at møde op til propaganda møder, hvor han ser videoer til brug for rekrutteringen af ham til de kurdiske styrker. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er udeblevet fra nævnsmødet i Flygtningenævnet med henvisning til, at hendes kontaktperson er syg, og at hun ikke selv kan finde ud af at finde til København. Flygtningenævnet har fundet, at klageren er udeblevet uden lovligt forfald, hvorfor sagen er gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken, jf. § 36, stk. 1, i Flygtningenævnets forretningsorden. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at personer fra YPJ har henvendt sig til hende på gaden flere gange, samt at YPJ har henvendt sig på hendes bopæl fire gange med forsøg på hvervning, men at det i øvrigt fremgår af sagens oplysninger, at hun på intet tidspunkt mod sin vilje er blevet taget med af YPJ, eller at de i øvrigt har pålagt hende at møde til militærtjeneste på et givet tidspunkt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren og hendes familie har orienteret YPJ om deres hensigt om at forlade Syrien, uden at YPJ modsatte sig dette. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at klageren har været tvangsrekrutteret af YPJ eller forsøgt tvangsrekrutteret af YPJ. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst til Dansk Flygtningehjælp, at YPJ straks efter, at hendes familie var vendt tilbage fra Irak til Syrien, tog [familiemedlem D], fordi klageren ikke var vendt tilbage sammen med den resterede del af familien for at melde sig frivilligt som aftalt, jf. Flygtningehjælpens indlæg af [foråret] 2024, og at [familiemedlem D] ikke længere er tilbageholdt af de kurdiske myndigheder, men er tvunget til at møde op til propagandamøder, hvor han ser videoer til brug for rekrutteringen af ham til de kurdiske styrker, jf. advokatens indlæg. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering allerede derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer: Syri/2024/55/obc

Emneord: Etniske forhold, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/53/lafal. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte for klagen ved mail af [vinteren 2023/2024] henvist til, at klageren henholder sig til sit oprindelig asylmotiv, herunder at klagerens far er i et modsætningsforhold til det syriske regime. Klagerens advokat har til støtte for klagen over statusvalg videre henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 har anført, at den af klagerens far fremsendte efterlysning ikke kan føre til en ændret vurdering, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [sommeren] 2016 ikke kunne lægge til grund, at klagerne har en konflikt med de syriske myndigheder. Klagerens advokat har i den forbindelse anført, at den omstændighed, at der nu foreligger et officielt dokument, hvoraf fremgår, at klagerens far er eftersøgt, bør undergives en egentlig prøvelse og ikke blot afvises under henvisning til Udlændingestyrelsens egen afvisning af, at der består en konflikt. Endelig har klagerens advokat til støtte for klagen over statusvalg henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 ikke har forholdt sig til risikoen ved tilbagesendelse efter mangeårigt ophold i vesten, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelsen ikke har forholdt sig til, at klagerens far er etnisk kurder. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er oplyst om omstændigheder, der kan føre til, at klageren kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til egne forhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at hun er helt uprofileret i forhold til myndighederne i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig kvinde og returnee, i sig selv indebærer, at hun har sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for individuel asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangshvervet til de kurdiske styrker, idet Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne lægger til grund, at rekruttering af kvinder som det helt klare udgangspunkt sker på frivillig basis. Flygtningenævnet meddeler derimod klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af den samtidige afgørelse om meddelelse af asyl efter denne bestemmelse til klagerens forældre. Det er således lagt til grund, at klagernes forældre udrejste af Syrien sammen med bl.a. klageren, at de før udrejsen boede sammen i Syrien, at de indrejste sammen i 2015, og at de efterfølgende har boet sammen indtil klageren flyttede hjemmefra i [foråret] 2024. Det må herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt lægges til grund, at klagerens forældre og klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2016 tilhørte samme husstand og må anses for en familieenhed. På denne baggrund meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” /Syri/2024/54/lafal

Emneord: Etniske forhold, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/54/lafal. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klagerne er etniske kurdere og muslimer fra [by A], Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at de [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes advokat har til støtte for klagen ved mail af [vinteren 2023/2024] henvist til, at klagerne henholder sig til deres oprindelig asylmotiv, herunder at den mandlige klager er i et modsætningsforhold til det syriske regime. Klagernes advokat har til støtte for klagen over statusvalg videre henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 har anført, at den af den mandlige klager fremsendte efterlysning ikke kan føre til en ændret vurdering, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af [sommeren] 2016 ikke kunne lægge til grund, at klagerne har en konflikt med de syriske myndigheder. Klagernes advokat har i den forbindelse anført, at den omstændighed, at der nu foreligger et officielt dokument, hvoraf fremgår, at den mandlige klager er eftersøgt, bør undergives en egentlig prøvelse og ikke blot afvises under henvisning til Udlændingestyrelsens egen afvisning af, at der består en konflikt. Endelig har klagernes advokat til støtte for klagen over statusvalg henvist til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [efteråret] 2023 ikke har forholdt sig til risikoen ved tilbagesendelse efter mangeårigt ophold i vesten, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelsen ikke har forholdt sig til, at den mandlige klager er etnisk kurder. Flygtningenævnet lægger klagernes forklaring om asylmotivet til grund, idet klagerne i det væsentlige har forklaret konsistent herom. Klagerne har således ved flere samtaler forklaret, at den mandlige klager har hjulpet flere familier, der flygtede fra [by B] til klagernes bydel, [by A], i RIF Damaskus. De har endvidere forklaret, at den mandlige klager blev opsøgt på bopælen flere gange af en nationalforsvarsmilits, som ville have den mandlige klager til at arbejde for sig, og at den kvindelige klager omkring to måneder før klagerens udrejse af Syrien blev opsøgt på bopælen af repræsentanter for [afdeling i den syriske hær], der forlangte, at den mandlige klager skulle melde sig ved et check-point nær bopælen. Klagerne tog samme dag ophold hos den mandlige klagers [familiemedlem A], indtil klagerne udrejste af Syrien omkring to måneder senere. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at den mandlige klager på tidspunktet for udrejsen af Syrien var i et modsætningsforhold til det syriske regime. De mindre divergenser, der kan konstateres mellem klagernes forklaringer indbyrdes og mellem forklaringerne ved klagernes forskellige samtaler hos Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en anden vurdering. Den mandlige klager har forklaret, at han efter en forlængelsessamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 bad sin [familiemedlem B] i Syrien om at undersøge, om klageren var efterlyst i Syrien. Han har [i efteråret] 2021 modtaget et foto af et dokument af [efteråret] 2015, som en advokat angiveligt har fremskaffet i Syrien, hvorefter den politiske sikkerhedsafdeling har besluttet, at den mandlige klager skal arresteres. Uanset at dokumentet ikke er ægthedsvurderet, finder Flygtningenævnet, at det kan indgå med en vis bevisvægt i en kumulativ vurdering. Efter en samlet vurdering af klagernes forhold samt baggrundsoplysningerne om, at tilbagevendte syriske statsborgere, såkaldte returnees, kan risikere at blive udsat for vilkårlige overgreb, sammenholdt med det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det Flygtningenævnets opfattelse, at den mandlige klager har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive efterstræbt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [sommeren] 2016 således, at den mandlige klager meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine individuelle forhold, og den kvindelige klager meddeles opholdstilladelse efter samme bestemmelse som konsekvens af den mandlige klagers opholdstilladelse.” /Syri/2024/53/lafal

