Nævnet omgjorde i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Indledning[:] Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra byen [A] beliggende i Homs-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klagerens opholdstilladelse blev ved den seneste forlængelse [i sommeren] 2021 fastsat til udløb [i efteråret] 2023. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi hans [antal] sønner og [antal] nevøer har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste. Han har videre henvist til, at [noget af hans familie], herunder hans [antal] nevøer, opholder sig i Idlib-provinsen, der fortsat er et oprørskontrolleret område. Han har desuden henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han er sunnimuslim. Derudover har han været udrejst af Syrien i mange år og opholdt sig i et europæisk land. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige og menneskeretlige situation i Syrien. Den konkrete sag omhandler i første række spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev meddelt under henvisning til de generelle forhold i Syrien, kan nægtes forlænget. Herudover skal der tages stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold, dvs., om klageren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I det omfang bedømmelsen af klagerens sag falder ud til, at betingelserne i udlændingeloven for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, skal der desuden foretages en vurdering af, om en sådan nægtelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nærmere om det retlige grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3[:] Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 72 af 1. november 2014) var formålet at indføre en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for personer, der har behov for asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet, og som giver mulighed for, at disse udlændinge, hvis beskyttelsesbehov er mere midlertidigt, kan sendes tilbage, når situationen i hjemlandet muliggør dette. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår af pkt. 2.1.2. bl.a.: "Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges." Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i den såkaldte Sufi og Elmi-dom (Sufi and Elmi v. UK (appl. no. 8319/07 and 11449/07)) med udgangspunkt i situationen i Mogadishu, Somalia, forholdt sig til de kriterier, der skal indgå ved vurderingen af, om der består en risiko for overgreb alene ved den blotte tilstedeværelse på baggrund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i et område. Kriterierne er: - Hvorvidt konfliktens parter enten benytter metoder eller taktikker, som øger risikoen for civile overgreb eller direkte tager sigte på civile, - Hvorvidt disse metoder er udbredte blandt parterne i konflikten, - Hvorvidt kampene finder sted i geografisk afgrænsede områder eller er udbredte og - Antallet af civile, som er blevet slået ihjel, såret eller fordrevet som følge af kampene. Personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er efter reglerne i udlændingelovens § 11 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, som kan forlænges med et år ad gangen og efter tre år med højst to år ad gangen, i hvilken forbindelse det vil blive vurderet, om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er af en sådan karakter, at udlændingen har behov for beskyttelse. En midlertidig opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, ophører, såfremt opholdstilladelsen ikke forlænges. På forlængelsestidspunktet skal der således foretages en vurdering af, om der aktuelt er et fortsat krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære et overgreb i strid med EMRK artikel 3. Denne vurdering er nærmere behandlet i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvorved der blev foretaget en række ændringer i regler om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Det anføres således i pkt. 2.1.2. i de almindelige bemærkninger (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) blandt andet: ”… Beskyttelsen i artikel 3 gælder ikke kun mod overgreb foretaget inden for statens eget territorium. Det indebærer bl.a., at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvis der er en konkret og individuel risiko for, at vedkommende der bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med EMRK artikel 3. Der stilles ikke krav om fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, men dog må ændringerne ikke være af helt midlertidig karakter, og nægtelse af forlængelse kan således efter omstændighederne ske, selv om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige.” I pkt. 2.3.1. anføres det blandt andet: ”Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelsen skal fortsat afgøres under inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet, og hvis EMRK artikel 8 ikke vil være til hinder herfor. Ved vurderingen i forhold til EMRK artikel 3 vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” Om forholdet til EMRK artikel 8 ved nægtelse af forlængelse