Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde samt hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at ansøgerens forlovede og far til barnet opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren og hendes medfølgende barn har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3 og 7. Til støtte herfor har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at klagerens forlovede og hendes søns far er herboende flygtning. Det forhold, at klageren har sin forlovede i Danmark, som er flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren forud for indrejsen ikke har haft et samliv med sin herboende forlovede, ligesom klagerens forlovede ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, jf. artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til barnets tarv, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6 og Børnekonventionens artikel 3, under henvisning til, at klagerens medfølgende barns far befinder sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det medfølgende barn vil blive overført til Sverige med sin mor, som må betragtes som dennes primære omsorgsperson, ligesom at klageren har været den eneste omsorgsperson fra barnets fødsel i [slutningen i 2010’erne] indtil ultimo 2023. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Den omstændighed, at klagerens søn har givet udtryk for, at han er bange for at blive adskilt fra sin far igen, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har valgt at tage til Danmark, hvor de ikke har lovligt ophold eller en berettiget forventning om at kunne opnå det. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den herboende far er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse], hvorfor den pågældende har mulighed for at besøge barnet i Sverige. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hendes forlovede hyppigt har besøgt hende og hendes søn i Sverige inden deres indrejse i Danmark. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændingestyrelsen i deres anmodning om tilbagetagelse til Sverige har undladt oplysninger vedrørende den herboende far, og at de svenske myndigheder ikke har været i stand til, på et oplyst grundlag, at vurdere hensynet til barnets tarv i forbindelse med deres accept, kan henvises til Udlændingestyrelsens udtalelse af[vinteren 2024/2025], hvori styrelsen har bemærket, at de svenske myndigheder er blevet orienteret om denne omstændighed i anmodningen af [vinteren 2024/2025]. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens medfølgende barn vil være i risiko for de jure statsløshed ved en eventuel overførsel til [hjemlandet], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at dette forhold rettelig må forventes at være relevant vedrørende spørgsmålet om gennemførsel af en eventuel udsendelse til [hjemlandet], hvorfor klageren må henvises til at tage kontakt til de svenske myndigheder for at sikre en overførsel sker i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at klageren og hendes medfølgende barn ikke vil blive betragtet som afviste asylansøgere i Sverige, idet de svenske myndigheder har oplyst, at de pågældende ved genindrejse til Sverige kan indgive ny ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenr.: Dub-Sver/2025/1/kdo
