Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 1996 som kvoteflygtning. Klageren er bl.a. i 2006 blevet idømt 9 års fængsel for vold med døden til følge.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med den oprindelige udsendelsessag som asylmotiv henvist til, at han ikke kan udsendes til Iran, idet han frygter at blive fængslet af myndighederne og udsat for tortur, idet han er etnisk kurder fra det sydøstlige Iran og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak Han henviste endvidere til, at hans familie i lang tid har været forfulgt af myndighederne, idet hans [familiemedlem A] var medlem af KDPI. Endelig har han vedrørende Iran henvist til, at han ikke opfatter sig som iransk statsborger, men som statsløs. Klageren har i forbindelse med den genoptaget udsendelsessag som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter at blive forfulgt af myndighederne på grund af sin families tilknytning til KDPI, og da han ikke er i besiddelse af dokumenter, som kan bekræfte, at han er iransk statsborger. Klageren har endvidere henvist til, at han i dag tager afstand fra sin kriminalitet og har erkendt, at det, han har gjort, er forkert. Under klagerens fængselsophold og efter sin løsladelse har det været vigtigt for ham at bevise, at han ikke er et sådant menneske, som kunne finde på at [begå specifik kriminel handling]. Klageren er ikke den samme person, som han var tilbage i 2006. Klageren har endelig henvist til, at der er forløbet 20 år siden det af klageren begåede strafbare forhold, og at han efterfølgende ikke har begået ny kriminalitet med undtagelse af overholdelse af sin meldepligt. Klageren har oplyst, at han har haft frivilligt arbejde i en årrække i [asylcenter], og at han har arbejdet som ulønnet praktikant i [supermarked] i fem år, hvor han fortsat arbejder. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen [fra foråret] 2012 og [efteråret 2012] til grund, at klagerens [familiemedlem A] og flere familiemedlemmer havde været aktive for KDPI, og at familiens flugt fra Iran havde baggrund i [familiemedlem A’s] aktiviteter. Nævnet fandt, at klageren som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved, udover hans families tilknytning til og aktiviteter for KDPI, lagt vægt på oplysningerne om, at klageren har forsøgt at få papir på, at han er iransk statsborger, men at dette er blevet afvist, samt oplysningerne om modtagelsen af iranere, der returneres til Iran, jf. f.eks. Landinfos Temanotat om modtagelsen og behandlingen af returnerede (bilagsnummer 1160), hvoraf det fremgår, at returnerede bliver taget til side for afhøring. Selvom det ifølge notatet er de færreste, der vil opleve problemer i den forbindelse, finder nævnet, at der – henset til det anførte om klagerens families tilknytning til KDPI og afslaget på anmodningen om dokumentation for iransk statsborgerskab – ikke kan ses bort fra denne risiko. Klageren er ved […] landsrettens dom [fra] 2006, straffet med fængsel i 9 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, vold med døden til følge. Han blev fundet skyldig i, sammen med [et antal] andre tiltalte, hvoraf den ene var hans [familiemedlem B], [i sommeren] 2005 at have [begået strafbart forhold af personfarlig kriminalitet]. Han blev endvidere fundet skyldig i sammen med de [et antal] andre tiltalte at have [begået berigelseskriminalitet]. Klageren var ifølge en retspsykiatrisk erklæring ikke sindssyg og kunne heller ikke antages at have været det på gerningstidspunktet. Ifølge erklæringen fremtrådte han i lettere grad impulsiv, men ikke personlighedsforstyrret i en sådan grad, at han var omfattet af straffelovens § 69. Klageren var forinden dommen på 9 års fængsel blevet straffet to gange for vold. Han blev således ved [landsrettens] dom [fra sommeren] 2001, der stadfæstede byrettens dom [fra vinteren 2000/2001], straffet med fængsel i 50 dage for vold og grov vold efter straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, ved at have [specifikt hændelsesforløb]. Ved [landsrettens] dom [fra efteråret 2005], der stadfæstede byrettens dom [fra sommeren] 2005, blev han straffet med fængsel i 50 dage for vold efter straffelovens § 244 for blandt andet at have [specifikt hændelsesforløb]. Klageren er herudover straffet ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2011 med fængsel i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, ved [byrettens] dom [fra vinteren 2017/2018] med fængsel i 7 dage for overtrædelse af sin opholds- og meldepligt, og ved [landsrettens] dom [fra efteråret 2019] med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af sin meldepligt. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret 2012]. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det er ubestridt, at klageren ved [landsrettens dom fra 2006] er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og spørgsmålet er derfor, om klageren fortsat må anses for som en fare for det danske samfund, og om det fortsat vil være proportionalt. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for, taler efter Flygtningenævnets opfattelse isoleret set for fortsat at opfatte ham som en fare for samfundet. Det samme gør klagerens to voldsdomme forud herfor. Denne kriminalitet ligger imidlertid mere end 20 år tilbage, da klageren var i starten af 20’erne og en del af et miljø, der påvirkede ham negativt. Klageren har taget afstand fra sin kriminelle fortid og har oplyst, at han for længst har brudt med det negative miljø, han var en del af, da han var ung. Han har forklaret, at hans afsoning har været problemfri, idet han faktisk fik mulighed for udgang, hvilket udvisningsdømte normalt ellers ikke fik. Han er ikke efterfølgende blevet straffet for en forbrydelse, der kan anses for særlig farlig, og som kan begrunde, at klageren udgør en fare for det danske samfund. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens overtrædelser af reglerne om ophold- og meldepligt ikke har en sådan karakter, at de i selv kan tillægges afgørende betydning ved farevurderingen af klageren. Der er således ikke oplysninger om, at der ellers har været problemer med klagerens overholdelse af sine forpligtelser efter udlændingeloven og nu hjemrejseloven. Klagerens opholdspligt blev således også ophævet i [2015-2018], hvorefter han boede hos sin [familiemedlem C] frem til [dennes] død. Klagerens meldepligt er nu nedsat til [et antal] gange ugentligt, og klageren bor hos sin [familiemedlem D] i [by A]. Klageren har siden sin løsladelse deltaget aktivt i frivilligt arbejde for bl.a. [nødhjælpsorganisation] i [specifik lokation] samt udført ulønnet arbejde i [supermarked]. Der er i den forbindelse fremlagt udtalelser fra medarbejdere, som klageren har samarbejdet med. Det fremgår heraf, at han er beskrevet som en vellidt og pligtopfyldende medarbejder, der har været god over for såvel kolleger som kunder. Et flertal i Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en konkret helhedsvurdering, at klageren – uanset karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han blev dømt, for og straffens længde – ikke længere kan anses for at udgøre en fare for det danske samfund. Der er således henset til den tid, der er gået siden klageren sidst begik en voldelig forbrydelse, sammenholdt med oplysningerne om hans personlige forhold og afstandtagen til kriminaliteten, ikke grundlag for at antage, at han i fremtiden vil udvise en adfærd, som udgør en sådan fare, at han fortsat i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, skal være udelukket fra at få opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2025/44/AALK
