Iraq: Human Rights Briefing.

Indeholder oplysninger om politisk og sekterisk vold forud for afholdelse af parlamentsvalg i marts 2010. Indeholder videre oplysninger om den generelle menneskeretlige og sikkerhedsmæssige situation i landet, herunder om arbitrære anholdelser og tilbageholdelser, om anvendelse af tortur og andre overgreb begået af sikkerhedsstyrkerne, om adgang til en retfærdig rettergang og om anvendelsen af dødsstraf. Videre oplysninger om menneskerettighedskrænkelser begået af væbnede grupper, bl.a. al-Qaida, herunder bortførelser, tortur, trusler og drab samt selvmordsangreb på offentlige steder og andre angreb med store civile tab til følge samt om særligt udsatte grupper, herunder personer, som formodes at støtte og samarbejde med den irakiske regering og amerikanske styrker, medlemmer af etniske og religiøse minoritetsgrupper, herunder kristne, yezidier, turkmenere, mandæer og sabæer, shabakker og kakaier, personer med en særlig profession, herunder journalister, læger, advokater og dommere, samt homoseksuelle og kvinder. Videre oplysninger om menneskerettighedskrænkelser begået af shiitiske militsgrupper, bl.a. Mahdi-hæren og Badr-organisationen, herunder bortførelser, tortur og drab. Endvidere oplysninger om manglende retsforfølgning af myndighedsovergreb samt om forholdene for kvinder, flygtninge og internt fordrevne. Endelig oplysninger om den menneskeretlige situation i KRG.
Download