Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til hensynet til barnets tarv og hensynet til familiens enhed, klagerens sårbarhed samt de generelle forhold i Italien. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist skal Flygtningenævnet bemærke, at nævnet ikke har fundet grundlag for at behandle sagen på et skriftligt eller mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10, 2. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Italien med gyldighed til [efteråret] 2026. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport, ”Country Report: Italy 2024 Update” fra juli 2024, side 246-248, fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet bemærker hertil, at der ikke er krav om, at klageren skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som italienske statsborgere, og at nævnet finder, at klageren i Italien vil blive behandlet i overensstemmelse med basale menneskerettigheder. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2025 med Udlændingestyrelsen er refereret for at have oplyst, at hun af de italienske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed og modtog ydelser, herunder sundhedsbehandling. Det fremgår ligeledes af samtalereferatet fra oplysnings- og motivsamtalen, at klageren har haft arbejde i Italien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren og hendes børn i Italien vil være henvist til at leve på gaden, kan under henvisning til det ovenfor anførte ikke føre til, at der ikke skal ske afvisning af klagerens asylsag i henhold til udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens børn ikke er omfattet af nærværende sag, idet de efter de i sagen foreliggende oplysninger er danske statsborgere. Nævnet har imidlertid noteret sig, at det blandt andet fremgår af referat af [efteråret] 2025 fra klagerens oplysnings- og motivsamtale, side 5 og 7, at klageren i en periode har opholdt sig med [sit barn] i Italien, hvor klageren fik barnet registreret hos de italienske myndigheder, således at barnet kunne modtage sundhedsbehandling. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at boligforholdene var dårlige, herunder at der var skimmelsvamp i klagerens lejlighed, og at klagerens [barn] som følge heraf har fået helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren i så fald må henvises til at rette henvendelse til de relevante italienske myndigheder herom. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 2025/2026] om hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, FN’s Børnekonventions artikel 3 og FN’s Konvention om borgerlige og politiske rettigheders artikel 23 samt EU’s Charter om grundlæggende rettigheders artikel 24, stk. 3, herunder hensynet til klagerens mindreårige børns ret til at udøve et familieliv med deres far og klagerens herboende ægtefælle, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at nærværende sag ikke kan henvises til at henhøre under reglerne om familiesammenføring, idet man finder dette uhensigtsmæssigt og udsigtsløst grundet forholdet til klagerens herboende ægtefælle og børnenes far, der angiveligt ikke ønsker [konkrete forhold]. Det bemærkes imidlertid, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til klagerens og dennes børns ret til at udøve et familieliv med klagerens herboende ægtefælle, og at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder reglerne om familiesammenføring, henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. Det forhold, at klageren angiveligt har været udsat for menneskehandel, kan ikke danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Italien kan tjene som første asylland for klageren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder vedrørende de overgreb, hun angiveligt har oplevet i forbindelse med, at hun skulle have været udsat for menneskehandel, idet de italienske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp. Nævnet bemærker hertil, at de italienske myndigheder efter det af klageren selv oplyste tidligere har ydet klageren sundhedshjælp i den forbindelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”
Løbenummer: §29b-Ita/2026/1/anfi