er bl.a. følgende anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1: ”Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.” Om længden af det lovlige ophold hedder det i de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.1.1: ”Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Udlændingens tilknytning til oprindelseslandet, herunder eventuel opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv., indgår også i vurderingen af, om inddragelse eller forlængelse skal undlades.” Nærmere om udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og det af Flygtningenævnet anvendte forsigtighedsprincip[:] Flygtningenævnet skal ved afgørelsen af hver enkelt sag foretage en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren/klageren blandt andet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, det vil sige, om den pågældende er i individuel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det følger således af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen (konventionsstatus). Efter stk. 2 kan der endvidere efter ansøgning gives opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (beskyttelsesstatus). I Flygtningenævnets praksis har der nu gennem en årrække været anvendt et såkaldt forsigtighedsprincip ved den konkrete og individuelle vurdering, der skal foretages efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i forhold til syriske statsborgere. Princippet, der første gang blev anvendt i juni 2019 i forbindelse med nævnets behandling af de første konkrete sager om inddragelse af opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 3, og samtidig stillingtagen efter § 7, stk. 1 og 2, er af Flygtningenævnets koordinationsudvalg blevet udtrykt således: "De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode." Koordinationsudvalget har i den forbindelse videre udtalt, at indrejserisikoen i Syrien er en integreret del af risikovurderingen i hver enkelt sag, og at der efter omstændighederne kan være anledning til eksplicit at forholde sig hertil. Forsigtighedsprincippet, herunder indrejserisikoen som returnee, er nærmere behandlet i kapitel 13 i Flygtningenævnets 32. årsberetning (2023). Spørgsmålet om indrejse i Syrien, herunder den hermed forbundne risiko, er nærmere behandlet i EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024. Det anføres heri blandt andet: “The fact of having left Syria in itself would not normally lead to the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. In most cases where a wellfounded fear of persecution is substantiated, this would be related to circumstances falling under other profiles included in this guidance, and in particular 4.1. Persons perceived to be opposing the government. However, in some cases, returnees could be exposed to acts which are of such severe nature that they would amount to persecution (e.g. arrest, torture) and a nexus to a reason for persecution may be substantiated. In cases where nexus is not substantiated, the implications of having left Syria may be a relevant consideration with regard to subsidiary protection. They should also be taken into account when assessing the willingness of the GoS to provide protection in the meaning of Article 7 QD and in the assessment of an internal protection alternative (IPA). The individual conduct of the applicant is a relevant consideration in this regard, including when they left Syria, possible contact with the Syrian authorities (e.g. issuance of passport), and travel back to Syria, modalities of entry/exit and time spent in the country, etc. These circumstances should be taken into account in the examination of the international protection needs of an applicant, as well as in relation to the potential withdrawal of international protection in accordance with Article 14 or Article 19 QD.” OHCHR har i en rapport fra februar 2024 beskrevet forholdene for returnees, særligt fra Syriens nabolande, og det anføres i rapporten, at der foregår omfattende menneskerettighedskrænkelser i forhold til returnees. Nærmere om baggrundsmaterialet vedrørende Homs: Homs-provinsen, hvor byen Homs er den største by, er beliggende i det centrale Syrien og grænser op til Irak og Jordan mod øst og Libanon mod vest. Det er anslået, at der bor omkring 1,5 mio. mennesker i provinsen. Geografisk er det Syriens største provins, og målt på befolkningstal er det den tredjestørste. Homs-provinsen har siden 2017/2018 været undergivet regeringskontrol. I EUAA, Country Guidance: Syria, april 2024, er følgende anført om sikkerhedssituationen i Homs-provinsen i pkt. 5.3., for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse) vedrørende alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt: “Background and actors involved in armed confrontations. The city of Homs was one of the most affected cities of the war. Its old city was besieged for two years until it became accessible again in May 2014. Sectarian violence and forced displacement occurred there in 2011, and only a few neighbourhoods retained their mixed