Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus i Østrig.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig fra [sommeren] 2022 til [sommeren] 2025. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Østrig mistede sin bolig og som følge heraf ikke fik udbetalt kontante ydelser, da dette kræver en adresse, samt at han ikke kunne finde et arbejde, kan ikke føre til, at Østrig ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på AIDA’s Country Report: Østrig, 2022 Update, udgivet 15. maj 2023, hvor det fremgår (s. 164), at personer med subsidiær beskyttelse har ret til Basic Care, hvilket blandt andet indebærer adgang til ”organised accommodation in inns, boarding houses, reception centres of NGOs or of the respective federal province, or a rent subsidy when an asylum seeker rents a flat themselves”. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at det af samme rapport fremgår, at huslejetilskuddet i praksis ikke er nok til at betale en bolig. Yderligere har det i Flygtningenævnets vurdering indgået, at det i ovennævnte AIDA-rapport fremgår (s. 166), at personer med subsidiær beskyttelse har fri adgang til arbejdsmarkedet. Det forhold, at det af rapporten fremgår, at det i praksis kan være vanskeligt at finde beskæftigelse på grund af forhold såsom sprogbarrierer, og at klageren har oplyst, at han har haft svært ved at finde et arbejde på grund af manglende sprogkundskaber, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han – om end kortvarigt – har haft beskæftigelse. Flygtningenævnet finder på baggrund af blandt andet ovennævnte baggrundsoplysninger, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Østrig ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Østrig. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Østr/2025/1/sahe