Emneord: § 49 a mv., Militære forhold og politi, Øvrige modsætningsforhold til myndighederne
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev blandt andet i 2023 og 2024 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder med en tillægsstraf på 6 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by i Syrien], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har klageren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i [by i Syrien] fra 2004 til 2007. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Syrien, jf. lovens § 31. Denne genoptagede sag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er siden indrejsen i Danmark straffet adskillige gange, herunder for særdeles alvorlig kriminalitet. Forholdene er begået, uagtet at klageren allerede i [2013-2015] og [2018-2020] blev betinget udvist af Danmark. De seneste forhold er endvidere begået, efter at klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen [fra sommeren] 2024 og udtalelsen [fra sommeren] 2024, tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren navnlig ved dom [fra sommeren] 2023, stadfæstet [i vinteren] 2023/2024, og ved dom [fra sommeren] 2024, er dømt for særlig farlige forbrydelser. I narkotikasagen blev de omhandlede stoffer ifølge dommen fundet på klagerens adresse. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid der er gået, siden den særligt farlige forbrydelse fandt sted, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter en sådan forbrydelse er begået med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen [fra sommeren] 2024 og udtalelsen [fra sommeren] 2024, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Klageren, der er [33-36 år], er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole. Han indrejste i Danmark i 2010. Klageren taler dansk og kurdisk. Han er islamisk gift og far til to børn. Klagerens ægtefælle har yderligere to børn, som er vokset op hos klageren og dennes ægtefælle, og som fortsat bor hos ægtefællen. Klageren har oplyst, at han har været i beskæftigelse under størstedelen af sit ophold i Danmark. Efter en samlet afvejning og vurdering af kriminalitetens meget alvorlige karakter, herunder at der er tale om handel med hård narkotika og grov personfarlig kriminalitet, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige, beskæftigelses- og familiemæssige forhold, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/50/aalk

Emneord: Sur Place, Genoptagede sager, Inddragelse/nægtelse af forlængelse, Militære forhold og politi, Politiske forhold, Overgreb
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er fra Damaskus, Syrien. Hun er født sunnimuslim, men er ikke praktiserende. Af klagerens oprindelige asylsag fra 2015 fremgår det, at hun har oplyst at være etnisk araber, men hun har efterfølgende, i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse i [2020-2022], oplyst at være etnisk [etnicitet]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Syrien, men hun har i Danmark i [2021-2023] og 2022-2024] deltaget i demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen traf den [i vinteren 2021/2022] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, pkt. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet de generelle forhold i hendes hjemområde, som førte til, at hun blev meddelt opholdstilladelse, ikke længere var til stede. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af myndighederne på grund af sine [søskendes] politiske aktiviteter og sine to [familiemedlemmers] desertering fra militæret, og at der er risiko for, at de syriske myndigheder vil tilbageholde og udspørge klageren om [familiemedlemmernes] opholdssteder. Klageren henviste endvidere til, at hun i Syrien har været udsat for et seksuelt overgreb fra en [myndighedsperson], og at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for yderligere overgreb, fordi hun er en kvinde. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren fortsat henvist til ovennævnte asylmotiver. Hun har endvidere henvist til, at hun i Danmark har deltaget aktivt i flere demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder, og at hun er politisk aktiv på [socialt medie]. Endelig har klageren anført, at hun er [etnicitet], sunnimuslim, illegalt udrejst, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være returnee og enlig kvinde uden netværk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens [søskende] som medlemmer af Den Frie Syriske Hær har kæmpet mod de syriske myndigheder, at de blev anholdt i [2014-2016], og at de ved hjælp af bestikkelse blev løsladt efter 3-4 måneder, hvorefter de flygtede til [land]. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at to af hendes [familiemedlemmer] er deserteret fra den syriske hær. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer vendt mod det syriske styre i [2020-2024], og at hun under en demonstration i [måned i 2022-2024] blev interviewet af [navngiven person], der er [tilknyttet specifik organisation], hvor hendes fornavn nævnes, hvor hun udtaler sig regime-kritisk, hvilket interview der er lagt en video af på [organisationens] hjemmeside, hvilken video er vist mere end 5.000 gange, og hvor der linkes til klagerens egen [socialt medie]-profil, der er en åben profil i eget navn, hvor hun har [3.000-6.000] venner, og hvor hun lægger opslag op, der er regimekritiske. Flygtningenævnet finder på den baggrund og under henvisning til det forsigtighedsprincip, der skal anvendes ved risikovurderingen i forhold til syriske statsborgere, at klageren har sandsynliggjort, at hun som returnee efter 10 år og efter illegal udrejse ved en tilbagevenden til Syrien vil fremstå som en modstander af regimet og således være i risiko for at blive forfulgt af de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/48/CARA

