Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2000. Klageren er bl.a. i 2005 blevet idømt fængsel i 7 år for vold med døden til følge.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra landsbyen [landsby] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren havde under den oprindelige § 49 b-sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [asylmotiv]. Klageren har under den genoptaget § 49 b-sag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat frygter [asylmotiv]. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter [asylmotiv]. Klageren har endelig henvist til, at han må anses som vestliggjort, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fremstå påfaldende, idet han ikke længere kender til de aktuelle normer og måder at begå sig på, ligesom hans holdninger og væremåde vil betragtes som vantro, og som om, han har vendt de afghanske og islamiske værdier ryggen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har boet i Danmark siden 2000, hvor han indrejste som [27-30]-årig, han taler flydende dansk, hans børn er velfungerende i det danske samfund, han fungerer som hjemmegående forælder, hvor han tager sig af indkøb, madlavning og rengøring. De taler dansk i familien, og klageren er politisk interesseret og [tilhænger af specifik politisk retning], ligesom klageren er meget optaget af det danske demokrati og frihedsrettighederne. Flygtningenævnet finder, at der fortsat er risiko for, at klageren vil [asylmotiv]. Der er således ikke grund til at vurdere forholdene anderledes end ved nævnets seneste afgørelse [fra foråret] 2012, herunder med hensyn til, at der efter den voldsomme karakter af begivenhederne ikke er grund til at antage, at [asylmotivet] selv efter mange år ikke længere vil bestå. Dette bestyrkes også af klagerens forklaring om, […]. Klageren er som anført etnisk [etnicitet]. [Specifikt hændelsesforløb i relation til asylmotiv]. Henset hertil og til Talibans magtovertagelse finder nævnet, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved […] landsrettens dom [fra 2005], straffet med fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 246, ved at have [specifik voldshændelse], der medførte så alvorlige skader, at personen afgik ved døden. Det fremgår af sagen, at der forinden havde været en konflikt mellem klageren og afdøde, og ved strafudmålingen i landsretten blev der også lagt vægt på forbrydelsens grovhed på den ene side og på den anden side de omstændigheder, der gik forud for volden. Klageren var ifølge en retspsykiatrisk erklæring ikke sindssyg og kunne heller ikke antages at have været det på gerningstidspunktet. Han blev fundet omfattet af straffelovens § 69, men der kunne ikke peges på foranstaltninger, der var mere formålstjenlige end straf. Klageren er efterfølgende ved [landsrettens] dom straffet med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af reglerne om meldepligt. Klageren er endvidere ved [landsrettens] dom [fra sommeren] 2022 straffet med fængsel i 30 dage som en tillægsstraf. Han blev straffet for i perioden fra [vinteren 2017/2018] til [vinteren 2020/2021] at have udsat [mindreårig nærtstående familiemedlem], for vold flere gange ved slag på kroppen. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet skal derfor tage stilling til, om klageren fortsat skal være udelukket fra at opnå asyl i Danmark, som det senest blev bestemt ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2012. Den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen, bygger bl.a. på Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at en person kun kan udelukkes fra asyl, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed, eller efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for det danske samfund. Det er ubestridt, at klageren ved [i] 2005 er dømt for en særlig farlig forbrydelse og spørgsmålet er derfor, om klageren fortsat må anses som en fare for det danske samfund, og om det fortsat vil være proportionalt at udelukke klageren fra beskyttelse. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for, taler efter Flygtningenævnets opfattelse isoleret set for fortsat at opfatte ham som en fare for samfundet. Der er således tale om grov vold med døden til følge, og tiltalte er idømt fængsel i 7 år for det. Han er som anført efterfølgende straffet med fængsel to gange, herunder i 2024 for vold begået mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] over en treårig periode, mens denne var [mindreårig] år gammel. Selvom der ikke er tale om en forbrydelse, der efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, indgår det til skade for klageren i farevurderingen. For så vidt angår klagerens overtrædelse af reglerne om meldepligt finder Flygtningenævnet, at der ikke kan ses bort herfra, men at det dog alene har mindre betydning. Der er herved lagt vægt på oplysningerne om, at klageren ellers grundlæggende har overholdt sin opholdspligt, indtil den blev ophævet, samt sin meldepligt, og at der ikke foreligger oplysninger om negativ opførsel under opholdet på [asylcenter] og [udrejsecenter] i de ca. [6-9] år han var underlagt opholdspligt. Klageren har om sin kriminalitet forklaret, at han er ked af det, der skete i 2004 og ked af, at han har fået en fjende som følge heraf. Han var et helt andet sted dengang, hvor han lige var kommet fra en situation med krig. Han er nu far til [et antal] børn og har en ægtefælle i Danmark. Han vil derfor ikke reagere på samme måde, hvis han kommer i en presset situation. Med hensyn til dommen for vold mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] har klageren erkendt, at der var en konflikt, men han har over for nævnet forklaret, at han ikke har slået [mindreårig nærtstående familiemedlem]. [Klageren har herefter modtaget hjælp og har] lært at være mere tålmodig. [Det mindreårige nærtstående familiemedlem], der er temperamentsfuld, er nu også blevet større, så der opstår ikke samme konflikter mere. Flygtningenævnet finder, at klageren herved kun i nogen grad har udvist evne til at reflektere over den meget alvorlige forbrydelse, han begik i 2004, og at han for så vidt angår volden mod [mindreårig nærtstående familiemedlem] ikke har været i stand hertil, men alene har forklaret, at der var konflikter i hjemmet. Klageren er gift og har [et antal] børn på nu [alder] år, og klageren har efter ophævelse af opholdspligten i [2015-2018] boet sammen med sin familie. […]. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at der fortsat er grund til at antage, at klageren udgør en fare for det danske samfund. Der er herved navnlig lagt vægt på den meget alvorlige kriminalitet, som klageren begik i [vinteren 2003/2004], og som han blev dømt for i 2005og på, at klageren igen i perioden [i en treårig periode] begik vold mod [mindreårig nærtstående familiemedlem]. Det forhold, at den meget alvorlige kriminalitet er begået for over 20 år siden, kan henset til, at klageren igen inden for de seneste år er straffet for vold ikke føre til en anden vurdering. Der er herved også lagt vægt på klagerens manglende refleksion over det, som han er dømt for. På den baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke, at det vil være uproportionalt fortsat at udelukke klageren fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3.” Afgh/2025/39/AALK
