Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum til Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Nederlandene samt at klagerens hjemland har en ambassade i Nederlandene, hvorfor klageren frygter at opholde sig i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at vende tilbage til Nederlandene, hvor hun frygter at blive overvåget og udsat for overgreb fra [sit hjemlands ambassade i Nederlandene], idet hendes søns far er en højtstående figur indenfor [hjemlandets] udenrigsministerium, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de nederlandske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om eventuelle kriminelle forhold til de relevante nederlandske myndigheder, såfremt hun skulle opleve konflikter i Nederlandene. Om indkvarteringsforholdene i Nederlandene finder Flygtningenævnet, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering fremgår det af AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Netherlands, 2024 Update”, opdateret i maj 2025, at asylansøgere har ret til penge til at dække deres mad, tøj og personlige udgifter. De har adgang til sundhedsydelser og bistand fra advokat. Mænd og kvinder adskilles ikke under indkvarteringen. Den gennemsnitlige behandlingstid er 17 måneder, og i mange sager skal de nederlandske myndigheder betale kompensation, fordi de overskrider de fastsatte tidsfrister. Der er appelmulighed til Rechtbank. Det fremgår endvidere, at mere end halvdelen af asylansøgerne bor i såkaldte ”crisis emergency centres”. Det fremgår om indkvarteringsforholdene blandt andet af rapportens side 19f:“Less than half of the people entitled to reception conditions (i.e. asylum seekers) as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet,were staying in regular Central Agency for the Reception of Asylum Applicants (COA) reception centres over the course of 2024 (34,675 out of 72,610 people). All other residents stayed at COA emergency locations or crisis emergency locations and/or temporary reception locations managed by municipalities. Different reports highlight how the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under EU law. While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing, if not worse than last year. The inadequate reception conditions at (crisis) emergency locations are especially alarming due to the long period of stay for up to one and a half years. People suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic at too many locations. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. Additionally, the majority of the (crisis) shelters are detrimental to children, who experience a decline in health and weight loss due to a lack of activities, safe play areas, and healthy food. Large differences between (crisis) shelters reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness.” Det fremgår endvidere blandt andet af side 145:“Twice a year the COA predicts the capacity it will need in the upcoming period. In October 2024 COA was expecting, for July 2025, to need to house 115,000 asylum applicants. In its report, the COA foresaw there would be a shortage of 33,500 places at the beginning of the 2025, a number that is expected to grow throughout the year, as contracts with municipalities for reception centres are ending and many of them do not want to renew the contracts. At the end of 2025, a shortage of 76,700 places is expected by COA.” Det fremgår endelig af samme rapport, side 155:“Residents of a regular reception centre usually live with 5 to 8 people in one unit. Each unit has several bedrooms and a shared living room, kitchen and sanitary facilities. At the time of writing, there are no reports of serious deficiencies in the sanitary facilities that are provided in the reception centres. Residents are responsible for keeping their habitat in order.” Det må således lægges til grund, at der er en vis grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene, herunder indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre hende til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Nede/2026/2/lnk
