Nævnet omgjorde i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at Danmark er ansvarlig i medfør af Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, idet klageren har en herboende partner, som hun har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv med i henhold til EMRK artikel 8. Advokaten henviste subsidiært til, at klagerens asylsag skulle tages under behandling Danmark i medfør af artikel 17, stk. 1, jf. præamblens pkt. 17, EU Chartrets artikel 1 og artikel 4 samt EMRK artikel 8. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Klageren har under sagen principalt nedlagt påstand om, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, jf. artikel 7, stk. 2. Til støtte herfor har hun gjort gældende, at Danmark er ansvarlig stat i henhold til artikel 9 i Dublinforordningen, idet hun i Danmark har sin herboende ægtefælle. Parterne har endvidere samlevet knap en måned i [sommeren] 2023 i [land i Mellemøsten A], ligesom parterne rent faktisk samlever nu, så subsidiært er der etableret et fast samlivsforhold i henhold til forordningen. Derudover har klageren gjort gældende, at parterne i øvrigt har etableret et familieliv, idet klageren og hendes herboende ægtefælle har udtrykt en forpligtelse overfor hinanden på en sådan måde, at der er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til EMRK artikel 8. Klageren har subsidiært nedlagt påstand om, at hendes asylsag tages under behandling Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens pkt. 17, og EU Chartrets artikel 1 og artikel 4. Hun har til støtte herfor gjort gældende, at hun har en herboende ægtefælle, som hun venter barn med. Dertil kommer, at klageren er afhængig af hjælp fra sin ægtefælle for at kunne tage vare på deres fælles barn, når hun nedkommer i [efteråret] 2025. Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse bør omgøres med henvisning til, at Østrigs accept af [foråret] 2025 er givet på et mangelfuldt grundlag, og at ansvaret derfor ikke kan anses som fastlagt, jf. artikel 23, stk. 4, som beskrevet i artikel 22, stk. 3, samt gennemførselsforordningen. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag lægger nævnet til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig. Det bemærkes herved, at Østrig [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 20, stk. 5. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Østrig er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om asyl. Spørgsmålet er således, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Østrig, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse har det bl.a. betydning at få fastlagt klagerens familiemæssige relationer til Danmark, herunder om der foreligger et ægteskab med hendes herboende mand, der anerkendes efter dansk ret. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, skal ske på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Sagen skal således vurderes med udgangspunkt i forholdene, som de forelå ved ansøgningen om asyl i Østrig [i efteråret] 2024. Af Dublinforordningens artikel 9, der regulerer, hvorledes der skal forholdes i forhold til familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse, fremgår det: ”Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Dublinforordningens familiebegreb er nærmere fastlagt i forordningens artikel 2, litra g, hvorefter der i forordningen ved »familiemedlemmer« forstås følgende: ”.. For så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: - ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere. …” Bestemmelsen i artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, må efter Flygtningenævnets vurdering forstås således, at en ægtefælle eller ugift partner i fast forhold er omfattet af bestemmelsen, uanset om ægteskabet var indgået allerede i hjemlandet eller først er indgået på et senere tidspunkt. Der må herefter i første række tages stilling til, om der foreligger et ægteskab mellem klageren og [den herboende partner], der anerkendes her i landet. På tilsvarende vis skal Flygtningenævnet også vurdere, om der foreligger et fast ugift samlivsforhold mellem klageren og [den herboende partner], såfremt parternes ægteskab ikke anerkendes her i landet. Flygtningenævnet finder, at den religiøse vielse af klageren og den herboende [partner ] i [land i Mellemøsten B], ikke kan anses som et ægteskab, der anerkendes efter dansk ret. Herved lægger nævnet vægt på, at den religiøse vielse foregik, uden at begge parter var fysisk til stede. [Den herboende partners] far deltog således som stedfortræder for [den herboende partner] under den religiøse vielse - og i øvrigt uden at parterne forud herfor nogensinde fysisk havde mødt hinanden. Det forhold, at ægteskabet fremgår af klagerens familiebog og er registreret af de syriske myndigheder, og efter klagerens oplysninger er retsgyldigt i [land i Mellemøsten B], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klager og [den herboende partners] vielse til grund som et ægteskab, der anerkendes efter dansk ret. Videre finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at anse klageren og [den herboende partner] som ugifte partnere i et fast parforhold som fastlagt i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet lægger herved særlig vægt på, at klager og [den herboende partner] - både før og efter deres religiøse vielse - har haft et yderst begrænset samliv. Frem til klagers indrejse i Danmark har de ifølge klagerens forklaring udelukkende boet sammen i knap en måned i [land i Mellemøsten A] fra [en dato i sommeren til anden dato i sommeren] 2023. Flygtningenævnet bemærker, at der i forbindelse med vurderingen af familiemedlemsdefinitionen i artikel 2, litra g, skal foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt klageren i øvrigt har et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder i den konkrete sag, at der efter en samlet vurdering af klagerens relation til [den herboende partner] ikke er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at denne vurdering skal foretages på det tidspunkt, hvor klageren første gang indgav ansøgning om asyl jf. artikel 7, stk. 2, i Dublinforordningen. Klageren og [den herboende partner] er således efter Flygtningenævnets vurdering ikke omfattet af Dublinforordningens familiebegreb i artikel 2, litra g, hvorfor Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at Danmark er forpligtet til at behandle klagerens asylsag. Hverken EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Dublinforordningen ikke har til formål at understøtte, at asylansøgere kan opholde sig på medlemsstaternes område som følge af familiehensyn, og at klageren i en situation som den foreliggende, hvor Østrig [i foråret] 2025 har accepteret at tilbagetage hende, som udgangspunkt må henvises til at anvende familiesammenføringsreglerne. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Østrig i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, og i overensstemmelse med den modtagne accept fra de østrigske myndigheder. Det fremgår imidlertid af Dublinforordningens præambel punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Der kan således i det enkelte tilfælde være ganske særlige grunde til at fravige det ovennævnte hovedprincip. Efter de foreliggende oplysninger om den hidtidige og nuværende relation mellem klageren og [den herboende partner] - og navnlig den omstændighed, at klageren nu er gravid med termin i [efteråret] 2025, og at faderen til barnet har opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 - finder flertallet i Flygtningenævnet, at der efter omstændighederne foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles her i landet.” Anders - K
Løbenummer: Dub-Østr/2025/2/sael