Emneord: Skriftligt nævn, Bortfald, Øvrige modsætningsforhold til myndighederne
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by] i provinsen [provins], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2020/2021] udrejste til Syrien. Klageren udrejste for at repatriere til Syrien. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren [i vinteren 2020/2021] repatrierede til sit hjemland, Syrien, og derfor havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”
Løbenummer: Syri/2024/49/AALK

Emneord: Sur Place, Generelle forhold, Militære forhold og politi, Politiske forhold, Tilknytning til oprørsgrupper
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2019.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og […]muslimer af trosretning fra [by A], Syrien, hvis forældre oprindeligt var flygtninge fra [region i andet land]. Ansøgerne har inden deres udrejse af Syrien hovedsageligt boet i byen [by B], Rif Damaskus, hvilket også er deres seneste opholdssted. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, idet ansøgernes sønner har unddraget sig militærtjeneste og [antal] af deres sønner har haft tilknytning til Den Frie Syriske Hær. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de har [3-7] sønner sammen. Ingen af ansøgernes sønner ønskede at aftjene militærtjeneste efter, at borgerkrigen brød ud i Syrien, og de unddrog sig derfor alle at aftjene. Den ene af ansøgernes sønner tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær, men blev herefter dræbt af en snigskytte. En anden af ansøgernes sønner tilsluttede sig herefter Den Frie Syriske Hær og tog til [anden region i Syrien]. Ansøgerne har ikke haft kontakt til denne søn i en længere periode og ved ikke, om han er i live eller hvor han i så fald befinder sig. Ansøgernes [antal] sønner har alle forladt Syrien; [tidspunkt for sønnernes udrejse], og ansøgerne har hjulpet den ene af sønnerne med at udrejse. Ansøgerne er forud for deres udrejse begge blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som har spurgt efter sønnerne, og den mandlige ansøger har været tilbageholdt af de syriske myndigheder flere gange. Sønnerne er alle efterlyst af de syriske myndigheder grundet militærunddragelse, tilknytning til Den Frie Syriske Hær, og fordi de hovedsageligt har boet i oprørskontrollerede områder inden flugten fra Syrien, og ansøgerne frygter, at de ved en tilbagevenden til blive forfulgt af de syriske myndigheder grundet sønnernes forhold. Ansøgernes ene [barn] er efter ansøgernes udrejse af Syrien blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og den kvindelige ansøger har ligeledes oplyst, at [barnet] blev tilbageholdt i en periode. Ansøgernes [barns] [familiemedlemmer] er herefter udrejst af Syrien. Ansøgerne har videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, idet den kvindelige ansøgers familieklan er kendt som værende modstandere af de syriske myndigheder, fordi hendes familiemedlemmer har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder på internationale kanaler, og fordi ansøgerne har deltaget i en myndighedskritisk demonstration i Danmark. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøgers [familiemedlem A, B og C] har deltaget i et interview på [udenlandsk medie A] og [udenlandsk medie B], hvor de udtaler sig kritisk om de syriske myndigheder. Ansøgerens familieklan bliver videre betragtet som modstandere af de syriske myndigheder, og ansøgeren har flere familiemedlemmer, herunder to [familiemedlemmer], som er blevet dræbt af de syriske myndigheder. Flere af ansøgerens familiemedlemmer har deltaget i fredelige demonstrationer i Syrien. Ansøgerne har i Danmark deltaget i en eller flere demonstrationer i enten [by C] eller [by D], hvor de råbte myndighedskritiske kampråbe. Der blev taget fotos ved demonstrationen, men ansøgerne ved ikke, om fotografierne er blevet delt nogen steder. Ansøgerne har ligeledes henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, fordi den mandlige ansøger tidligere har arbejdet [i det offentlige]. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger begyndte at arbejde [i det offentlige] i 1980’erne, men at han ikke ønskede at modtage bestikkelse eller give sine overordnede gaver. Ansøgeren blev derfor afskediget fra sit arbejde [i det offentlige], og efterretningstjenesten har efterfølgende spurgt ham, hvorfor han ikke længere arbejdede [i det offentlige], når de har tilbageholdt ham i forbindelse med sønnernes militærunddragelse. Ansøgerne har endeligt henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, som følge af borgerkrigen i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgerne har bl.a. forklaret divergerende om, hvordan deres [barn, barn A] blev dræbt. Den kvindelige ansøger forklarede under sin oprindelige oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021, at [barn A] blev skudt af en snigskytte, mens [barn A] var ved at fylde en vandtank. Den mandlige ansøger forklarede under sin oprindelige asylsamtale [i sommeren] 2021, at [barn A] døde i forbindelse med et luftangreb, hvor en raket ramte den bygning, hvori [barn A] befandt sig. De forskellige forklaringer kan ikke forklares med, at tolken har forvekslet to næsten ens ord på arabisk, henset til ansøgernes forholdsvis detaljerede forklaringer. Den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan den mandlige ansøger blev anholdt i Syrien. Hun forklarede under sin oplysnings- og motivsamtale, at manden blev anholdt, mens han var på arbejde på [arbejdssted], mens hun under asylsamtalen forklarede, at han blev anholdt tilfældigt i forbindelse med en kontrolpost. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvorfor den mandlige ansøger stoppede med at arbejde [i det offentlige]. Den mandlige ansøger forklarede under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021, at han stoppede [i stillingen i det offentlige] i [2000’erne], fordi han blev fyret som følge af, at han ikke ville købe ting til sin overordnede. Under sin asylsamtale forklarede han, at han blev afskediget, fordi han var uønsket [på arbejdspladsen] og blev anset som farlig, fordi han var modstander af regimet. Den kvindelige ansøger forklarede under sin asylsamtale, at den mandlige ansøger søgte sin afsked fra [sin stilling i det offentlige] af helbredsmæssige årsager. Disse divergenser svækker ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerne inden deres udrejse fra Syrien i 2017 havde konflikter med de syriske myndigheder. Ansøgerne har som asylmotiv for det første påberåbt sig, at de er i en afledt risiko for forfølgelse som følge af, at [antal] af deres sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det kan lægges til grund, at klagerenes søn [søn A] har opholdstilladelse i Danmark, og at sønnerne [søn B] og [søn C] har opholdstilladelse i [land], og at de alle tre er i den militærpligtige alder. Ingen af sønnerne er efter det oplyste profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Military service” fra januar 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at det afhænger af en række omstændigheder, om militærunddragelse kan få konsekvenser for familiemedlemmer, herunder om militærunddrageren er politisk eller militært højprofileret eller unddragelse anses for at et tegn på, at vedkommende er i opposition til den syriske regering. Tilsvarende fremgår det af EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at det forhold, at deres sønner har unddraget sig militærtjeneste, udgør et asylbegrundende forhold for ansøgerne. Ansøgerne har heller ikke sandsynliggjort, at de vil blive tillagt en politisk opfattelse imod regimet i Syrien som følge af, at ansøgernes [familiemedlemmer] angiveligt er blevet dræbt i Syrien. Ansøgerne har også påberåbt sig, at den mandlige ansøger frygter de syriske myndigheder, fordi han tidligere har arbejdet [i det offentlige] i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge til grund, at den mandlige ansøger forlod stillingen uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger vægt på ansøgernes forklaringer om, hvordan han forlod stillingen, og at ansøgeren derefter blev boende i Syrien i omkring [8-11] år. Ansøgerne har derfor heller ikke sandsynliggjort, at dette forhold indebærer, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Det forhold, at ansøgerne efter deres forklaring har været til stede i forbindelse med en eller flere demonstrationer i Danmark, udgør heller ikke et asylbegrundende forhold for ansøgerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne ikke har spillet en fremtrædende rolle, og at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgernes deltagelse er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Der er således intet der tyder på, at ansøgernes tilstedeværelse ved demonstrationer fremgår af fotos eller filmoptagelser i medierne. Det forhold, at den kvindelige ansøgers [familiemedlems] ægtefælle og flere af dennes familiemedlemmer har optrådt i et interview med [udenlandsk medie], er ikke asylbegrundende for ansøgerne, idet Flygtningenævnet ikke vurderer, at disse personers konflikt har en afsmittende virkning på ansøgerne. Flygtningenævnet bemærker endelig, at de generelle forhold i Rif-Damaskus ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2024/47/leuds

