Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Genoptaget sag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens sårbarhed og den lange sagsbehandlingstid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[I vinteren 2024/2025] besluttede Flygtningenævnet på et skriftligt nævnsmøde at udsætte sagen og anmode Udlændingestyrelsen om på ny at søge at indhente en konkret og individuel garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som psykisk sårbar. De bulgarske myndigheder skulle samtidig anmodes om at oplyse, om klagerens afslag på asyl anses for endelig, eller om klageren stadig har klagemuligheder til rådighed og i givet fald beskrive sådanne klagemuligheder, og om klageren ved en eventuel overførsel til Bulgarien kan forventes placeret på et modtagecenter for asylansøgere eller på ét af de to detentionscentre for afviste asylansøgere, der skal udsendes af landet. [I vinteren 2024/2025] har Udlændingestyrelsen anmodet de bulgarske myndigheder om en konkret og individuel garanti vedrørende klagerens forhold ved en eventuel overførsel til Bulgarien og om yderligere oplysninger vedrørende klagerens asylsag og modtageforhold i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning. [I vinteren 2024/2025] har de bulgarske myndigheder oplyst, at Bulgarien er fritaget for sine forpligtelser til som ansvarlig medlemsstat at overtage eller tilbagetage klageren med henvisning til fristreglerne i Dublinforordningens artikel 29, stk. 2. De bulgarske myndigheder har i den forbindelse oplyst, at Bulgarien [i sommeren] 2023 har accepteret en anmodning fra [land A] om at modtage klageren i overensstemmelse med Dublinforordningen, men at overførslen ikke blev gennemført inden for den forlængede frist på 18 måneder, der udløb [i vinteren 2024/2025]. Det er videre oplyst, at Bulgarien [i sommeren] 2023 har accepteret en anmodning fra [land B] om at modtage klageren i overensstemmelse med Dublinforordningen, men at overførslen ikke blev gennemført inden for den forlængede frist på 18 måneder, der udløb [i vinteren 2024/2025]. De bulgarske myndigheder har henvist til, at det herefter følger af forordningens artikel 29, stk. 2, sammenholdt med EU-domstolens dom af 12. januar 2023 i de forenede sager C-323/21, C-324/21 og C-325/21, at Bulgarien ikke længere er den ansvarlige medlemsstat i forordningens forstand. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2024/2025] anmodet Flygtningenævnet om at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan afklare, hvilket land der i medfør af Dublinforordningen er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylansøgning. Klagerens advokat har heroverfor gjort gældende, at der skal træffes afgørelse om, at klagerens asylansøgning tages under realitetsbehandling i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, EU-charterets artikel 4 og 18 samt EMRK. Der er i den forbindelse navnlig henvist til den lange sagsbehandlingstid og klagerens individuelle forhold, herunder hans tiltagende psykiske problemer. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens betragtning 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder, at det anførte formål med Dublinforordningen sammenholdt med karakteren og varigheden af det samlede sagsforløb samt de foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, herunder hans psykiske problemer, med en vis vægt taler for at bringe Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i anvendelse, således at klagerens ansøgning om asyl behandles her i landet, selv om Danmark efter reglerne i forordningen ikke er forpligtet dertil. Heroverfor står, at der foreligger nye oplysninger fra Bulgarien om sagsforløbet efter Dublinforordningen i forhold til [land A] og [land B], og Bulgarien har tilkendegivet, at de ikke længere er den ansvarlige medlemsstat efter forordningen. Uanset at en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen vil medføre en yderligere forlængelse af sagsbehandlingstiden, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af de modsatrettede hensyn, at det må anses for rettest, at sagen hjemvises i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning, således at styrelsen inden for de løbende frister efter Dublinforordningen kan søge at afklare, herunder ved en snarlig henvendelse til [land A], om en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylsag. På den anførte baggrund hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsbehandling. Flygtningenævnet skal på ny henstille til, at sagen behandles i en hasteprocedure.” Løbenummer: Dub-Bulg/2025/1/marau
