Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at sagen skulle behandles i Danmark idet klageren har en herboende partner, som han er religiøst viet med, og at de ikke kan henvises til at søge om familiesammenføring, idet de ikke lever op til betingelserne for familiesammenføring. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at henvise sagen til nævnsbehandling i medfør af forretningsordenens § 46, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 53, stk. 6. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz og herefter er udrejst af Schweiz, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en herboende partner, der har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og som han er blevet religiøst viet med i [land] i 2025, kan ikke føre til en ændret vurdering. Da klagerens partners ophold i Danmark ikke beror på, at hun har opnået beskyttelse i Danmark, men derimod på en opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, har Dublin-forordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, ikke betydning for så vidt angår ansvarsfastlæggelsen efter forordningen i klagerens sag. Spørgsmålet er herefter, om klagerens sag bør behandles her i landet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i forordningen. Efter nævnets praksis forudsætter dette, at der foreligger ganske særlige grunde til at fravige hovedprincipperne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at partnerne kun har haft et begrænset samliv, ikke på noget tidspunkt har haft et fast samliv, samt at deres kontakt primært er foregået på diverse sociale medier. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af blandt andet reglerne om familiesammenføring. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”.
Løbenummer: Dub-Schw/2026/1/CLU
