Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle formodes at opholde sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland [i efteråret] 2018 og herefter er udrejst, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens fornyede ansøgning om asyl. Klagerens advokat har i den forbindelse principalt gjort gældende, at det må formodes, at klagerens ægtefælle bor i Danmark, og at klagerens asylsag derfor bør behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, og præamblens punkt 17. Subsidiært har advokaten gjort gældende, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til undersøgelse af, om klagerens ægtefælle fortsat bor her i landet, og om hun i så fald fortsat har kontakt til klageren. Det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning, selvom medlemsstaten ikke er forpligtet hertil efter forordningens regler (suverænitetsklausulen). Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Dublinforordningen indeholder en række præambelbetragtninger af betydning for anvendelsen af forordningens artikel 17, stk. 1. Det fremgår herunder af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet finder, at det oplyste om klagerens indgåelse af ægteskab med den [europæiske] statsborger [ægtefælle] og sagens oplysninger om deres samliv, herunder her i landet, ikke i sig selv indebærer, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder allerede med henvisning hertil ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a. Der findes efter sagens karakter heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsbehandling”. Dub-Tysk/2025/29/ajni
