Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks fra [by A], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive straffet, fordi hun er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2016 forsøgte at udrejse af Eritrea, men blev pågrebet og fængslet. Ansøgeren blev løsladt mod kaution, men blev tildelt en advarsel og skulle skrive under på, at hun ikke ville forsøge at udrejse illegalt igen. Ansøgeren har oplyst videre, at personer, der har været i fængsel, betragtes som forrædere og bliver frataget deres rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hun som led i nationaltjenesten og under mobiliseringen vil blive sendt et sted hen i militæret. Ansøgeren har oplyst, at hun har aftjent værnepligt fra 1999 til 2001, men blev fritaget, da hun blev gravid første gang, og ikke siden er blevet opsøgt. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at leve uden sine tre børn, der alle har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin illegale udrejse og konflikt med de eritreiske myndigheder til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om omstændighederne i forbindelse med sin udrejse. Af et referat af ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2024 fremgår, at ansøgeren har forklaret, at hun i 2017 udrejste illegalt fra Eritrea til [afrikansk land A] sammen med sine tre børn, og at udrejsen foregik uden problemer. Senere under samtalen har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun og børnene havde forsøgt at udrejse i 2016, men blev pågrebet af militærfolk i [by B]. Hun og børnene blev herefter fængslet i [by C], men blev efter to uger løsladt, fordi børnenes far betalte kaution for dem. Ansøgeren har derimod under sin asylsamtale [i vinteren 2024/2025] forklaret, at hendes tre børn blev løsladt efter et par dage, mens hun selv var fængslet i to uger. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at de to ældste børn var fængslet et andet sted, mens ansøgeren selv var fængslet med sin yngste søn [navn på søn] i ca. en måned. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret, at hun og børnene udrejste af Eritrea til [afrikansk land A] i 2017 til fods ved hjælp af en agent, og at de ikke oplevede nogen problemer i forbindelse med udrejsen. De udrejste sammen fra [by A], men blev adskilt, fordi hun og [hendes yngste søn] ikke kunne gå lige så hurtigt som de andre. De blev efter nogle dage genforenet i en flygtningelejr i [afrikansk land A]. Senere i samme samtale har ansøgeren imidlertid forklaret, at denne forklaring om udrejsen ikke er korrekt, idet hun og [hendes yngste søn] var udrejst legalt af Eritrea til [afrikansk land B]. Det var foregået på den måde, at [hendes yngste søn] havde fået et medicinsk støttebrev, der fungerede som en bevægelsestilladelse således, at han kunne udrejse lovligt af Eritrea til [afrikansk land B]for at modtage behandling. Hun har i den forbindelse forklaret, at hun udrejste sammen med [sin yngste søn] på sit eget eritreiske pas med bus til [afrikansk land B]og derfra videre til [afrikansk land A], hvor de mødtes med [hendes ældste søn] og [hendes mellemste søn], som var udrejst illegalt. Efter at have afgivet denne forklaring har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde haft et gyldigt pas på tidspunktet for deres udrejse, men at hun kunne udrejse til [afrikansk land B]uden at fremvise nogen form for dokumentation, og at hun ved ankomsten til [afrikansk land B]bortskaffede [hendes yngste søns] medicinske dokument. Hertil kommer, at ansøgeren – efter at være blevet foreholdt, hvordan hun havde mulighed for at udrejse legalt af Eritrea henset til, at hun i 2016 var blevet tilbageholdt i et forsøg på illegal udrejse - har forklaret, at hun rettelig var udrejst illegalt sammen med [sin yngste søn], idet hun ikke havde modtaget det medicinske støttebrev, og at hun ikke selv var i besiddelse af nogen lovlig dokumentation til at udrejse på. Endelig har ansøgeren i den forbindelse forklaret, at hun og [hendes yngste søn] krydsede grænsen til fods ved hjælp af agenter, og dermed ikke i bus som tidligere forklaret. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hun havde modtaget et medicinsk støttebrev, men at det ikke kunne bruges som rejsedokumentation, herunder til at forny ansøgerens pas. Ansøgeren har til sin asylsamtale [i vinteren 20242025]– under gennemgang af gengivelsen af hendes forklaring - oplyst, at hendes forklaring om den pågældende tilladelse til udrejse var usand, og at hun alene havde forklaret således, fordi hun antog, at dette ville støtte hendes asylsag. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og udbyggende om sin udrejse, herunder bevidst usandt. Det er på baggrund af ansøgerens skiftende forklaringer Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed i betydelig grad er svækket. Det er Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgerens forklaringer om sin illegale udrejse i sin helhed fremstår divergerende og udbyggende i en sådan grad, at nævnet ikke kan lægge nogen dele af ansøgerens forklaringer om sin udrejse til grund. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren som nu [midt i 50’erne] vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har aftjent værnepligt i Eritrea i 1999-2001, men blev hjemsendt, da hun blev gravid, og at hun er ikke efterfølgende blevet opsøgt i den forbindelse. Det forhold, at ansøgeren ikke ønsker at leve i Eritrea uden sine børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet retten til familieliv falder uden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Hertil kommer, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl som konsekvens til sine tre herboende sønner, idet der ikke foreligger noget særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes børn. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren ikke haft noget familieliv med hendes tre børn efter deres udrejse fra [afrikansk land A] i 2017, at alle børnene efter indrejse i Danmark har boet sammen med deres far, og at de nu alle er myndige. Ansøgeren har ikke været i ægteskab med børnenes far, og der vurderes ikke at være nogen risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive gjort ansvarlig for, at børnenes far har unddraget sig militærtjeneste i Eritrea. Det samme gælder med hensyn til det forhold, at hun i 2017 udrejste med sine tre sønner, som dengang var henholdsvis [8-11 år], [12-15 år] og [16-18 år], og dermed ikke i målgruppen for indkaldelse til militærtjeneste. Det forhold, at sønnerne efterfølgende har unddraget sig militærtjeneste, og på den baggrund er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, kan ikke i sig selv sandsynliggøre, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Eritrea. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Erit/2026/2/fbll