sectarian elements. The recapture of Homs city by GoS in May 2017 and the military operation by SAA in northern rural Homs in April 2018, forcing rebel groups in the region to either negotiate their withdrawal to northern Syria or reconcile with the GoS, led to the mass evacuation of rebels and their families from the governorate… During the reference period, Homs governorate was under the control of the GoS. A so-called US-declared 55-km deconfliction area stretching between the southeast of the governorate and neighbouring Rural Damascus governorate around AlTanf, was controlled by US troops and the Free Syrian Army (FSA), formerly known as Mughawir al-Thawra (MaT), a rebel group consisting of former Syrian military officers. Homs was reportedly among the Syrian governorates under Iranian ‘influence’ and continued to house Iranian military positions. Lebanese Hezbollah and Iranian forces operated in the neighbourhood of the Al-Dabaa airbase near Al-Qusayr, an area which has been a centre of Hezbollah’s activity since 2012. Iranian-backed militias continued to have positions in Tadmor (Palmyra), where they were storing drones. It has also been reported that some Iranian-backed Iraqi militants reportedly had travelled to Homs governorate from other positions in the country. ISIL presence in the east of the governorate has also been reported. Nature of violence and examples of incidents. ISIL regularly launched lethal attacks in various governorates, among which Homs, including attacks on civilians and against GoS forces in eastern Homs as well as attacks on pro-GoS militias, resulting in casualties. ISIL reportedly further clashed with NDF and SAA units near Arak village in February 2023. After a number of high-intensity attacks during the season of truffle harvesting, ISIL activity in central Syria decreased in May 2023 and the GoS downscaled major operations against ISIL in eastern Homs. Reportedly, ISIL fought GoS and Russian Wagner forces around Al-Kawm continuously until mid-April 2023. Airstrikes by Russia against ISIL positions in the governorate were also reported. In June 2023, a GoS general was reportedly killed in an IED attack by ISIL in the city of Homs, which, according to a source, was the first attack in Homs city since 2017. According to a UN Security Council report of July 2023, ISIL continued to carry out asymmetric attacks in Homs governorate but ‘at a relatively lower frequency’ while regular attacks by small cells occurred on a regular basis in north Tadmor (Palmyra). An ISIL-attributed attack in November 2023 killed at least 34 GoS soldiers and members of the NDF in the desert area of al-Rasafah located between Raqqa, Homs and Deir Ez-Zor governorates. On 5 October 2023, a drone strike on the Military College in Homs governorate reportedly killed at least 89 people and wounded 277 others. While the attack was not claimed by any group, the GoS attributed it to ‘armed terrorist organizations backed by known international parties’, with the HTS being the main group suspected. Israeli airstrikes in areas near the city of Homs, the Shayrat air base, and an alleged drone development unit site belonging to Hezbollah at the Al-Qusayr airport were also reported. Some of these attacks resulted in casualties among civilians and military personnel. Iranian-affiliated groups attacked the US-controlled Al-Tanf base in Homs governorate in August 2022, although no casualties were reported. Military personnel were reportedly injured in drone attacks on the base in January 2023 by undisclosed perpetrators. Furthermore, it was reported that the IDP camp Al-Rukban, situated in the Al-Tanf area close to the borders with Jordan and Iraq, continued to be besieged by GoS and Russian forces. Incidents: data. ACLED recorded 215 security incidents (average of 4.2 security incidents per week) in Homs governorate in the period from 1 August 2022 to 28 July 2023. Of the reported incidents, 81 were coded as ‘explosions/remote violence’, 80 as ‘battles’, and 54 as ‘violence against civilians’. In the period 1 August – 30 November 2023, 65 security incidents were recorded in Homs representing an average of 3.8 security incident per week. Geographical scope. Security incidents were recorded in all Homs governorate districts during the reporting period, with the highest number of overall incidents being recorded in Tadmor district, followed by Homs city, Ar-Rastan, Al-Makhrim, and Al Qusayr. By comparison, very few incidents were recorded in the district of Tall Kalakh. Civilian fatalities: data. Between August 2022 and July 2023, SNHR documented 73 civilian fatalities in Homs governorate. In August – November 2023, the SNHR recorded 60 civilian fatalities. Compared to the figures for the population as from May 2022, this represented nine civilian fatalities per 100 000 inhabitants for the whole reference period. Displacement. As of May 2022, there were 299 525 IDPs in Homs governorate, including 189 147 in Homs district. According to UNOCHA, between