Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse til en mand. Indrejst i 1993 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk kurder og katolik fra [by], Iran. Klageren har været medlem af og politisk aktiv for [politisk parti] fra 1981til 1989. Klageren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af § 49 a-sagen i 2006til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet som følge af sine politiske aktiviteter for [politisk parti]. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede hævn fra familien til den person, som klageren er dømt for at have slået ihjel i Danmark. Endelig henviste klageren til, at han er konverteret til katolicismen. Under genoptagelsessagen har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran fortsat er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke længere udgør en fare for samfundet. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han ikke siden sin udvisningsdom i 1996 har begået ny kriminalitet. Klageren er diagnosticeret med [sindslidelse], men har sygdomsindsigt og samarbejder om behandlingen, hvorfor han i mange år har været velbehandlet. Klageren har siden [2006-2009] boet i et bofællesskab for personer med psykiske diagnoser. Det er i Udlændingestyrelsens afgørelse lagt til grund, at klageren isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det ikke kan udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af bestemmelsen, samt at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Iran. Flygtningenævnet lægger denne vurdering til grund ved sagens behandling. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det tilføjes, at oplysningerne om klagerens psykiske tilstand skal inddrages i udelukkelsesvurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Klageren er ved [landsrettens] dom [fra] 1996 fundet skyldig i manddrab efter straffelovens § 237 ved at […]. Det er under sagen ubestridt, at klageren herved er dømt for en særlig farlig forbrydelse, hvilken vurdering Flygtningenævnet tiltræder. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Klageren er som nævnt dømt for at have begået særdeles grov kriminalitet. Han er diagnosticeret med [sindslidelse] og blev som følge heraf også anset for omfattet af personkredsen i straffelovens § 16. Ifølge de foreliggende omfattende lægelige oplysninger har han god sygdomsindsigt og er velmedicineret. Han har i cirka [15-20] år boet på et bosted i [dansk by], hvor han har egen bolig og selv handler ind, ligesom han hjælper til i køkkenet og beskrives som rar og hjælpsom over for såvel personalet som de øvrige beboere. Det beskrives herunder, at han søger personalet, når han har behov for medicin eller en snak. Han har ikke begået ny kriminalitet siden [den kriminalitet, han blev dømt for i 1996]. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering – herunder navnlig den tid, der er forløbet siden den pådømte kriminalitet – at klageren på nuværende tidspunkt ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.
Løbenummer: Iran/2025/64
