Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtageforholdene i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet henviser herved til rapporten AIDA, Country Report: Poland udgivet i juni 2024, som Udlændingestyrelsen også har henvist til, hvoraf det fremgår af side 87, at frihedsberøvelse af asylansøgere sker, når alternativer til frihedsberøvelse ikke kan benyttes, og hvis frihedsberøvelsen har et konkret formål i henhold til gældende lovgivning. Det skal hertil bemærkes, at klageren efter det oplyste ikke har været frihedsberøvet i Polen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag kan blive afvist som inadmissable, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Der henvises herved til den nævnte rapports side 36, hvoraf det fremgår, at det er udgangspunktet, at det alene er i de tilfælde, hvor klageren indrejser til en anden medlemsstat og ikke indrejser tilbage til Polen inden for 9 måneder, at sagen ikke vil blive vurderet efter den almindelige procedure om realitetsbehandling. Ansøgning indgivet efter 9 måneders fristen vil blive betragtet som en efterfølgende ansøgning og være underlagt en procedure for vurdering af, om ansøgningen kan behandles. Det bemærkes hertil, at klageren udrejste af Polen tre uger efter, at han indgav ansøgning om asyl i Polen. Klageren kan derfor på nuværende tidspunkt anmode om at få genoptaget sin asylsag i Polen, da der på nuværende tidspunkt ikke er gået mere end 9 måneder. Det forhold, at klageren har en herboende bror, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er tale om en relation, som er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Der foreligger heller ikke et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes bror, som er omfattet af forordningens artikel 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af AIDA, Country Report: Poland udgivet i juni 2024, side 71, fremgår, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring, herunder også behandling for psykiske problemer. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/3/DIEI