January and December 2022, approximately 1 960 persons were displaced from Homs, as well as 35 within the governorate. Approximately 960 persons were displaced from other governorates to Homs. No conflict-induced IDP movements were recorded in Homs governorate in the first five months of 2023. In terms of IDP returns, no spontaneous IDP returns from Homs to other governorates were recorded by UNOCHA in 2022. On the contrary, some 6 000 IDP returns from other governorates into Homs were recorded in the same period. In the first five months of 2023, approximately 83 IDP returns were recorded into Homs and no returns from Homs to other governorates. Further impact on civilians. Homs is among the Syrian governorates where contamination from UXOs represented a particularly major security concern. Civilians were killed and injured by explosive devices of war for example in Duwayzin, located on the border between Hama and Homs, such as in the area of Al-Haswiya. ERWs reportedly had not been yet removed from residential areas in Homs city and continued to claim the lives of civilians. Mines also reportedly existed along past contact lines as well as remnants of cluster bombs used by GoS forces in the northern rural areas of Homs and the Al-Houla plain against opposition factions and in the Badia desert against ISIL. Children and farmers were particularly affected by the dangers posed by them. Increased attacks near the IDP camp Rukban in the Al-Tanf deconfliction area, including a drone attack on a health clinic critical for the camp residents in January 2023 were also reported.” Det anføres herefter i country guidance: “Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Homs, however not at a high level. Accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD”. I Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Syrien” (version 6, revideret 15. april 2024) tilslutter man sig EUAA’s vurdering af situationen i Homs-provinsen. Dette var også vurderingen i EASO, Country Guidance: Syria, september 2020, mens Migrationsverket i en retlig stillingtagen af 1. februar 2021 fortsat vurderede, at situationen i Homs lå inden for rammerne af kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at den generelle menneskerettighedssituation i Syrien er meget alvorlig, og der foreligger i baggrundsmaterialet talrige rapporter mv., der beskriver vilkårlige tilbageholdelser samt anvendelse af tortur og andre alvorlige forbrydelser. Fra det nyeste baggrundsmateriale kan der f.eks. mere generelt henvises til U.S. Department of State, 2023 Country Reports on Human Rights Practices: Syria. I en rapport af 1. september 2024, der omfatter hele Syrien, har SNHR (Syrian Network for Human Rights) beskrevet, at der i juli 2024 har været 65 civile dødsfald, herunder 23 børn og tre kvinder, ligesom der har været seks dødsfald som følge af tortur i denne måned. SNHR beskriver i en rapport fra 2. september 2024, at der i august 2024 har fundet mindst 214 vilkårlige tilbageholdelser sted i Syrien, herunder af 13 børn og syv kvinder. Herudover er det oplyst, at der er sket tilbageholdelse af 19 personer, der var blevet tvangsmæssigt udsendt af Libanon. Ifølge rapporten er tilbageholdelserne fordelt over Syriens forskellige provinser, således at det højeste antal tilbageholdelser er sket i Aleppo fulgt af Rif Damaskus og derefter i nedadgående orden Deir Ez-Zour, Damaskus, Homs, Hama og Idlib og Daraa. En sammenligning af antallet af tilbageholdelser med antallet af løsladelser viser ifølge rapporten, at antallet af løsladelser ligger på omkring 30 pct. af tilbageholdelserne. I SNHR’s seneste månedsrapport af 1. oktober 2024 vedrørende september 2024 er det oplyst, at der i denne måned har været 50 civile dødsfald, herunder 13 børn og seks kvinder. Der har været dokumenteret 10 dødsfald på grund af tortur, et af dødsfaldene var et barn. Flygtningenævnets vurdering af situationen i Homs[:] Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder materialet som er nævnt ovenfor og i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Homs-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Den aktuelle konflikt mellem blandt andre Israel og libanesisk Hizbollah i Mellemøsten, der også påvirker situationen i Homs-provinsen negativt, kan ikke føre til en anden vurdering af den aktuelle situation. Det forhold, at klageren senest i [sommeren] 2021 fik forlænget sin opholdstilladelse, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen i Homs-provinsen på daværende tidspunkt ikke afgørende adskilte sig fra den aktuelle situation, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold, ligesom der ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus, Rif Damaskus og Latakia, hvor der først i henholdsvis 2019, 2021 og 2023 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Som anført ovenfor er den menneskeretlige situation i Syrien generelt set meget alvorlig, og dette forhold må indgå ved vurderingen af klagerens individuelle asylmotiver, herunder indrejserisikoen