Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien [i foråret] 2014 og at opholdstilladelsen er tidsubegrænset. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som det første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det må herefter lægges til grund, at klageren vil være beskyttet mod refoulement. Det må endvidere lægges til grund, at klageren uhindret vil kunne indrejse i Italien og tage opholdt der. Spørgsmålet er herefter om andre forhold kan føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Klageren har i denne forbindelse henvist til en række sociale og helbredsmæssige forhold til støtte herfor. Klagerens advokat har i sit indlæg [i efteråret] 2024 særligt henvist til boligforhold og klagerens helbredsforhold. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter sin ankomst til Danmark er blevet diagnosticeret med [sygdom], hvilket er en neurodegenerativ, uhelbredelig lidelse. Klagerens advokat har i den forbindelse gjort gældende, at klageren må betragtes som så særligt sårbar, at en tilbagesendelse af klageren til Italien vil udgøre en krænkelse af klagerens rettigheder efter EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af tilgængelige baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA Country Report – Update 2023, af 9. juli 2024, side 244, at personer der har international beskyttelse i Italien har adgang til ”public housing” på lige fod med italienske statsborgere. Det er i samme rapport omtalt, at der derudover er et antal private boligtilbud rettet mod asylansøgere og andre udsatte grupper, blandt andet drevet af kirker og private. Selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen for boligsøgende i Italien er vanskelig, finder Flygtningenævnet på den baggrund ikke, at disse forhold i sig selv kan føre til, at en tilbagesendelse af klageren til Italien vil udgøre en krænkelse af dennes rettigheder, jf. ovenfor. Vedrørende klagerens helbredsforhold har klageren forklaret, at han under sit tidligere ophold i Italien fik udstedt et sundhedskort. Det fremgår endvidere af førnævnte rapport side 249 ff., at såvel asylansøgere som personer, der har opnået international beskyttelse, skal registreres ved italiensk nationale sundhedsmyndigheder, men at de herefter vil have samme rettigheder til behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere, at personer uden økonomiske midler ikke er afskåret fra at modtage behandling. Det fremgår endelig, at personer med international beskyttelse også har ret til specialiseret lægebehandling. Den omstændighed, at det fremgår af erklæring af [af efteråret] 2024 fra speciallæge i neurologi, [A], at ”der vil være risiko for forværring af tilstanden ved eventuel flytning – og navnlig hvis kvalificeret hjælp ikke kan garanteres” kan af de anførte grunde ikke føre til, at en overførsel til Italien undlades. Vedrørende adgangen til sociale ydelser henviser Flygtningenævnet til førnævnte AIDA rapport side 248, hvoraf fremgår, at personer med international beskyttelse har adgang til sociale ydelser på linje med italienske statsborgere. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2025/2/sahe
