dub-belg2021

Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt visum til Belgien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt. 14 og EU charterets artikel 1, idet klageren blandt andet har henvist til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, som hun venter barn med, og at der er risiko for, at hun ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Belgien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt. 14 og EU charterets artikel 1, idet klageren blandt andet har henvist til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, som hun venter barn med, og at der er risiko for, at hun ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering. Spørgsmålet er således, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Belgien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse har det bl.a. betydning at få fastlagt klagerens familiemæssige relationer til Danmark, herunder om der foreligger et ægteskab med [A], der anerkendes efter dansk ret. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III skal ske på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Sagen skal således vurderes med udgangspunkt i forholdene, som de forelå ved ansøgningen om asyl [i sommeren] 2024. Dublinforordningens artikel 9 regulerer, hvorledes der skal forholdes i forhold til familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”Artikel 9 Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Dublinforordningens familiebegreb er nærmere fastlagt i forordningens artikel 2, litra g, hvorefter der i forordningen bl.a. forstås følgende ved: ”g) »familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: - ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere - …” Bestemmelsen i artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, må forstås således, at en ægtefælle eller ugift partner i fast forhold er omfattet af bestemmelsen, uanset om ægteskabet var indgået allerede i hjemlandet eller først er indgået på et senere tidspunkt. Der må herefter i første række tages stilling til, om der foreligger et ægteskab mellem klageren og [A], der anerkendes her i landet, eller om klageren og [A] er i et fast ugift parforhold. Ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, fastslår, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Efter dansk international privatret anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis form- og kompetencereglerne i indgåelseslandet er overholdt, medmindre ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Dette betyder i praksis, at danske myndigheder anerkender ægteskabet, når følgende betingelser er opfyldt: - Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget, og vielsen i øvrigt er gyldig i vielseslandet. - Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget, var bemyndiget til at foretage vielsen. Flygtningenævnet må således som led i vurderingen af denne sag foretage en vurdering af, om ægteskabet anerkendes i dansk ret. Den omstændighed, at Udlændingenævnet tidligere i forbindelse med afgørelserne i familiesammenføringssagen har taget stilling til spørgsmålet, kan ikke føre til en anden vurdering. På tilsvarende vis skal Flygtningenævnet også vurdere, om der foreligger et fast ugift samlivsforhold mellem klageren og [A], i det omfang ægteskabet ikke anerkendes her i landet. Klageren har efter sin egen forklaring for nævnet under oplysnings- og motivsamtalen afgivet forkerte oplysninger om bl.a. sit forhold til [B], ligesom hun har oplyst, at hun til brug for behandlingen af visumbehandlingen til Belgien har fået udstedt et forfalsket vielsesdokument om, at hun var gift med [B]. Herefter, og efter den tvivl, der efter baggrundsoplysningerne består om udstedelse af dokumenter fra [land uden for EU] myndigheder, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der er indgået et retsgyldigt ægteskab i [land uden for EU] mellem klageren og [A], der skal anerkendes her i landet. Det kan ikke kan føre til en anden vurdering, at vielsesattesten er stemplet af den danske ambassade i [land uden for EU] med angivelse af, at man har set den originale vielsesattest. Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne alene har boet sammen i en periode på godt en måned i 2018, og at [A] derudover har været på to besøg i [land uden for EU] i 2021 og 2023. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at anse klageren og [A] som ugifte partnere i et fast parforhold som fastlagt i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det betyder, at der ikke som følge bestemmelserne i Dublinforordningens artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, er grundlag for at fastslå, at Danmark er forpligtet til at behandle klagerens asylsag. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Belgien i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, i overensstemmelse med den modtagne accept fra de belgiske myndigheder. Det følger imidlertid af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Hverken EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Efter de foreliggende oplysninger om den hidtidige og nuværende relation mellem klageren og [A], herunder navnlig den omstændighed, at klageren nu er gravid med termin i [foråret] 2025, og at faderen til barnet er [A], finder nævnet, at der efter omstændighederne foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles her i landet.” dub-belg/2025/1/Sael