i Syrien. Klagerens individuelle asylmotiver: Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024, og under henvisning til det i afgørelsen nævnte baggrundsmateriale tiltrædes det, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af sine sønners unddragelse af militærtjeneste er i risiko for at blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Syrien og derfor har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til klagerens bror og nevøer. Den forklaring, som klageren har afgivet om disse forhold under sagens behandling i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har i lighed med [sin søskende], hvis sag er afgjort samtidig med denne sag, over for Flygtningenævnet henvist til, at flere af hans familiemedlemmer opholder sig i det oprørskontrollerede område i Idlib. Baggrunden herfor er bl.a., at [et antal] af hans nevøer i 2015 blev kidnappet af Den Frie Syriske Hær, og at hans nu afdøde svigerbror i den forbindelse blev tvunget til at gå over til Den Frie Syriske Hær. Nævnet finder, at omstændighederne i forbindelse hermed har en så central betydning for vurderingen af klagerens situation, at det er påfaldende, at klageren ikke allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede herom. Denne del af klagerens konflikt kan derfor ikke lægges til grund. Den omstændighed, at klageren har en søster og andre familiemedlemmer, der bor i Idlib, kan ikke i sig selv føre til asyl. Selvom forholdene for sunnimuslimer i Syrien efter baggrundsoplysningerne er problematiske, er den omstændighed, at klageren er sunnimuslim, ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for, at klageren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at klageren af disse årsager – heller ikke under inddragelse af det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved den asylretlige vurdering i forhold til syriske statsborgere – hverken bedømt hver for sig eller samlet er særligt eksponeret over for de syriske myndigheder, herunder ved indrejse i Syrien efter at have opholdt sig i et vestligt land i en årrække. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Danmarks internationale forpligtelser[:] Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren 2015/2016] og har således opholdt sig her i landet i knap ni år. Klageren har oplyst, at han ikke kan dansk, og at han ikke under opholdet i Danmark har haft arbejde eller deltaget i foreningsliv mv., hvilket vil kunne have sammenhæng med, at klageren på tidspunktet for indrejse i Danmark var [i 60’s års alderen]. Klagerens [antal] voksne sønner, [A] og [B], har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herudover opholder klagerens voksne datter, [C], sig i Danmark. To af klagerens børn er gift, og klageren har [antal] børnebørn, der er bosiddende her i landet. Klageren har desuden en datter og [antal] børnebørn, der bor i [mellemøstligt land]. Klageren indrejste i Danmark sammen med sin ægtefælle, der afgik ved døden i [Danmark]. Ægtefællen er begravet i Danmark. Klageren, der nu er [i 70’s års alderen], har oplyst, at hans børn kører ham til aftaler og bringer ham mad, ligesom hans datter og svigerdøtre gør rent hos ham. Han kan imidlertid klare sig selv i det daglige og har ikke brug for hjælp til personlig hygiejne mv. Klageren lider af [en række aldersbetingede helbredsproblemer], ligesom han har nedsat funktion i [kropsdel], men han har forud for udrejsen modtaget behandling i Syrien for nogle af disse helbredsproblemer. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren har et beskyttet familieliv i Danmark i konventionens forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er hjemlet ved lov, og at en sådan nægtelse af forlængelse varetager legitime hensyn. Nævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for privatliv. I denne vurdering må det også indgå, at baggrunden for nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen i den konkrete sag alene skyldes, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, og således ikke at klageren har begået kriminalitet eller lignende, smh. herved præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shehanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Flygtningenævnet finder, at klageren, der nu er [i 70’s alderen], må anses for at have opnået en stærk tilknytning til Danmark under sit knap niårige ophold i Danmark navnlig i kraft af tilstedeværelsen her i landet af nær familie i form af børn, svigerbørn og børnebørn, også selvom der ikke består et egentligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans [antal] voksne, herboende børn. Uanset at klageren har boet det meste af sit liv i Syrien, må hans bånd til hjemlandet heroverfor nu anses for væsentligt svagere. Efter en samlet vurdering findes statens interesse i at nægte at forlænge opholdstilladelsen derfor at måtte vige over for hensynet til klagerens fortsatte ophold i Danmark. Konklusion. På den ovenfor anførte baggrund ændrer Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Løbenummer: Syri/2024/51/sahe
