Rapporten sammenholder det forhold, at politifolk fra Punjab, der har begået overgreb, ikke retsforfølges med det forhold, at overgreb, herunder tortur, fortsat finder sted i vid udstrækning. Indeholder oplysninger om årsagen til politiets udøvelse af tortur samt de grupper, der bliver udsat for tortur, herunder fattige og uuddannede, dalits, kvinder samt menneskerettighedsaktivister. Endvidere oplysninger om manglende implementering af love, der vedrører forholdene under tilbageholdelse samt om vedtagelsen af en antiterrorlov i marts 2002, som giver videre beføjelser til politiet i forbindelse med tilbageholdelser og arrestationer. Endelig indeholder rapporten oplysninger om domstolenes behandling af sager vedrørende overgreb udøvet af politiet samt muligheden for advokatbistand.