Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra Poltava Oblast, Ukraine. Han har senest været i Ukraine i [efteråret] 2021. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive tvangsmobiliseret og sendt i krig. Han har til støtte herfor oplyst, at Ukraine siden 2022 har haft en generel mobilisering af alle mænd mellem 18 og 60 år. Han har videre oplyst, at han i [2013-2016] registrerede sig selv som reservist hos det ukrainske forsvarsministerium, men at han endnu ikke har modtaget en indkaldelse til militærtjeneste. Han finder det meningsløst at skulle deltage i krigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet for at unddrage sig militærtjeneste. Han har til støtte herfor oplyst, at der i Ukraine ikke er mulighed for fritagelse for militærtjeneste, og at militærunddragelse straffes med fængsel fra 3 år til 12 år. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i Poltava-området, hvor han er fra, sker vilkårlige droneangreb og bombardementer med store civile tab til følge, hvilket er dokumenteret i en rapport fra OHCHR fra juli 2025. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter ikke at kunne modtage nødvendig medicinsk behandling på grund af den ødelagte sundhedssektor i landet. Han har hertil oplyst, at han lider af [sygdom] og er i behandling for dette i Danmark. Han har tidligere modtaget tilsvarende behandling i Ukraine, men grundet de nuværende forhold vil han få svært ved at få adgang til medicinsk behandling. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt ansøgerens forklaring om sine personlige forhold og asylmotiv til grund. Af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 167-174 fremgår: ”B. DESERTERS AND PERSONS AVOIDING MILITARY SERVICE 167. In countries where military service is compulsory, failure to perform this duty is frequently punishable by law. Moreover, whether military service is compulsory or not, desertion is invariably considered a criminal offence. The Penalties may vary from country to country, and are not normally regarded as persecution. Fear of prosecution and punishment for desertion or draft-evasion does not in itself constitute well-founded fear of persecution under the definition. Desertion or draft-evasion does not, on the other hand, exclude a person from being a refugee, and a person may be a refugee in addition to being a deserter or draft-evader. 168. A person is clearly not a refugee if his only reason for desertion or draft-evasion is his dislike of military service or fear of combat. He may, however, be a refugee if his desertion or evasion of military service is concomitant with other relevant motives for leaving or remaining outside his country, or if he otherwise has reasons, within the meaning of the definition, to fear persecution. 169. A deserter or draft-evader may also be considered a refugee if it can be shown that he would suffer disproportionately severe punishment for the military offence on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion. The same would apply if it can be shown that he has well-founded fear of persecution on these grounds above and beyond the punishment for desertion. 170. There are, however, also cases where the necessity to perform military service may be the sole ground for a claim to refugee status, i.e. when a person can show that the performance of military service would have required his participation in military action contrary to his genuine political, religious or moral convictions, or to valid reasons of conscience. 171. Not every conviction, genuine though it may be, will constitute a sufficient reason for claiming refugee status after desertion or draft-evasion. It is not enough for a person to be in disagreement with his government regarding the political justification for a particular military action. Where, however, the type of military action, with which an individual does not wish to be associated, is condemned by the international community as contrary to basic rules of human conduct, punishment for desertion or draft-evasion could, in the light of all other requirements of the definition, in itself be regarded as persecution. 172. Refusal to perform military service may also be based on religious convictions. If an applicant is able to show that his religious convictions are genuine, and that such convictions are not taken into account by the authorities of his country in requiring him to perform military service, he may be able to establish a claim to refugee status. Such a claim would, of course, be supported by any additional indications that the applicant or his family may have encountered difficulties due to their religious convictions. 173. The question as to whether objection to performing military service for reasons of conscience can give rise to a valid claim to refugee status should also be considered in the light of more recent developments in this field. An increasing number of States have introduced legislation or administrative regulations whereby persons who can invoke genuine reasons of conscience are exempted from military service, either entirely or subject to their performing alternative (i.e. civilian) service. The introduction of such legislation or administrative regulations has also been the subject of recommendations by international agencies. In the light of these developments, it would be open to Contracting States, to grant refugee status to persons who object to performing military service for genuine reasons of conscience. 