”Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Klageren, der indrejste som mindreårig i 2014, blev i 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf videre afgørelse om, at klageren isoleret var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Senere i 2017 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf videre afgørelse om, at klageren isoleret var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Senere i 2019 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2024 blev klageren idømt et års fængsel og udvist med indrejseforbud i et år for personfarlig kriminalitet.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren er efter det oplyste eritreisk statsborger, etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er i den værnepligtige alder og ikke ønsker at aftjene værnepligt. Han har tillige henvist til, at han frygter at få problemer ved en tilbagevenden på grund af farens forhold. Hans far var eftersøgt af de eritreiske myndigheder, hvilket førte til, at klagerens forældre, der nu opholder sig i [et nord- og mellemamerikansk land], udrejste til [et nordafrikansk land]. Klageren har videre henvist til, at han frygter at få problemer med myndighederne på grund af sit langvarige ophold i Vesten, ligesom han ikke vil kunne klare sig i Eritrea, hvor han ikke tidligere har opholdt sig og ikke har noget netværk. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024, at Udlændingestyrelsen har fundet, at klageren, der er i den værnepligtige alder og har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i Eritrea, isoleret set fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har således [i efteråret] 2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, da klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er i risiko for ar skulle aftjene nationaltjeneste ved en tilbagevenden Eritrea, hvilket han ikke ønsker på grund af forholdene. Klageren kan således ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea, jf. udlændingelovens § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er senest idømt fængsel i 1 år samt udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved [byrettens] dom af [vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet finder, at klageren ved [byrettens] dom af [vinteren 2023/2024] er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Klageren er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet bl.a. ved [byrettens] dom af [foråret] 2016 med en kombinationsdom på fængsel i 9 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, jf. § 86. Klageren blev herefter idømt en fællesstraf på fængsel i 6 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og lov om euforiserende stoffer ved [byrettens] dom af [foråret] 2018, hvilken dom blev stadfæstet af [landsret] [i efteråret] 2018. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Om farevurderingen i den konkrete sag har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] dom, at retten ved udmålingen af straffen på 1 års fængsel for overtrædelsen af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, lagde vægt på karakteren af røveriet, der var nærmere planlagt og begået af flere i forening samt det oplyste om klagerens personlige forhold herunder det oplyste om klagerens tidligere domme vedrørende personfarlig kriminalitet. Retten fandt det bevist, at [gengivelse af gerningsindhold]. Retten fandt endvidere, at røveriet og den anvendte vold i forbindelse med røveriet ikke gik ud over, hvad gerningsmændene herunder klageren, havde forudset og accepteret. Henset til karakteren, grovheden og omfanget af den kriminalitet, som klageren har begået, senest i 2023, og som har indebåret, at han flere gange er udvist af Danmark, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, finder et flertal af Flygtningenævnet således, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 som [10-15]-årig. Han har ikke familie i Danmark. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har forældre og storesøster i [et nord-og mellemamerikansk land], som han stadig har kontakt med. Han blev i 2020 uddannet [uddannelse] og har haft hyre på diverse [fartøjer], men han har gennem længere tid ikke haft nogen tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har et par kammerater i Nordjylland. Han har god kontakt med sin tidligere værge og dennes familie. Han har gået i folkeskole og blev i 2020 uddannet [uddannelse]. Han taler arabisk og tigrinya (sproget i Eritrea). Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er således ikke til hinder for, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit2025/2MNR