Emneord: Mundtligt nævn, Statusændring, Etniske forhold, Militære forhold og politi, Nationalitet
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og ikke-praktiserende sunnimuslim af trosretning fra en landsby i [A-området] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2022/2023], og at han [i foråret 2024] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til militærtjeneste af de syriske myndigheder eller at blive dømt til døden eller fængslet på livstid for militærunddragelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Mukhtaren i 2013 orienterede klagerens [forælder C] om, at klageren skulle indkaldes til militærtjeneste, hvorefter klagerens [forælder C] hentede en skriftlig indkaldelse til militærtjeneste fra de syriske myndigheder, som han gav videre til klageren, da denne kom hjem fra arbejde. Klageren ville ikke i militæret, fordi han ikke vil slå andre mennesker ihjel eller selv blive slået ihjel. Han gemte sig derfor hos [familiemedlem B], der boede omkring 25 kilometer fra landsbyen. Imens klageren var hos [familiemedlem B], opsøgte de syriske myndigheder klagerens forældres bopæl for at lede efter klageren. Klageren fortalte ikke sin ægtefælle, hvor han befandt sig, fordi han var bange for, at myndighederne ville afhøre hende. Under opholdet hos [familiemedlem B] holdt klageren sig indendørs, fordi han var bange for, at nogle af naboerne ville fortælle myndighederne, hvor han gemte sig. Klageren blev hos [familiemedlem B] i tre til fire måneder, indtil de kurdiske styrker tog kontrol over området fra de syriske styrker, så klageren kunne vende tilbage til landsbyen. Klageren har til støtte for sin klage endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet af det kurdiske selvstyres militær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælle i 2022 ringede til ham på hans arbejde og advarede ham om, at det kurdiske selvstyres militær havde opsøgt deres bopæl for at rekruttere ham til militæret, og at hun havde fortalt dem, hvor klageren arbejdede. Klageren ville ikke i militæret, fordi han ikke vil slå andre mennesker ihjel eller selv blive slået ihjel. Han søgte derfor straks tilflugt hos [familiemedlem B]. Kort efter ringede klagerens kollega og fortalte, at det kurdiske selvstyres militær spurgte efter klageren på arbejdspladsen. Klageren blev bange og tog simkortet ud af sin telefon. Klageren blev hos [familiemedlem B], imens hans [forælder C] forsøgte at finde en måde at få ham ud af Syrien på. Efter en uge udrejste klageren illegalt af Syrien. Klagerens familie har efterfølgende fortalt, at det kurdiske selvstyres militær igen opsøgte klagerens bopæl omkring en måned efter, han var udrejst, for at rekruttere ham til militæret, men at familien fortalte, at klageren var udrejst af Syrien. Klageren, der er født i 1983 og er således, jf. baggrundsmaterialet, i den militærpligtige alder, var tidligere registreret statsløs kurder (ajanib), men blev i august 2011 syrisk statsborger på grundlag af et dekret fra april 2011 (Presidiential Decree No. 49 of 2011). Klageren har forklaret blandt andet, at han – efter at være blevet syrisk statsborger – fik udleveret sin militærbog, og at han af personer, som i modsætning til ham selv kan læse, har fået oplyst, at det fremgår af militærbogen, at han er fritaget for militærtjeneste. Ikke desto mindre er han – som andre etniske kurdere, som er naturaliserede – blevet forsøgt tvangshvervet til den syriske hær. Han har unddraget sig sådan militærtjeneste, idet han ikke efterkom indkaldelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring herom til grund. De divergenser i klagerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har henvist til, kan ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ifølge Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er tidligere statsløse kurdere født før 1993, der har fået syrisk statsborgerskab i henhold til et præsidentielt dekret udstedt i december 2011 (dekret nr. 149/2011), fritaget for militærtjeneste. Rapporten bygger bl.a. på to høringer af Udenrigsministeriet; en fra den 6. juli 2021 vedrørende statsborgerskab til statsløse kurdere i Syrien og en fra den 7. marts 2024 vedrørende militærtjeneste i Syrien. Indholdet af den sidste høring er ikke fremlagt for nævnet. I rapporten henvises der endvidere til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalised Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagnr. 1899). Af denne rapport fremgår bl.a., at rapporten er en sammenfatning af informationer fra skriftlige kilder og interviews med tre kilder, hvoraf to bekræftede, at tidligere statsløse kurdere (ajanib) født før 1993, er undtaget militærtjeneste – også i praksis, mens en kilde ikke havde hørt om denne undtagelse. Denne kilde fandt dog en omtale af undtagelsen på en syrisk hjemmeside, men antog at undtagelsen kunne være midlertidig og specifik for Al-Hasakah. I EASO’s rapport ”Syria – Military Service” udgivet i april 2021 (bilagsnr. 1471) anføres det, at statsløse kurdere født efter 1992, som har fået syrisk statsborgerskab er kvalificeret til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær (eligible for conscription in the SAA). Det fremgår ikke af denne rapport, hvordan undtagelsen administreres i praksis. Der skal fortsat udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og Flygtningenævnet finder, at det ikke alene på baggrund af oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2023 og april 2024 med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at undtagelsen i dekret nr. 149/2011 respekteres og efterleves i praksis således, at personer omfattet af undtagelsen ikke risikerer at skulle gøre tjeneste i det syriske militær. Rapporterne er således alene baseret på få kilder, hvoraf en ikke kendte til undtagelsen, og fandt at den måske var midlertidig og specifik for Al-Hasakah. Hertil kommer, at det nærmere indhold af Udenrigsministeriets høringssvar af 7. marts 2024 ikke kendes, og at Udenrigsministeriets høringssvar fra den 6. juli 2021 ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt undtagelsen i praksis respekteres og efterleves. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren må anses for at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i den syriske hær, og at han dermed har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om klageren også risikerer at blive tvangshvervet af YPG. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Syri/2024/46/MKTO

