Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somali og født muslim. Ansøgeren har oplyst, at han praktiserede islam frem til sin udrejse af [afrikansk land A], men efter indrejsen i Danmark har ansøgeren ikke anset sig som muslim, og han anser sig nu som frafaldet islam og tror ikke på nogen religion. Ansøgeren er fra [by], Somalia, men han har boet flere år i [afrikansk land A], herunder i [en flygtningelejr i afrikansk land A]. Ansøgeren tilhører hovedklanen [klannavn A], subklanen [klannavn B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han har tatoveringer. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han er frafaldet islam. Ansøgeren har oplyst, at han ikke er religiøs, og at han ikke er konverteret til en anden religion. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb som følge af sine sygdomme og sit psykiske helbred. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han ikke kan modtage den nødvendige medicinske behandling i Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fandt ud af, at han er homoseksuel, da han var [18-21] år, og at han har haft mandlige kærester. Generelt om vurderingen[.] Ansøgeren må efter sagens oplysninger anses for en person med mentale forstyrrelser. Om denne persongruppe fremgår blandt andet følgende af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus i henhold til 1951-konventionen og 1967-protokollen om flygtninges retsstilling: “207. It frequently happens that an examiner is confronted with an applicant having mental or emotional disturbances that impede a normal examination of his case. A mentally disturbed person may, however, be a refugee, and while his claim cannot therefore be disregarded, it will call for different techniques of examination. 208. The examiner should, in such cases, whenever possible, obtain expert medical advice. The medical report should provide information on the nature and degree of mental illness and should assess the applicant’s ability to fulfil the requirements normally expected of an applicant in presenting his case (see paragraph 205 (a) above). The conclusions of the medical report will determine the examiner’s further approach. 209. This approach has to vary according to the degree of the applicant’s affliction and no rigid rules can be laid down. The nature and degree of the applicant’s “fear” must also be taken into consideration, since some degree of mental disturbance is frequently found in persons who have been exposed to severe persecution. Where there are indications that the fear expressed by the applicant may not be based on actual experience or may be an exaggerated fear, it may be necessary, in arriving at a decision, to lay greater emphasis on the objective circumstances, rather than on the statements made by the applicant. 210. It will, in any event, be necessary to lighten the burden of proof normally incumbent upon the applicant, and information that cannot easily be obtained from the applicant may have to be sought elsewhere, e.g. from friends, relatives and other persons closely acquainted with the applicant, or from his guardian, if one has been appointed. It may also be necessary to draw certain conclusions from the surrounding circumstances. If, for instance, the applicant belongs to and is in the company of a group of refugees, there is a presumption that he shares their fate and qualifies in the same manner as they do. 211. In examining his application, therefore, it may not be possible to attach the same importance as is normally attached to the subjective element of “fear”, which may be less reliable, and it may be necessary to place greater emphasis on the objective situation. 212. In view of the above considerations, investigation into the refugee status of a mentally disturbed person will, as a rule, have to be more searching than in a “normal” case and will call for a close examination of the applicant’s past history and background, using whatever outside sources of information may be available.” Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylmotiver er foretaget i overensstemmelse med de ovennævnte retningslinjer. Vurderingen er tillige foretaget i lyset af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvorefter ansøgeren har udtalt blandt andet, at han ikke kan huske, hvad han tidligere har oplyst under behandlingen af sin asylsag, og at han generelt kan finde på at opdigte ting, der ikke passer. Asylmotiverne[.] Tatoveringer[.] Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren har fået udført en række tatoveringer på [flere kropsdele], som han efter sin tidligere forklaring ønsker at få fjernet snarest muligt. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det imidlertid er hans familie, der ønsker, at han får fjernet sine tatoveringer, men at han selv ønsker flere tatoveringer, herunder i [kropsdel]. Baggrundsoplysningerne kan indikere, at tatoveringer betragtes som kulturelt uacceptable eller som et tabu i Somalia, men der er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren alene med henvisning til sine tatoveringer har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Religion[.] Ansøgeren har oplyst, at han ikke anser sig selv for muslim og har hertil oplyst, at han ikke har en anden religiøs overbevisning. Ansøgeren har heller ikke i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen nærmere uddybet betydningen heraf for hans generelle forhold til islam, bortset fra at han ikke ønsker at gå i moské. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herefter ikke alene ved sin egen forklaring har sandsynliggjort, at han er frafaldet islam, eller at han i øvrigt har taget afstand fra islam på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Med henvisning hertil kan dette asylmotiv ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Homoseksualitet[.] Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet i [vinteren 2024/2025] som et nyt asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia endvidere frygter at blive udsat for forfølgelse, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har oplyst, at han fandt ud af, at han er homoseksuel, da han var [18-21] år, og at han har haft [flere] mandlige kærester. Ansøgeren har ikke tidligere fortalt til nogen, at han er homoseksuel, da han frygtede, at hans familie ville finde ud af det, og at de ikke ville acceptere det. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin seksualitet som homoseksuel efter en troværdighedsvurdering ikke fremstår overbevisende, og forklaringen herom kan derfor ikke lægges til grund. Der er herunder tillige lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, navnlig at ansøgeren har forklaret forskelligt om varigheden af bofællesskabet med [mand A], og at ingen af forklaringerne stemmer med de registrerede adresseoplysninger, ligesom [kommune] ikke har kunnet bekræfte ansøgerens forklaring om, at han har fortalt sin sagsbehandler, at han er homoseksuel, eller at kommunen i øvrigt skulle have anmeldt til politiet, at ansøgeren udnyttede [mand A] finansielt. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt en række beskeder af nyere dato med korrespondance med [mand A], men dette kan efter indholdet heraf og efter det ovenfor anførte ikke føre til en anden vurdering af dette asylmotiv. Psykisk helbred[.] Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som i øvrigt har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, hvorvidt en udlænding risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor udlændingens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne om psykisk syge i Somalia må lægges til grund, at der generelt er meget svære forhold for psykisk syge personer, dels på grund af de manglende og utilstrækkelige behandlingsmuligheder, dels på grund af den almindelige opfattelse eller forståelse af psykisk sygdom og som konsekvens heraf stigmatiseringen af psykisk syge. Der er imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for generelt at antage, at psykisk syge risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at det er almindeligt, at psykisk syge lænkes i forbindelse med behandling i det somaliske sundhedssystem. Selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat finder lænkning sted, er risikoen herfor efter Flygtningenævnets opfattelse knyttet til de meget alvorligt psykisk syge med en meget afvigende adfærd, og som f.eks. ikke længere kan håndteres af familien, eller som opsøger behandling uden for det konventionelle system. Det må derfor bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om der er risiko for, at en psykisk syg person ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, herunder lænkning. Der må i den forbindelse på den ene side lægges vægt på, hvor alvorlig en lidelse der er tale om, og hvordan den kommer til udtryk, og på den anden side karakteren af de overgreb, den pågældende risikerer. Det anførte skal også ses i lyset af, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at psykisk sygdom er et betydeligt problem i Somalia, og at en tredjedel har eller har haft en psykisk sygdom, jf. Udlændingestyrelsens rapport “Health care services in Mogadishu — Version 2.0” fra februar 2025, side 29. Der er for Flygtningenævnet fremlagt en række oplysninger om ansøgerens psykiske helbred, hvoraf de nyeste er fra [foråret] 2024. Det må på baggrund af disse oplysninger lægges til grund, at ansøgeren anses at være i en tilstand ligestillet med mental retardering i lettere grad, og at han tidligere og siden 2015 har været forbigående diagnosticeret med andre psykiske lidelser i forbindelse med stofindtagelse. Ansøgeren er ved [landsrettens] ankedom af [vinteren 2022/2023] i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse af [vinteren 2021/2022] fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 2. Ansøgeren blev i den forbindelse dømt til at undergive sig psykiatrisk behandling ved anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap med tilsyn, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling, jf. straffelovens § 68. Ansøgeren ses i øvrigt diagnosticeret med [en anden psykiatrisk lidelse], og han modtager en række medicinpræparater, herunder to typer psykofarmaka ”mod sindslidelse”. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet på den ene side, at ansøgeren som følge af sit psykiske helbred vil være i en udsat position ved en tilbagevenden til Somalia, herunder da han er i medicinsk behandling, og da hans sindstilstand og hans tatoveringer må forventes at påkalde sig opmærksomhed. På den anden side finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan anses for at lide af en alvorlig psykisk sygdom, ligesom det efter den ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen må lægges til grund, at psykofarmaka, herunder til dels den type, som er udskrevet til ansøgeren, er tilgængelig på apoteker i [ansøgerens hjemby]. Nævnet lægger som Udlændingestyrelsen endvidere til grund, at ansøgeren har familie i Somalia, selv om ansøgeren under nævnsmødet har afvist, at han har familie i hjemlandet. Ansøgeren har dertil forklaret, at hans far, der er bosat i USA, opholder sig i [ansøgerens hjemby] [antal] måneder om året. Ansøgeren fremtræder i øvrigt som stabiliseret i forhold til sin psykiske tilstand og sit funktionsniveau. Efter en samlet vurdering af de således foreliggende lægelige oplysninger om ansøgeren og oplysningerne om hans øvrige personlige forhold sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Somalia, herunder om befolkningens og sundsvæsenets generelle behandling af personer med psykiske lidelser og om den generelle situation i [ansøgerens hjemby], finder Flygtningenævnet, at det ikke kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb.”
Løbenummer: Soma/2025/17/EEB
