Rapport fra Udlændingeservices fact-finding mission til Iran i perioden fra den 24. august 2008 til den 2. september 2008 vedrørende den menneskeretlige situation for minoriteter, kvinder og konvertitter samt om ind- og udrejseprocedurer, identitetskort, tilsigelser og indberetninger m.v.
Bilag 377
Udlændingeservice
Iran
Udgivet i april 2009. Indeholder oplysninger om forholdene for etniske kurdere, herunder om kurdernes politiske aktiviteter, om straf for formodede politiske aktiviteter samt om iranske kurdere i Tyrkiet. Videre oplysninger om forholdene for medlemmer, sympatisører og tidligere medlemmer af Mujahedin-e Khalq (MKO) og om monarkister. Tillige oplysninger om forholdene for kvinder, herunder om de retlige konsekvenser for kvinder, der forlader Iran med sit barn uden faderens tilladelse, samt om enlige og fraskilte kvinder samt kvinder, der har været udsat for voldtægt. Desuden oplysninger om forholdene for konvertitter, herunder om konvertering fra islam til kristendommen og fra shia til sunni samt om iranske statsborgeres konvertering udenfor Irans grænser (sur place). Endvidere oplysninger om ind- og udrejseprocedurer i Iran, herunder om forbud mod at forlade landet, brug af falske dokumenter samt om sikkerhedsprocedurer ved ind- og udrejse via Imam Khomeini International Airport (IKA). Endelig oplysninger om og beskrivelser af tilsigelser, herunder tilsigelser udstedt af den iranske sikkerhedstjeneste, samt iranske identitetskort.