Emneord: Mundtligt nævn, Statusændring, Etniske forhold, Militære forhold og politi, Nationalitet
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og ikke religiøs fra landsbyen [A] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2022], og at han [i efteråret 2023] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til den syriske hær, ligesom han frygter konsekvenserne af at have unddraget sig militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han i 2015 eller 2016 blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste, men ikke efterkom indkaldelsen. Det foregik ved, at landsbyens Mukhtar henvendte sig til klageren og fortalte, at han var blevet kontaktet af de syriske myndigheder, der havde oplyst, at klagerens navn fremgik af listen over personer, der skulle udføre militærtjeneste, og at klageren derfor skulle henvende sig på militærkontoret i byen [B] i Al-Hasakah. Klageren har endvidere til støtte for sin klage over statusvalg oplyst, at han frygter YPG, herunder at blive tvangshvervet samt at blive anholdt og udsat for overgreb, idet YPG opfatter ham som forræder, fordi han er flygtet. Klageren har herom oplyst, at YPG tre gange i [sommeren 2022] har opsøgt klagerens bopæl. De to første opsøgninger skete samme dag. Først om morgenen og senere igen om eftermiddagen. Klageren var ikke hjemme, idet han var på arbejde. Personerne fra YPG trængte ind og ransagede bopælen. De oplyste til klagerens ægtefælle, at klageren skulle udføre militærtjeneste for YPG, og hvis han ikke henvendte sig frivilligt, ville YPG tvinge ham. Klageren tog ikke hjem, men skjulte sig hos et familiemedlem i [by B]. Den tredje opsøgning skete dagen efter, hvor YPG igen kom om morgenen. Klageren var fortsat i [by B] på dette tidspunkt. Han blev ringet op af sin ægtefælle og [ene søskende], der advarede ham om at komme hjem. Klageren udrejste af Syrien to dage herefter. Klageren, der er født i 1982 og således, jf. baggrundsmaterialet, på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret 2023] var i den militærpligtige alder, var tidligere registreret statsløs kurder (ajanib), men blev i [efteråret 2011] syrisk statsborger på grund af et dekret fra april 2011 (Presidiential Decree No. 49 of 2011). Klageren har forklaret navnlig, at han er blevet forsøgt tvangshvervet til den syriske hær, men har unddraget sig militærtjeneste, idet han ikke efterkom indkaldelsen. Ifølge Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er tidligere statsløse kurdere født før 1993, der har fået syrisk statsborgerskab i henhold til et præsidentielt dekret udstedt i december 2011 (dekret nr. 149/2011), fritaget for militærtjeneste. Rapporten bygger bl.a. på to høringer af Udenrigsministeriet; en fra den 6. juli 2021 vedrørende statsborgerskab til statsløse kurdere i Syrien og en fra den 7. marts 2024 vedrørende militærtjeneste i Syrien. Indholdet af den sidste høring er ikke fremlagt for nævnet. I rapporten henvises der endvidere til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalised Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagnr. 1899). Af denne rapport fremgår bl.a., at rapporten er en sammenfatning af informationer fra skriftlige kilder og interviews med tre kilder, hvoraf to bekræftede, at tidligere statsløse kurdere (ajanib) født før 1993, er undtaget militærtjeneste – også i praksis, mens en kilde ikke havde hørt om denne undtagelse. Denne kilde fandt dog en omtale af undtagelsen på en syrisk hjemmeside, men antog at undtagelsen kunne være midlertidig og specifik for Al-Hasakah. I EASO’s rapport ”Syria – Military Service” udgivet i april 2021 (bilagsnr. 1471) anføres det, at statsløse kurdere født efter 1992, som har fået syrisk statsborgerskab er kvailificeret til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær (eligible for conscription in the SAA). Det fremgår ikke af denne rapport, hvordan undtagelsen administreres i praksis. Der skal fortsat udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og Flygtningenævnet finder, at det ikke alene på baggrund af oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2023 og april 2024 med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at undtagelsen i dekret nr. 149/2011 respekteres og efterleves i praksis således, at personer omfattet af undtagelsen ikke risikerer at skulle gøre tjeneste i det syriske militær. Rapporterne er således alene baseret på få kilder, hvoraf en ikke kendte til undtagelsen, og fandt at den måske var midlertidig og specifik for Al-Hasakah. Hertil kommer, at det nærmere indhold af Udenrigsministeriets høringssvar af 7. marts 2024 ikke kendes, og at Udenrigsministeriets høringssvar fra den 6. juli 2021 ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt undtagelsen i praksis respekteres og efterleves. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren må anses for at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i den syriske hær, og at han dermed har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De divergenser i klagerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har henvist til, kan ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om klageren også risikerer at blive tvangshvervet af YPG. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Syri/2024/45/MKTO

