Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk tigrinya og født i [by A], [region], Eritrea. Hun er efterfølgende vokset op i [land], og har senest boet i [by B], i Eritrea. Ansøgeren var oprindeligt kristen ortodoks og er i dag en del af [kristen trosretning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at hun konverterede til [kristen trosretning] i 2019, hvor hun også blev døbt. Hun praktiserer sin religion ved at bede og synge for Jesus, og ser videoer om [kristen trosretning]. Ansøgeren har videre som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter tilbageholdelse af myndighederne, som følge af at hendes datter, [A], er deserteret fra nationaltjeneste. Til støtte for sit asylmotiv, har hun oplyst, at hendes datter, [A], i 2015 deltog i Sawa, og herefter deltog i nationaltjeneste. I 2019 tog hun på orlov, og vendte ikke tilbage til nationalitetstjenesten. Hun har herefter holdt sig skjult for myndighederne, og holder sig i dag skjult hos ansøgerens [familiemedlem B] i [by C]. I 2023 blev ansøgeren opsøgt af militæret på sin bopæl tre til fire gange, da de ledte efter [A]. I [vinteren] 2024 blev ansøgeren tilbageholdt i 14 dage i et fængsel i [by D]. Ansøgerens [familiemedlem C] stillede kaution, og hun blev herefter løsladt. Ansøgeren har endvidere som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive straffet af de eritreiske myndigheder for ikke at vende tilbage til Eritrea i overensstemmelse med sin udrejsetilladelse. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun har søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, da den fremstår divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således om datterens desertering fra nationaltjeneste i 2019 til Udlændingestyrelsen under en samtale [i vinteren] 2025 oplyst, at myndighederne begyndte at lægge pres på familien fra 2023, idet familiens bopæl blev opsøgt, at de blev truet med fængsel flere gange, og at ansøgeren blev fængslet [i vinteren] 2024, hvor hun fik malaria. Ansøgeren har tillige oplyst, at hun blev løsladt mod kaution stillet af [familiemedlem C]. Under en efterfølgende samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2025 har ansøgeren om deserteringen oplyst, at ansøgeren og hendes familien blev opsøgt af militæret første gang [i vinteren] 2023, hvor militæret spurgte efter datteren og gennemsøgte huset, og at militæret kom og søgte efter datteren hver anden måned gennem 2023. Ansøgeren har under samme samtale oplyst, at hun blev fængslet af militæret [i vinteren] 2024, hvor hun lå syg med en livmoderinfektion. Hun var fængslet i 14 dage og blev løsladt mod kaution stillet af [familiemedlem C]. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren om datterens desertering forklaret, at militæret opsøgte ansøgeren og hendes familie i alt tre gange i 2023, og at første opsøgning skete [i foråret] 2023, hvor personer spurgte efter datteren, ransagede huset og skubbede til ansøgeren, da de kom ind i huset. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsbehandlingen forklaret, at opsøgningerne først fandt sted fire år efter deserteringen, da [familiemedlem C] og datterens chef havde lavet en aftale om bestikkelse, således af datterens chef skulle modtage datterens løn mod ikke at opsøge familien. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende, har henført det til tolkeproblemer, og at hun i forhold til bestikkelsesproblemerne ikke tidligere har turde oplyse herom, da hun frygtede, at det ville komme de Eritreiske myndigheder til kendskab. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at datteren på trods af sin angivelige desertering i perioden frem til 2023 boede hos ansøgeren og levede et normalt liv, og at datteren i 2020 fik udstedt et ID-kort af myndighederne. Hertil kommer, at ansøgerens [familiemedlem C], der arbejder for myndighederne, ikke blev opsøgt af militæret, at [familiemedlem C] heller ikke ved sin tilbagevenden til Eritrea [i efteråret] 2024 er blevet opsøgt af myndighederne, og at ansøgerens datter [i vinteren] 2025 er startet på en uddannelse i [by C], hvor hun opholder sig og lever et almindeligt liv. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren – såfremt hun skulle være efterstræbt af myndighederne som følge af datterens desertering – efter sin løsladelse ikke på ny blev opsøgt af myndighederne, som udstedte en udrejsetilladelse uden betingelser til hende, hvorefter hun [i sommeren] 2024 udrejste legalt af Eritrea. I relation til ansøgerens asylmotiv om konversion til [kristen trosretning] har ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelse ikke kunne redegøre nærmere for helt grundlæggende begreber inden for [kristen trosretning]. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet redegjort relevant og reflekteret for [kristen trosretning] betydning for hende og hendes forklaring om sine overvejelser i forbindelse med konverteringen har ikke for Flygtningenævnet været overbevisende, hvorfor hendes konvertering ikke fremstår som udtryk for en reel indre religiøs overbevisning. Det forhold, at ansøgeren angiveligt skulle være blevet døbt, kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke under sit ophold i Danmark har opsøgt nogen del af [kristen trosretning] i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke kan anses for reelt at være konverteret til [kristen trosretning]. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hun vil være i et modsætningsforhold til myndighederne, da hun angiveligt ikke har efterlevet betingelserne i en meddelt udrejsetilladelse, og da hun har søgt asyl i Danmark. I forhold til det meddelte udrejsevisum bemærker nævnet, at følgende fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport Country of Origin information (COI) ”Eritrea - National service, exit and entry” fra januar 2020 s. 34: ”4.2 Duration of exit visa 64. According to three sources, the duration of an exit visa remains one month, which, according to two of these sources, means that a person must leave the country within the month. This would be checked e.g. when the individual is about to board the plane.” Endvidere fremgår det af EASO COI-rapport ”Eritrea: National service, exit, and return” fra september 2019 s. 45 at: “Exit visas are either put as a stamp or a sticker in the passport or – if travelling with an identity card only – on a separate piece of paper. The date range on which the individual will leave Eritrea is fixed, but returning is possible at any time.” På denne baggrund og da ansøgerens [familiemedlem C] også udrejste legalt og på samme vilkår som ansøgeren, og at [familiemedlem C] efter mere end tre måneder på ny indrejste i Eritrea med deres afdøde [familiemedlem D], der tidligere havde deserterede, uden at opleve problemer med myndighederne, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en indrejse i Eritrea vil opleve problemer med myndighederne. Nævnet bemærker endvidere, at myndighederne i Eritrea ikke er bekendt med ansøgerens asylansøgning, og at ansøgerens [familiemedlem C] efter sin hjemkomst ikke har oplevet problemer med myndighederne, ligesom han ikke er blevet opsøgt af dem som følge af ansøgeren. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at hendes [familiemedlem C] er blevet opsøgt at myndighederne for 14 dage siden, hvor deres hjem tillige er blokeret, finder nævnet set i lyset af ansøgerens øvrige troværdighed ikke kan lægges til grund. På denne baggrund og efter en konkret og individuel bedømmelse af sagen har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer: Erit/2025/4/SRWM
