Nævnet omgjorde i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens mindreårige børn har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark samt klagerens tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Nederlandene har indledt en sag om international beskyttelse af klageren, og at klageren derefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag blev færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nederlandene har [i efteråret] 2024 i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at han har så stærk en tilknytning til sine herboende børn, at det vil være i overensstemmelse med hensynet til familiens enhed og hensyn til børnenes tarv, at klagerens asylsag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17 samt præamblens punkt 17, artikel 6, stk. 1, og præamblens punkt 13 sammenholdt med børnekonventionens artikel 3 og artikel 9. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet i sagen er, om der er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Nederlandene, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at der eksisterer et familieliv mellem klageren og børnene. Familielivet blev dels etableret i [klagerens hjemland] men siden 2013 også i Danmark, hvor to af børnene er født. Klageren har således sine tre børn i Danmark, som han har en meget tæt tilknytning til, og som han frem til sin udrejse til Nederlandene har været primær omsorgsperson for sammen med sin tidligere ægtefælle. Klageren har således boet med børnene under deres opvækst og efterfølgende, da han og den tidligere ægtefælle gik fra hinanden, havde han samvær med børnene i en 7/7-ordning frem til udrejsen til Nederlandene i [vinteren 2023/2024]. Under opholdet i Nederlandene har klageren haft daglig kontakt med sine børn via Facetime, og børnene har været en uge i Nederlandene hos klagen. Endelig har klageren fra [efteråret] 2024 og indtil nu weekend-samvær med sine børn hver anden uge. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Nede/2025/3/lnk