Emneord: § 49 a mv., Udelukkelse, Generelle forhold, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og § 293, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt i 7 måneders betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 123, stk. 1, og § 291, stk. 1. Klageren blev samtidig meddelt en advarsel om udvisning. Klageren blev i 2022 idømt fængselsstraf i 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt knivloven. Klageren blev endvidere idømt en advarsel om udvisning. Klageren blev i 2022 idømt fællesstraf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 260 og § 293. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2022 idømt fællesstraf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2022 idømt en tillægsstraf på 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, § 124, stk. 5, jf. i det hele straffelovens § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2023 idømt en tillægsstraf på 10 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har hertil oplyst, at han ikke vil samarbejde med nogen, der dræbte hans [familiemedlem A]. Klageren har tillige oplyst, at han ville have det fint med at skyde på nogen, men at han ikke ønsker at slå uskyldige mennesker ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af myndighederne på grund af sin [familiemedlem A’s] aktiviteter mod Assad. Klageren har hertil oplyst, at hans [familiemedlem A] har været i væbnet kamp mod Assads soldater for at beskytte deres landsby, og at hans [familiemedlem A] af den grund blev slået ihjel. Klagerens [familiemedlem A] og [andre familiemedlemmer] var modstandere af Assad, og derfor blev [et barn] i klagerens familie kidnappet. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at klageren er en mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder. Han risikerer derfor at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren blev ved [landsrets] ankedom af [dato i] 2023 idømt en tillægsstraf på fængsel i 10 måneder samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89. Straffen var en tillægsstraf til [byret A´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med fængsel i 5 måneder samt tildelt en advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt [knivloven]. [Byret A´s] dom af [dato i] 2022 var en fællesstraf med [byret B´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev idømt en betinget fængselsstraf på 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og § 293, stk. 1. [Landsrets] ankedom af [dato i] 2023 var tillige en tillægsstraf til [byret C´s] dom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med en tillægsstraf på fængsel i 1 år samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 124, stk. 5, jf. § 89. [Byret C´s] dom af [dato i] 2022 var en tillægsstraf til [landsrets] ankedom af [dato i] 2022, hvor klageren blev straffet med fængsel i 7 måneder samt udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1 og § 293, stk. 1. Klageren er derudover af betydning for sagen straffet ved [landsrets] ankedom af [dato i] 2022 med fængsel i 7 måneder samt tildelt advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 123 og § 291, stk. 1. Klageren blev således ved endelige domme meddelt advarsel om udvisning ved [landsret] [på dato i] 2022 og [byret A] [på dato i] 2022 samt udvist med indrejseforbud i 6 år ved endelige domme afsagt af [landsret] [på dato i] 2022, [byret C] [på dato i] 2022 og [landsret] [på dato i] 2023. Ved den seneste dom - [landsrets] ankedom af [dato i] 2023 - blev klageren fundet skyldig i et røveri begået efter det fyldte 18. år i forening med andre under anvendelse af maskering og kniv og idømt en tillægsstraf på fængsel i 10 måneder. Flygtningenævnet finder, at klageren derved er dømt for en særlig farlig forbrydelse, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet af en sådan reel, umiddelbar og alvorlig karakter, at tilbagekaldelse af flygtningestatus udgør en forholdsmæssig foranstaltning. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den idømte straf, idet straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid der er siden, at den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Af EU-Domstolens dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides, følger det af præmis 63 og 64 om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, bl.a., at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Klageren er nu [19-22] år gammel og har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2015, hvor han indrejste i Danmark. Han er ikke gift og har ikke børn, og han har heller ikke andre familiemedlemmer her i landet. Han taler dansk og har gået i dansk skole, men han har ikke færdiggjort [uddannelse], og han har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er massivt forstraffet for personfarlig kriminalitet og er som anført ovenfor også tidligere meddelt advarsel om udvisning, og han var dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering af de foreliggende oplysninger om den begåede kriminalitet og klagerens forhold, at det er godtgjort, at klageren udgør en sådan fare for samfundet som anført ovenfor. Nævnet har herved ud over længden af den idømte tillægsstraf på fængsel i 10 måneder navnlig lagt vægt på, at klageren desuden tidligere flere gange er blevet straffet for personfarlig kriminalitet. Der foreligger ikke i øvrigt oplysninger i sagen, herunder oplysninger fra klageren under hans samtale med Udlændingestyrelsen [i] 2024 eller hans forklaring for Flygtningenævnet, der kan give grundlag for at fastslå, at klageren ikke fremover vil udgøre en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/44/aalk

