Nævnet fandt i juni 2025 at en klager isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Indrejst i 1999 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”[Indledende om klagerens personlige forhold]. Klageren fik meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2000/2001] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom [i efteråret] 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88, ved at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter i gentagelsestilfælde. Ved dommen blev klageren samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Ved Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2019 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019 om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [sit hjemland] [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt], og at hun af den grund isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet tiltrådte derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til [sit hjemland]. Flygtningenævnet kunne ved sin afgørelse ikke lægge klagerens asylmotiver, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund om, at hun [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt]. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens forhold, herunder karakteren af de afsagte straffedomme og oplysningerne om hendes personlige, helbredsmæssige og familiemæssige forhold, herunder at hun har [et myndigt barn] her i landet, ikke, at der forelå særlige grunde, som talte for, at klageren skulle gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., jf. § 7. Klageren har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse blandt andet henvist til, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i stedet for § 7, stk. 2. Som følge heraf, og da udvisningsdommen nu ligger næsten syv år tilbage, ligesom hun ikke længere kan anses for at udgøre en konkret fare for samfundet, bør hun ikke anses for at være udelukket fra en opholdstilladelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt]. Klageren bør ikke anses for at være udelukket fra at få opholdstilladelse, dels da hun nu er omfattet af udlændingestyrelsen § 7, stk. 1, dels da hun ikke længere udgør nogen fare for samfundet. Flygtningenævnet finder [oplysninger vedrørende klagerens asylmotiv udeladt], [at klageren isoleret set er omfattet af] udlændingelovens § 7, stk. 1, i stedet for § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om [klageren] fortsat er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor vedkommende blandt andet risikerer umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller til et land, hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til [sit hjemland]. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88, ved at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter i gentagelsestilfælde. Ved dommen blev klageren samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, hvorved hendes opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Klageren er forud for [landsrettens] ankedom straffet således: [i foråret] 2012 ved [byretten] idømt betinget fængsel i 50 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2. [I foråret] 2017 ved [byretten] idømt fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og stk. 2, ved dels at have [gerningsbeskrivelse]. I denne forbindelse blev klageren betinget udvist af Danmark med en prøvetid på 2 år. Klageren er efter [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 straffet således: [i vinteren 2019/2020] ved [byretten] idømt en bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren er straffet for en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand, henset til, at der er tale om personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herved har nævnet lagt vægt på, at klageren blandt andet to gange er dømt for vold, jf. § 244, samt en gang er dømt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, jf. straffelovens 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89, jf. § 88. Det forhold, at klageren siden [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2018 ikke har begået ny personfarlig kriminalitet kan på baggrund af oplysningerne i sagen ikke føre til en ændret vurdering. Klageren indrejste i Danmark i 1999. Hun fik meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2000/2001] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ugift. Hun har ingen familiemæssig tilknytning til [sit hjemland]. Hun har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hun her i landet har [et myndigt barn], der bor for sig selv. [Oplysninger vedrørende barnet udeladt]. Klageren er ikke i gang med en uddannelse, og hun har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren fortsat er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.”
Løbenummer: Land/2025/5/anjv