174. The genuineness of a person’s political, religious or moral convictions, or of his reasons of conscience for objecting to performing military service, will of course need to be established by a thorough investigation of his personality and background. The fact that he may have manifested his views prior to being called to arms, or that he may already have encountered difficulties with the authorities because of his convictions, are relevant considerations. Whether he has been drafted into compulsory service or joined the army as a volunteer may also be indicative of the genuineness of his convictions.” Udlændinge- og Integrationsministerens besvarelse den 17. august 2021 af Udlændinge- og Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 626 (Alm.del) af 25. juni 2021 indeholder en generel beskrivelse af asylgrundlag ved manglende aftjening af værnepligt i hjemlandet: ”Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, som oplyser følgende: ”Udlændingestyrelsen kan indledningsvis oplyse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Der er forskellige årsager til, at en desertering eller unddragelse fra militærtjeneste kan føre til asyl, som afhænger af ansøgerens individuelle forhold samt forholdene i hjemlandet. Denne beslutning baseres ikke alene på den pågældendes nationalitet. Der foretages altid en konkret vurdering af ansøgerens individuelle forhold i vurderingen af, om en desertering eller unddragelse er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere, og desertering eller unddragelse fra militærtjeneste vil ofte være strafbart ved lov. Straffen herfor kan variere fra land til land, men anses som udgangspunkt ikke som forfølgelse. Det kan dog være tilfældet, hvis straffen anses som uforholdsmæssig streng. Hvis personen vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller sine politiske anskuelser, vil forholdet være omfattet af Flygtningekonventionen. Hvis risikoen for en uforholdsmæssig streng straf ikke er omfattet af de fem forfølgelsesgrunde i Flygtningekonventionen, eller der er risiko for at afsone en straf under umenneskelige eller nedværdigende forhold, kan den pågældende efter omstændighederne meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derudover kan desertering eller unddragelse fra militærtjeneste være asylbegrundende, hvis udførelse af militærtjeneste kræver, at en person skal deltage i militære aktioner, som strider mod dennes oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde. Det er ikke nok, at personen er uenig med sit hjemlands regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse, men hvis militæraktionen fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse anses som forfølgelse. Der kan derfor være personer, som ikke har aftjent sin værnepligt i hjemlandet, som meddeles asyl, og hvor personer fra samme land, som heller ikke har aftjent sin værnepligt, ikke meddeles asyl. Der er dog en formodning for, at personer fra visse lande kan have et asylbehov, hvis de ikke har aftjent værnepligt, da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at landets militær begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, som man som soldat bliver tvunget til at medvirke til, eller landet anser nægtelse af at aftjene værnepligt som politisk modstand mod styret i landet. Det er pr. 15. juli 2021 tilfældet i Syrien og Eritrea. Individuelle forhold skal dog altid belyses for at vurdere asylbehovet, selv om en ansøger er fra Syrien eller Eritrea. Udlændingestyrelsen følger løbende udviklingen i Syrien og Eritrea.”” Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv om udførelse af militærtjeneste i det krigsramte Ukraine ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Frygten for at deltage i kamphandlinger, herunder at blive sendt til fronten, i forbindelse med aftjening af militærtjeneste er således ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Der er ikke grundlag for at antage, at en indkaldelse af ansøgeren til eller ansøgerens mulige unddragelse af militærtjeneste konkret er forbundet med forfølgelsesgrunde som nævnt i flygtningekonventionen eller en velbegrundet frygt for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, og at ansøgeren også vil kunne blive straffet for unddragelse af at udføre militærtjeneste. De straffe, der efter baggrundsoplysningerne – som refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse – kan komme på tale, har imidlertid ikke et omfang og en karakter, der indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser i dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er, som beskrivelsen heraf og de anførte baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens afgørelse viser, meget vanskelige, og standarden er meget lavere end i danske fængsler. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene i sig selv er af en sådan karakter, at de vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herefter heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Poltava Oblast ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de samme baggrundsoplysninger som i Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor det lægges til grund, at forholdene i ansøgerens hjemområde er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Det anførte understøttes af de seneste baggrundsoplysninger, jf. ”Opdatering af oplysninger om generelle sikkerhedsforhold i Ukraine – juli 2025”, hvoraf fremgår bl.a.: ”Sikkerhedssituationen i det centrale og vestlige Ukraine, herunder i regionerne … Poltava …, er fortsat kendetegnet af en meget lav grad af ustabilitet med enkelte begrænsede sikkerhedshændelser og civile tab. … En gennemgang af data rapporteret i ACLEDs konfliktovervågningsværktøj fra februar 2025 til juli 2025 påviser, at sikkerhedssituationen i det vestlige og centrale Ukraine samt Krim er kendetegnet ved en meget lav grad af sikkerhedshændelser, få eller ingen angreb mod civile og få civile dødsfald. … Det vurderes, at de generelle forhold i … Poltava … på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. …” På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at situationen på nuværende tidspunkt er meget kritisk og alvorlig, men ikke i et sådant omfang, at der forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. De baggrundsoplysninger, som ansøgeren har henvist til, er indgået i vurderingen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da ansøgers helbredsforhold ikke kan føre til, at der meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2025/11/AALK