Emneord: Skriftligt nævn, Bortfald
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren står registreret som udrejst til [europæisk land] [i efteråret] 2017. Klageren har oplyst, at han udrejste af Danmark for at tage ophold og arbejde, fordi han var blevet gift med en kvinde, der boede i [europæisk land]. Klageren indgav [i sommeren] 2022 ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Nævnet lægger således til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder, og at han i 2017 har opgivet sin bopæl i Danmark for at være sammen med sin ægtefælle i [europæisk land]. I [europæisk land] fik klageren opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin nu tidligere ægtefælle. Klageren havde ved udrejsen således til hensigt at tage varigt ophold i [europæisk land], hvor klageren fortsat bor. Da klageren har fået lovligt ophold i [europæisk land] på baggrund af familiesammenføring, har klageren opnået beskyttelse i [europæisk land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at [myndighederne i europæisk land] over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens opholdsgrundlag i [europæisk land] kan forlænges, også selv om klagerens samliv med hans tidligere ægtefælle er ophørt, da hans opholdsgrundlag beror på klagerens omsorg for sine børn, der er [statsborgere i europæisk land ]. Såfremt klageren ikke længere udøver omsorg for børnene, vil [myndighederne i europæisk land] undersøge, hvorvidt der kan foreligge en anden opholdsgrund, som for eksempel beskæftigelse. I den forbindelse har klageren oplyst, at klageren og hans tidligere ægtefælle deler forældremyndigheden over deres to børn, [der begge er født i perioden mellem 2017 og 2020], og at parret har underskrevet en skriftlig samværserklæring [i vinteren 2023/2024], hvoraf fremgår, at børnene ikke overnatter hos klageren, men at han ser dem i weekender, hvor han ikke arbejder. Nævnet finder således, at klageren har haft lovligt ophold i [europæisk land] foreløbigt frem til [sommeren] 2024 med mulighed for forlængelse. Det fremgår endvidere af Flygtningenævnets praksis, at legalt ophold i et tredjeland kan være udtryk for, at man har opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom man ikke formelt har opnået varig opholdstilladelse i [europæisk land]. Dertil kommer, at [europæisk land], der har ratificeret Flygtningekonventionen, må betragtes et sikkert land, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Der er således ikke grundlag for at antage, at klageren i [europæisk land] vil være i risiko for refoulement til Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet på den ene side lagt vægt på, at klageren har opholdt sig og har haft arbejde i [europæisk land] i knap syv år, og at han har delt forældremyndighed over og har ret til samvær med sine to mindreårige børn, der er [statsborgere i europæisk land]. På den anden side har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt kun lidt over tre år, og at han har sine forældre, [og søskende] i Danmark. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som nogen krænkelse af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. I den forbindelse må det også indgå i vurderingen, at klageren først har rettet henvendelse til de danske myndigheder omkring fem år efter klagerens udrejse, og at han ikke har været forhindret i at rette henvendelse til de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Herefter, og da de forhold, der i øvrigt er anført af den beskikkede advokat, ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024.” Syri/2024/40/MKTO

Emneord: Mundtligt nævn, Statusændring, Mindreårige, Militære forhold og politi, Øvrige modsætningsforhold til myndighederne
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i vinteren 2017/2018] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen blev senest forlænget [i efteråret] 2023. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han snart vil være i den militærpligtige alder, idet han er 17 år og [antal] måneder gammel, og at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere fængsling, og at klageren ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i den syriske hær. Flygtningenævnet finder under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborgere, der risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste i det syriske hær, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2024/39/kdo

Emneord: Mundtligt nævn, Statusændring, Udrejseforhold, Øvrige modsætningsforhold til myndighederne
Land: Syrien
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien.
Flygtningenævnet udtalte:
"Klageren er etnisk araber og ortodoks kristen fra [by A], Hama, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [I foråret] 2022 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4. [I foråret] 2022 blev afgørelsen påklaget til Flygtningenævnet. [I efteråret] 2022 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. [I vinteren 2022/2023] traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 var bortfaldet, og samme dag blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsagsbehandling til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, idet klageren er kristen. Herudover henviste klageren til, at han er uddannet [ingeniør] og i den militærpligtige alder, hvorfor klageren var i særlig risiko for at blive tvangsrekrutteret til det syriske militær. Klageren henviste under bortfaldssagen til, at han udrejste af Danmark til Syrien med henblik på at være sammen med sin ægtefælle og barn, idet ægtefællens [forælder] var syg, og ægtefællen led af [psykisk sygdom]. Klagerens advokat har ved indlæg af [foråret] 2024 nedlagt påstand om, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive arresteret, tortureret, fængslet og eventuelt slået ihjel af de syriske myndigheder, idet klageren er udrejst af Syrien ulovligt to gange. Klagerens advokat har endvidere fortsat henvist til, at klageren risikerer at blive indkaldt til militæret. Klageren har herom oplyst, at han første gang udrejste af Syrien i 2015 og anden gang i 2022. Efter at være indrejst i Syrien i 2017, søgte han om at få et pas, hvilket blev ham nægtet, og samtidig blev han meddelt, at han ikke havde tilladelse til at forlade landet. Han søgte igen i 2021 og fik afslag, fordi han var udelukket for at få pas og stadig havde udrejseforbud. Klageren bestak i [efteråret] 2021 en chauffør, som fik klageren forbi grænsekontrollen i Syrien, hvorefter klageren udrejste af Syrien til [land] og videre til Danmark. Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, som i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2022, at klageren må anses for at have opgivet sin bolig i Danmark og frivilligt have taget bolig i Syrien, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, og at der ikke er særlige forhold, som efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren efter sin tilbagerejse til Syrien i 2017 blev afhørt på den politiske sikkerhedstjenestes kontor om sin udrejse til og sit ophold i Danmark, og at klageren derefter opholdt sig i Syrien indtil 2022 uden at blive opsøgt af de syriske myndigheder, ligesom han ikke blev genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har forklaret, at han ikke har haft en fornemmelse af, at han blev overvåget af de syriske myndigheder, mens han opholdt sig i Syrien, og at han ikke mener, at myndighederne har registreret ham på en liste over eftersøgte. Klageren har ikke deltaget i politiske protester mod styret i Syrien. Flygtningenævnet lægger også til grund, at klageren forgæves forsøgte at få udstedt et syrisk pas. Flygtningenævnets flertal kan derimod ikke lægge til grund, at klageren var blevet pålagt et forbud mod udrejse af Syrien, og at dette var årsagen til, at han ikke kunne få udstedt pas. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren fire gange rejste fra Syrien til [land] og tre gange rejste retur fra [land] til Syrien ved hjælp af sit ID-kort fra ingeniørforeningen, uden at han i den forbindelse oplevede problemer. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det ikke kan lægges til grund, at klageren udrejste illegalt fra Syrien til [land] i 2022, selvom klageren efter sin forklaring betalte en chauffør for at hjælpe med kontakten til myndighederne ved grænsen. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer overgreb eller forfølgelse, fordi han er udrejst af Syrien og har søgt asyl i Danmark på ny, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at han, der ikke hidtil har påkaldt sig de syriske myndigheders interesse, vil blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse, hvis han for anden gang vender tilbage til Syrien som returnee. Flygtningenævnet er enig med det i Udlændingestyrelsens afgørelse af 31. januar 2023 anførte om, at udsendelse af klageren til hans hjemområde i Syrien vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 1, idet klageren på grund af de generelle forhold i landet vil være i risiko for at blive udsat for behandling omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har derfor ret til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2024/36/lnk

Emneord: Hjemvisning, Mundtligt nævn, Konsekvensstatus, Statusændring, Etniske forhold, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet hjemviste i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by i Aleppo-provinsen], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er indrejst sammen med sin ægtefælle, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun i konsekvens heraf er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at få problemer som følge af, at hendes ægtefælle og [flere] brødre har unddraget sig militærtjeneste. Endelig har klageren henvist til, at hun er af kurdisk oprindelse, at hun kommer fra et oprørskontrolleret område, og at hun som tilbagevendt fra vesten vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet rejste ved mødets begyndelse spørgsmål om betydningen af, at ansøgerens ældste [barn], [barnets navn], [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forbindelse med at klagerens ægtefælle fik opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Spørgsmålet herom ses ikke at være berørt i den indbragte afgørelse eller i advokatens indlæg til nævnet. [Klagerens advokat] nedlagde herefter påstand om hjemvisning af sagen. Udlændingestyrelsen påstod afgørelsen stadfæstet. Flygtningenævnet besluttede efter votering af hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen.” Syri/2024/38/CARA

Emneord: Genoptagede sager, Inddragelse/nægtelse af forlængelse, Etniske forhold, Militære forhold og politi
Land: Syrien
Nævnet omgjorde i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by A i provinsen Al-Hasakah], men boede fra 2002 og frem til sin udrejse af Syrien i 2010 i [by B i Rif Damaskus], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2010, hvor klageren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren henviste under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede forfølgelse fra de syriske myndigheder på grund af myndighedernes mistanke om, at han havde udført politiske aktiviteter, og fordi han var udeblevet fra flere retsmøder og herefter udrejst illegalt. Klageren var således anklaget for at have sendt politisk materiale vedrørende den kurdiske sag til sin onkel. [I foråret] 2013 anmodede DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren om, at sagen genoptages. [I vinteren 2013/2014] besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til Flygtningenævnets beslutning om at ændre praksis som følge af den forværrede situation i Syrien. [I foråret] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. [I sommeren] 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Klageren henviste under sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv til hans oprindelige asylmotiv om, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Han henviste videre til, at han frygtede at blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedssituation i Syrien, ligesom han henviste til, at han ikke længere har familie i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at han kommer [by A i provinsen Al-Hasakah], og at han statsløs kurder, og som følge heraf er i risiko for blive udsat for overgreb af væbnede oppositionsgrupper til stede i det nordlige Syrien. Klageren henviste endelig til, at han frygtede at blive indkaldt til militærtjeneste. [I efteråret] 2021 har advokat [A] på vegne af klageren anmodet om, at sagen genoptages. [I efteråret] 2023 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren gentaget sine tidligere påberåbte asylmotiver og henvist til samme forhold som tidligere, herunder at han fortsat frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden vil blive tvunget til at lade sig registrere som syrisk statsborger og derved vil blive indkaldt til militærtjeneste. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ved afgørelser af [foråret] 2011 og [sommeren] 2021 har foretaget vurderinger af klagerens oprindelige asylmotiv om, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet nye oplysninger, der kan føre til en anden vurdering, og klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for at have udført politiske handlinger for sin onkel kan således fortsat ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Klageren udrejste af Syrien i 2010 og således før udstedelsen af dekret nr. 49/2011 (Presidential Decree No. 49 of 2011), hvorefter statsløse kurdere (ajanib-kurdere) kunne blive syriske statsborgere. Han har imidlertid ikke selv gennemført den særlige procedure, som ajanib-kurdere skal følge for at blive registreret som syriske statsborgere. Klageren har forklaret – hvilket lægges til grund – at hans brødre i forlængelse af udstedelsen af dekretet nr. 49/2011 søgte om og fik syrisk statsborgerskab, og at de i den forbindelse også fik udleveret deres militærbøger. Han har videre forklaret, at hans mor ikke er ajanib-kurder, og at hun altid har været syrisk statsborger, mens hans far, der døde i 2008, derimod var ajanib-kurder og statsløs. Efter Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er det familiens overhoved, der kan indlevere anmodningen om at blive registreret som syriske statsborgere. De øvrige familiemedlemmer behøver ikke at møde op, men personligt fremmøde er en betingelse for at få udstedt et syrisk id-kort. I Udenrigsministeriets notat af 6. juli 2021, som der også henvises til i udlændingestyrelsens rapport, anføres det om ajanib-kurdere bosiddende i udlandet: ”It is not possible for Ajanib who live abroad to aquire Syrian nationality based on decree no. 149 of 2011 by proxy or any ofther way”. I forlængelse heraf henvises der til proceduren for registrering af syrisk statsborgerskab, herunder betingelsen om, at familiens overhoved personligt indlevere anmodningen om registrering. Det anføres videre, at der i forbindelse med registreringsprocessen gennemføres et sikkerheds- og baggrundstjek af efterretningstjenesten, og at dette kan indebære interview af ansøgeren eller dennes familie. Flygtningenævnet finder, at det på den baggrund må anses for usikkert, om klageren i forbindelse med brødrenes registrering som syriske statsborgere også er blevet registreret som syrisk statsborger. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren, hvis han ikke er registeret som syrisk statsborger, ved en tilbagevenden til Syrien af de syriske myndigheder vil kunne blive opfattet som modstander af regimet, hvis han nægter at lade sig registrere. Der er herved lagt vægt på, at klagerens mor er syrisk statsborger, og at hans to brødre har ladet sig registrere som syriske statsborgere, men at de efterfølgende er flygtet fra militærtjenesten og nu befinder sig i [andet land i Mellemøsten]. Hertil kommer, at klageren har været udrejst af Syrien i en længere periode, at han er kurder Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2024/35/sahe

Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet

Til toppen